Din indkøbskurv
PrintDen sorte bog
Nobelprisen i litteratur 2006
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"Den Sorte Bog er ganske enkelt en milepæl i nyere litteratur (...) Belæst og belæsset med viden er denne kloge og stemningsfulde roman. Orhan Pamuks værk ligner den definitive totalroman." - Benn Q. Holm, Det Fri Aktuelt
"... en fin de siécle roman, elegisk og selvbeskuende, der trækker på dette århundredes fyrtårne i romanlitteraturen, men som også selv rager op i oceanet af dusinvarer." - Weekendavisen
En stilistisk og fortællemæssig tour de force: en kærlighedshistorie, en detektivroman, en historie om det mulige i at finde sin identitet, en metafysisk roman om tingenes inderste betydning, en lovsang til storbyen Istanbul og en hyldest til litteraturen.
Advokaten Galip er gift med den smukke og gådefulde Rüya - lykkeligt, tror han. Indtil han en dag, en vinteruge i 80erne, vender hjem til en tom lejlighed. Slægtningen Celal, elsket og hadet for sin faste causerende spalte i avisen Miliyet, ved muligvis mere end godt er om den forsvundne Ruÿa. Også han viser sig at være sporløst forsvundet, og Galip indser at noget er rivende galt, da avisen begynder at genbruge Celals artikler. Bevæbnet med sin længsel efter Rüya og en imponerende lidenskab for spor og koder begiver Galip sig ud på en mærkelig labyrintisk færd gennem Istanbul.
Uddrag
I det bløde varme mørke, under det blåternede vattæppe skyggefulde dale og blå bløde højdedrag, som strakte sig fra hovedgærdet til fodenden af sengen, lå Rÿya udstrakt på maven og sov. Udefra trængte vintermorgenens første lyde ind: Biler og gamle busser, der med mellemrum kørte forbi, det hule dunk fra salep-sælgerens kobberkande, som han hele tiden løftede op fra fortovet og satte ned igen, og vagtens fløjte fra dolmus-holdepladsen, hvor han prøvede at holde en vis orden i køen. Vinterlyset, som de mørkeblå gardiner fik til at virke blegere, sivede gråtungt ind i værelset. Endnu søvndrukken betragtede Galip sin kones hoved, der stak op fra det blåternede vattæppe: Rüyes hage var dybt begravet i hovedpudens dun. Over pandens hvælving lå der noget skræmmende uvirkeligt, som gjorde, at man nysgerrigt og bekymret prøvede at aflæse de forunderlige ting, der i dette øjeblik foregik dybt inde i hjernen. "Hukommelsen," havde Celâr skrevet i en af sine artikler, "er en have." "Rüyas haver, alle Rüyas haver ..." havde Galip tænkt dengang, "tænk ikke på dem, ikke tænke på dem, du bliver bare jaloux!" Men Galip betragtede din kones pande og han tænkte.
Nu ønskede han at strejfe gennem Rüyas tæt lukkede haver, mens hun lå begravet i søvnens ro, og vandre under piletræerne, akacierne, slyngroserne i solen. Men beskæmmet måtte han indrømme, at han var bange for de ansigter han ville komme til at møde der: "Åh, er du også her, goddag!" Med undren og smerte skulle han støde på uventede skygger af mænd såvel som de ubehagelige minder han allerede kendte og forventede: "Undskyld, min herre, hvor har De truffet eller lært min kone at kende?" "For tre år siden hjemme hos Dem; på siderne af et udenlandsk modetidsskrift købt i Alâaddins butik, i den realskole hvor De begge gik sammen, ved indgangen til den biograf, som De engang ankom til hånd i hånd ..." Nej, måske var Rüyas tankebaner slet ikke så overfyldte og ubarmhjertige; måske befandt Rüya og Galip sig netop i det eneste solfyldte hjørne i denne mørke hukommelsens have på en rotur. Seks måneder efter at Rüyas familie var flyttet til Istanbul, havde de to, Rüya og Galip, begge fået fåresyge. Dengang havde sommetider Galips mor, sommetider Rüyas smukke mor, tante Suzan, eller begge i fællesskab taget børnene i hånden, og efter at have kørt i busser, som rystede og gyngede over de brolagte gader, lejede de i Bebek eller Tarabya en råbåd og sejlede ud i den. Dengang var det bakterierne og ikke medikamenterne, der var berømte, man troede, at den rene luft på Bosporus ville have en heldig indvirkning på børnenes fåresyge. Om morgenen var havet roligt, båden hvid og bådsmanden, som roede for dem, altid lige venlig. Mødrene, eller altså tanterne, satte sig i bådens bagstavn, og Rüya og Galip satte sig i forstavnen, side om side, godt skjult af bådsmandens ryg, der hele tiden gik op og ned. Under fødderne og de tynde ankler, der hang ud over bådsiden og som var helt ens, flød havet dovent af sted; alger, regnbuefarvede oliepletter, små, næsten gennemsigtige kiselsten flød forbi sammen med endnu læselige avisstumper, som måske indeholdt - hvem ved, hvorfor ikke - en af Celâls artikler.
Da Galip så Rüya for første gang, et halvt år før de begge fik fåresyge, sad han på en taburet, men havde stillet op på spisebordet, og fik håret klippet af barberen.
Uddrag fra bogen.
Om Orhan Pamuk
Anmeldelser
"Den Sorte Bog er ganske enkelt en milepæl i nyere litteratur (...) Belæst og belæsset med viden er denne kloge og stemningsfulde roman. Orhan Pamuks værk ligner den definitive totalroman."
- Benn Q. Holm, Det Fri Aktuelt
"... en fin de siécle roman, elegisk og selvbeskuende, der trækker på dette århundredes fyrtårne i romanlitteraturen, men som også selv rager op i oceanet af dusinvarer."
- Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Orhan Pamuk |
| Anmeldelser |
4. udgave
Paperback , 467 sider
ISBN: 9788702057232
Gyldendal 2006
Omslag: Imperiet
Oversat af: Henning Goldbæk
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Besøg også vores søstersite: elounge.com
