g.dk

Samlet vurdering:

(6 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Peter Øvig Knudsen

Blekingegadebanden 2

Den hårde kerne

PRIS kr. 299,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Blændende," - Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Peter Øvig Knudsens andet bind i dokumentaren om Blekingegadebanden er så velskrevet, at man som læser skal holde godt fast for at minde sig selv om, at de spektakulære begivenheder ikke er produktet af en forfatters kreative fantasi, men derimod et stykke knastør dansk virkelighed. Øvigs autencitet er lammende. (...) Et stykke samtidshistorie af enestående kvalitet." - Bo Maltesen, Politiken

"Peter Øvig Knudsen afslutter sit store samfundsepos om Blekingegadebanden med bravur. (...) En dokumentarisk beretning forfinet til noget nær det fuldendte. Det er historieskrivning på højeste niveau og dertil stærkt underholdende." - Peter Nielsen, Information

"En godt fortalt journalistisk beretning, der dirrer af dramatik og nye oplysninger. (...) En bog, der spændingsmæssigt fuldt ud lever op til forventningen efter første bind. " - Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende

"Formiddabel research." - Henrik Bo Nielsen, Nyhedsavisen

Andet bind af beretningen om Blekingegadebanden fortsætter, hvor første bind slap. I foråret 1982 har banden ? efter Holger Jensens mystiske død i Århus ? reorganiseret sig, og den slår til mod to pengebude ved Vesterport i København. Det bliver indledningen til en lang række røverier op gennem firserne. Peter Øvig Knudsen afdækker skridt for skridt et af de helt store mysterier i sagen: hvordan kunne gruppen gennem næsten tyve år blive ved med at gennemføre den ene forbrydelse efter den anden uden at blive afsløret? Kulminationen på den store fortælling er en detaljeret kortlægning af bandens forberedelse og udførelse af dens mest berømte kup: røveriet mod Købmagergades postkontor i København i november 1988.

Uddrag

Ulykken
(1989)

Alarmen indløber til politiet i Hørsholm klokken kvart over syv en forårsmorgen i 1989: En bil er kørt galt på Kongevejen syd for Birkerød, og føreren er kommet alvorligt til skade. En ambulance er allerede på vej til ulykkesstedet, lyder meldingen fra alarmcentralen.
De to ordensbetjente i patruljevogn 9-25 tænder for udrykningsblinket og melder tilbage, at de er på vej til stedet. I høj fart kører de sydpå mod Birkerød og ind på Kongevejen. Undervejs passerer de ambulancen, som med udrykning er på vej i modsat retning til Hørsholm Sygehus med den tilskadekomne bilist.
Kort efter at have forladt Birkerød, hvor Kongevejen svinger til højre ind langs Rude Skov, får betjentene øje på ulykkesbilen. Den står med bagenden nede i grøften og er øjensynligt blevet slynget en halv omgang ved et voldsomt sammenstød med en elmast.
Den hvide Toyota Corolla er ilde tilredt. Midterste del af motoren og forpartiet er ved sammenstødet med elmasten blevet trykket ind mod førerkabinen. Kølerhjelmen stritter op i luften, og både instrumentbrættet og forruden er knust. I et stort område omkring elmasten ligger glasskår, lygter, stumper af kofangeren og metalstykker spredt ud. Langs Kongevejen er et par biler holdt ind til siden. Føreren af den ene, en civilingeniør fra Frederiksværk, fortæller politibetjentene, at han kørte lige bag ulykkesbilen. Sammen med en kollega var han på vej til sin arbejdsplads, elselskabet NESA i Hellerup.
Bilernes hastighed, anslår han, havde før ulykken ligget mellem halvfjerds og firs kilometer i timen. Da vejen slog et sving mod højre, fortsatte bilen foran ham ligeud, tværs over de to modsatrettede kørebaner, videre ind over cykelstien og frontalt ind i elmasten.
Civilingeniøren havde ikke set bremselyset blive tændt på bilen foran, og han havde ikke bemærket, at bilen overhovedet sænkede farten, før den ramte elmasten. Bilen var blevet slynget til venstre, og med bagenden nede i grøften og forpartiet op ad skråningen holdt den endelig stille.
Sammen med kollegaen var han straks løbet over til den forulykkede bil. Føreren, en mørkhåret, mager mand, sad med hovedet bagover, tilsyneladende uden bevidsthed. Hans ansigt var fyldt med blod.
Kollegaen løb straks videre over mod et par villaer på en skrænt længere fremme ad vejen for at ringe efter en ambulance, mens civilingeniøren tog sikkerhedsselen af den sårede mand. Han trak stadig vejret.
I det blodige ansigt opdagede civilingeniøren, at mandens ene øjeæble var revet ud og hang i nogle tråde midt på kinden. Manden begyndte at stønne og prøvede at få armene op til hovedet, som om han ville gnide sig i øjet. Civilingeniøren måtte holde fast i begge hans hænder for at hindre ham i at røre sig selv i ansigtet.
Først havde han haft en plan om at få den sårede ud af bilen, men i mellemtiden var en anden bilist kommet til og havde ment, at det var bedre at lade manden sidde, til ambulancen nåede frem.
Den anden bilist viser sig at være en brandmand, der fra sit hjem i Hillerød var på vej til arbejde på Gentofte Brandstation. Brandmanden fortæller politiet, at han havde kørt bag efter civilingeniøren, og at han kan tilslutte sig hans forklaring: Den hvide bil var pludselig kørt direkte over i modsatte grøft og ind i elmasten.
I første omgang havde brandmanden været overbevist om, at føreren var blevet dræbt ved sammenstødet. Men da han tog om manden for at rette ham op, havde han rallende værget for sig med armene. Førerens svære skader i ansigtet havde gjort det umuligt for ham at yde førstehjælp.
Da ambulancen var ankommet, havde vidnerne talt om, at den forulykkede måske var tysker, fordi der lå en tysk nummerplade bag i bilen. Men føreren nåede at komme delvis til bevidsthed og mumlede, at han var dansker. Det var det eneste, han havde sagt, før ambulancen kørte ham væk.

De to politibetjente kan hurtigt slå fast, at vejen ved ulykkesstedet er tør, asfalten god og uden huller. ?Der var dagslys på uheldstidspunktet, og sigtbarheden og oversigtsforholdene var gode,? skriver de samme dag i deres rapport. De kan heller ikke umiddelbart se nogen fejl ved bilen, som ser ud til at være en ganske ny udlejningsvogn i fin stand.
Efter at have kontaktet Falck og bedt dem komme for at fragte ulykkesbilen til bilinspektionen i Kvistgård, går betjentene selv i gang med at se nærmere på bilen, der er fyldt med tøj, rygsække, tasker og plasticposer i ét stort rod. Hvis der er noget af særlig værdi i vognen, skal det bringes med på politistationen, inden Falck henter den.
Den ene af betjentene kigger ind på bagsædet. Det flyder med tøj, sokker og underbukser. En plasticpose med madvarer lugter fordærvet, og han smider den fra sig i grøften. Den anden betjent åbner den højre fordør. Oven på en kortbog ligger en lap papir. Da han studerer den nærmere, viser den sig at være fyldt med bilnumre, noteret med sjusket håndskrift. Han undrer sig.
Betjenten stikker hånden ned i en Fjällräven-rygsæk, der står på gulvet foran forsædet. Mellem sokker og tandpasta finder han også en flaske hårfarve, et sminkesæt og en æske med en rød paryk fra ?Eva Gabor?. Han begynder at få en fornemmelse af, at bilens fører ikke har været helt gennemsnitlig.
De to betjente ser nærmere på den tyske nummerplade. På bagsiden er fæstnet nogle stykker dobbeltklæbende tape, som om den skal kunne klistres oven på en anden nummerplade. Efterhånden er de to betjente overbevist om, at der er noget mistænkeligt ved det hele. De beslutter mod sædvane at pakke alle genstande fra ulykkesbilen over i patruljevognen for at kunne undersøge dem nærmere inde på stationen.
Højre forsæde er tæt pakket: Adskillige par sko, en grøn rygsæk, danmarkskort, et par briller. I handskerummet finder betjenten endnu en paryk.
Den anden betjent tømmer bagagerummet. Et par sorte nylonrejsetasker indeholder kun et par handsker og en spade, men alt er smurt ind i våd jord. Også bilens hjulkapsler ser ud, som om de har været udsat for en tur ad en mudret skovvej.
Betjentene rydder bagsædet: Plasticposer med tøj, løse trøjer, sokker, et soveposehylster og en jakke med tre nøgler i lommen. En notesbog i rødbrunt omslag indeholder en masse håndskrevne noter, der ser mærkværdige ud.
På gulvet bag førersædet ligger et løst girokort, som er blevet plettet af blodstænk ved sammenstødet. Det viser sig at være en telefonregning for april kvartal til et computerfirma på Amager. Adressen er Blekingegade 2, 1. th.

Da den tilskadekomne fra Kongevejen ankommer til sygehuset i Hørsholm, kan lægerne hurtigt konstatere, at manden er i livsfare. Lungerne er punkteret, og det giver en overhængende risiko for, at de klapper sammen.
Også patientens skader i hovedet er alvorlige. Underkæben er delvis knust, næsen brækket, og begge øjne er stærkt medtagede. Det højre øje er revet ud af øjenhulen og hænger kun fast i en blodåre.
Lægerne har imidlertid vanskeligt ved at få identificeret patienten. På sig har han personlige papirer og andet, som peger på ikke mindre end tre forskellige identiteter: Om halsen bærer han et militært id-skilt, et såkaldt kadaverskilt, på navnet Jan Weimann. Men han har også i sit tøj legitimationskort på navnet Carsten Nielsen, bosat i Brohusgade på Nørrebro, samt et kørekort på en tredje mand med adresse i en landsby syd for Århus.
På grund af de alvorlige skader i patientens ansigt kan det ikke lade sig gøre at sammenligne hans udseende med fotografierne i legitimationspapirerne.
Kort efter at patienten er blevet bragt ind på skadestuen, møder en reservelæge på arbejde og kigger papirerne igennem. Hans blik standser ved navnet Carsten Nielsen. Et par måneder tidligere har han gennem Den Blå Avis solgt en bil, en hvid Opel Kadett, til en mand, som han mener hed det samme.
Patientens skader gør det meningsløst at forsøge at genkende hans ansigt. Lægen ringer dog hjem for at få én til at kigge i købekontrakten fra bilhandlen. Både navn og adresse på kontrakten viser sig at stemme overens med oplysningerne på legitimationskortet. Det er den samme Carsten Nielsen.
Bilkøberen havde været en høj, slank mand på 30-35 år, der talte med en vis jysk accent, forklarer lægen samme dag politiet. Han havde været i cowboybukser og fodformede sko og havde medbragt en Fjällräven-rygsæk. Lægen havde opfattet ham som en studerende, men manden selv havde fortalt, at han var ansat som konsulent i et firma, der handlede med ulandene, og at han havde brug for en ny bil til en forestående rejse til Holland.
Denne Carsten Nielsen havde gennemgået bilen meget grundigt, og det virkede, som om han også havde været ude at kigge på andre biler. De var hurtigt blevet enige om en pris på knap firs tusinde kroner. En del af pengene faldt kontant, og næste dag mødtes lægen og køberen hos et kreditfirma, hvor Carsten Nielsen lånte resten af pengene. Siden havde lægen ikke haft kontakt med bilkøberen.
Halvanden time efter at patienten fra færdselsulykken er blevet bragt ind på skadestuen, beslutter lægerne at overføre ham til specialistbehandling på Rigshospitalet. Det lokale politi bliver bedt om at sende et par vogne til at eskortere ambulancen, og den ene ankommer kort efter direkte fra ulykkesstedet på Kongevejen. I patruljevognens bagagerum ligger alle effekterne fra den forulykkede bil.
Klokken lidt over ni forlader en ambulance med ulykkesofferet sygehuset i Hørsholm og kører under politieskorte ind mod København.

Da de to politibetjente efter at have eskorteret ambulancen vender tilbage til Hørsholm, begynder de at slæbe effekterne fra ulykkesbilen ind i et kontor på politistationen. Et par kolleger slutter sig til dem for at hjælpe med at undersøge de mystiske fund. Det viser sig snart, at betjentenes første fornemmelser holder stik: Det er ikke en gennemsnitlig bilist, som er kørt ind i en elmast.
Op af den grønne rygsæk, som lå på forsædet af bilen, trækker en af betjentene den ene mistænkelige genstand efter den anden: En låsepistol, et læderetui med dirke, en walkietalkie og et mystisk stykke jern, omviklet med tape og forsynet med en magnet i den ene ende. I rygsækken ligger også pas og kørekort, der foruden navnet Carsten Nielsen også lyder på en fjerde identitet, Frode Nielsen.
Men det afgørende fund ligger fordelt i seks hvide kuverter. En af kuverterne rummer pengesedler for 70.000 D-mark, en anden 25.000 schweiziske franc. I alt indeholder kuverterne fremmed valuta til en værdi af over en halv million kroner. En af betjentene ringer straks til kollegerne i det lokale kriminalpoliti, der har kontorer i retsbygningen. Umiddelbart virker lederen af kriminalpolitiet ikke, som om han betragter fundet som en hastesag, men han erklærer dog at ville sende to mand over til stationen.
Ordensbetjentene viser de to kolleger kuverterne med penge, parykkerne og lappen med de nedkradsede bilnumre. Kriminalbetjentene gennemgår også alle papirerne for navne og checker det mest gennemgående, Carsten Nielsen, i Kriminalregisteret. Den pågældende står ikke opført som dømt for nogen tidligere forbrydelser.
En af ordensbetjentene kommer i tanke om, at lægerne på Hørsholm Sygehus havde fortalt, at manden ved undersøgelsen bar et kadaverskilt om halsen med et andet navn. En af kriminalassistenterne ringer til Rigshospitalet, hvor en sygeplejerske oplyser, at patienten er ved at blive gjort klar til operation. Hun bliver bedt om at undersøge, om patienten har en eller anden form for navneskilt på sig, og kort efter kan hun vende tilbage og fortælle, at han ganske rigtigt bærer et kadaverskilt med navnet Jan Weimann samt et cprnummer.
Kriminalassistenten meddeler sygeplejersken, at politiet hurtigst muligt vil sørge for bevogtning af patienten, og at de indtil da må sørge for at notere navne og adresser på alle personer, som måtte henvende sig til hospitalet for at spørge til ham.
Så slår han navnet Jan Weimann op på computeren. Manden viser sig at være varetægtsfængslet, sigtet af kriminalpolitiet i København for en række alvorlige røverier.
Klokken er fem minutter i elleve tirsdag den 2. maj 1989. Kriminalassistenten griber telefonrøret for at ringe til Politigården i København.

Fra side 9-21.

Anmeldelser

"Blændende,"
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

"Peter Øvig Knudsens andet bind i dokumentaren om Blekingegadebanden er så velskrevet, at man som læser skal holde godt fast for at minde sig selv om, at de spektakulære begivenheder ikke er produktet af en forfatters kreative fantasi, men derimod et stykke knastør dansk virkelighed. Øvigs autencitet er lammende. (...) Peter Øvig Knudsen har med sine nu to bøger på tilsammen over 900 sider skrevet et stykke samtidshistorie af enestående kvalitet. (...) Sit store materiale udnytter Øvig til at skrive en djævelsk dokumentar, hvor han fører os gennem de spektakulære begivenheder med en lammende autenticitet."
- Bo Maltesen, Politiken

"Peter Øvig Knudsen afslutter sit store samfundsepos om Blekingegadebanden med bravur. (...) En dokumentarisk beretning forfinet til noget nær det fuldendte. Det er historieskrivning på højeste niveau og dertil stærkt underholdende. (...) Øvig leverer et suverænt indblik i og forståelse af den periode, han skriver om. For har vi nogensinde virkelig forstået, hvad der foregik i løbet af de to årtier af nyere dansk historie? Nej, endnu ikke. Øvigs to bøger har bragt os et langt skridt videre."
- Peter Nielsen, Information

"Peter Øvig Knudsen har i sine to bøger, brillant og med dramatisk nerve, beskrevet Blekingadebandens aktiviteter. (...) En godt fortalt journalistisk beretning, der dirrer af dramatik og nye oplysninger. (...) En bog, der spændingsmæssigt fuldt ud lever op til forventningen efter første bind. "
- Bent Blüdnikow, Berlingske Tidende

"Formiddabel research."
- Henrik Bo Nielsen, Nyhedsavisen