G.DK

Om bogen

Uddrag

James Bond hadede at føle sig fanget. Uanset hvor han opholdt sig, havde han det altid bedst, hvis der var en udgang. Og helst mere end én. Som han lå her, i sit lille værelse på Eton, helt oppe under tagspærene, så han hele den sovende bygning for sig. I fantasien gennemstrejfede han den mørke labyrint af korridorer og trappegange, der udgjorde Codroses hus. Der var adskillige døre nedenunder, men kun én, som drengene måtte benytte, og som nu var lukket og låst for natten. Men det betød ikke noget for ham. Han havde sin egen vej ind og ud af bygningen, sin egen hemmelige rute, som ingen anden kendte til.
For James var det allervigtigste at være fri og selv kunne bestemme over sit liv. Han passede ikke til kostskolelivet med dets endeløse regler og ældgamle traditioner, men Eton kunne ikke holde ham i ave.
Han lå musestille i sin smalle, umagelige seng og lyttede efter eventuelle lyde. Ingenting. Alt var stille. Han smuttede ud mellem lagnerne og gik hen til sin ottoman. Op af dens rodede indre fiskede han et par sorte bukser, en mørkeblå rugbyskjorte og et par lærredssko. Hele tiden lyttede han. Han tog tøjet uden på pyjamassen, som han hadede af et godt hjerte. Hvor ville han dog ønske, at han ikke behøvede at bruge den. Især i en varm, beklumret nat som denne, når luften hang tung og stille, og ikke et vindpust trængte ind ad det åbne vindue. Men hans husforstander, Cecil Codrose, havde indført den regel, at alle drenge under hans ansvarsområde skulle sove i pyjamas, som skulle være knappet helt op i halsen.
Lige siden et af husene i 1903 var blevet raseret af en brand, hvorunder to drenge var omkommet, havde skolen ansat 'nattevagter', det vil sige ældre damer og herrer, som trissede rundt på gangene ved nattetide og snusede efter røg. James havde ingen problemer med sin egen nattevagt, en lille, gammel dame ved navn Florence. Hun var let at undgå. Men med Codrose var det anderledes. Han elskede at luske rundt i huset på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet i håb om at slå en klo i drenge på gale veje, og James havde fået den lyse idé at strø sukker på de nøgne gulvbrædder, så de knasede under fødderne på enhver, som forsøgte at snige sig ind på ham.
Lige nu var der ikke noget, der knasede. Ingen tegn på liv nogetsteds i bygningen. Der var altså fred og ingen fare - indtil videre.
Så snart han var påklædt, fjernede han et lille stykke fodpanel og trak en løs mursten ud af væggen. Inde bagved var der et lille hulrum, hvor han gemte sine værdier. Han fandt lommekniven og lygten frem og stak dem i bukselommen. Derpå satte han alt på plads igen og åbnede varsomt værelsesdøren. Han sørgede altid for at holde hængsler og håndtag velsmurte og støjfri ved hjælp af baconfedt. Pludselig lød der en knirken. James stivnede.

Fra side 21-22

Anmeldelser

"Står man lige og mangler en gave til den tolv-trettenårige, er Charlie Higsons bøger et fund (...) Charlie Higson har skrevet to ganske vidunderlige knaldromaner (...) Tonefaldet og stemningen er lige i øjet."
- Katinka Bruhn, Weekendavisen