g.dk

Samlet vurdering:

(3 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Daniel Sjölin

Verdens sidste roman

PRIS kr. 239,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Ja, nu skal det ud. Realismen. Det autentiske. I verdens sidste roman skal fiktionen dø. Fantasien skal skæres af og skrabes væk. Efter to lidt mere hykleriske bøger kommer nu selve lortehelvedet."

Verdens sidste roman var en af de mest omtalte romaner i Sverige 2007. Forfatteren Daniel Sjölin imødekommer nutidens umættelige begær efter autenticitet og reality og går til bekendelse i dette selvbiografisk blødende skrift. Bag den succesfulde programleder og forfatter gemmer der sig således en narcissistisk, alkoholiseret mediecelebrity med en udtalt mangel på evne til empati og kærlighed .

Verdens sidste roman er et ætsende, sprogekvilibristisk angreb på den realistiske roman og dens konventioner. Den er skarp samfundskritik, kynisk humor og måske først og fremmest en fortvivlet vilje til sprog.

Uddrag

Altså, kom nu. Prøv i det mindste at læse indledningen. Den er letfordøjelig og utroligt åbenhjertig. Måske er den også vildt, vildt vigtig. Proppet med sladder og sludder.
    Der er tale om Dalens hospice, et efterår i det allerede oprundne århundrede. Det sted, hvor man dør, er lige så ubetydeligt og upersonligt som det, hvor man bliver forelsket. Med fødslen er det noget andet, man er ikke alene. Medmindre stederne falder sammen. I så fald er ensomheden total. Jeg hilser på sygeplejerskerne i receptionen, de genkender mig efterhånden, og en af dem beder mig råbe op, hvis jeg ser "en forvirret, høj og statelig mand med rollator".
    Det kan være dagens flygtning, der flakker rundt på endnu en demensvandring.
    Gösta hedder de altid.
    Jeg nikker alvorsfuldt og træder ind i gangsystemet og hen langs gulvets rødmalede streg. Her går der tretten på dusinet af høje, statelige gamle mænd med rollator. Helt derinde i dybet sidder også min mor med sit kateter på maven og med turpasset til dødsriget, hospitalsvæsnets plasticarmbånd, svejset omkring sit rystende håndled.
    Men hun venter hverken på mig eller på døden, for hun ved ikke, hvor turpasset vil føre hende hen. Hun plejer at pille barnligt ved det, som var det et stykke fint legetøj. Hvem jeg er, ved hun heller ikke længere, bortset fra i korte øjeblikke af et formodentlig angstfyldt klarsyn. Det føles barmhjertigt, at hun ikke er klar over, hvor galt det er fat med hende. Freden nærmer sig ganske nænsomt. Det vil jeg i det mindste godt indbilde mig.
    Måske har jeg givet mor for stor en del af skylden for det, der er overgået mig. Det er meget tænkeligt, at min far også måtte trækkes med de gener, der fik mig til at blive så forelsket i det mest idiotiske, et menneske kan nære følelser for. Den kærlighed, min mor og jeg har tilfælles, er et temmelig fortærsket emne, og derfor ved jeg egentlig ikke, hvorfor eller for hvem jeg skriver dette. Det er sandsynligvis en slags selvterapi.
    Åh, at kunne bløde på smørrebrødssedlerne: Programleder taler ud om sit misbrug!
    Jeg har dog ikke ligefrem haft den store succes som terapeut tidligere. "Beløn dig selv! Det er du værd! Fra i morgen er det alvor! Du har brug for mere spillerum, du har brug for at styrke dit ego. Hold op med at straffe dig selv hele tiden. Sommetider har man lov til at være vred!"
    Og så videre. Kærligheden kender ingen grænser. Den finder altid smutveje, undskyldninger, bortforklaringer for at kunne være til og eksistere. I hvert fald kærligheden til alkohol.
    Ja, nu skal det ud. Realismen. Det autentiske. I verdens sidste roman skal fiktionen dø. Fantasien skal skæres af og skrabes væk. Efter to lidt mere hykleriske bøger kommer nu selve lortehelvedet. Efter to mere forblommede kommer nu en tredje, der forklarer de forrige for de imbecile kritikere, som ikke har lært at læse. Nogle af dem har helt velfortjent skamrost mig, mens andre har klaget:
    "Populist."
    "Elendige personskildringer."
    "Posør."
    "Hæld dit lort ud over nogle andre!"
    Okay, lad mig sige det sådan her: Min mor er en tom dåse. Hvor meget personskildring kan man få ud af en tom dåse? Jeg har alkoholproblemer, hvor sjovt er det at skrive om? Hvad fanden forventer I af mig?
    Her får I i hvert fald hele svineriet. Al den skide realisme, I kan drømme om. Selvom jeg hader den - mere på grund af håndværket end sandhederne. Alle de skide miljøbeskrivelser, man skal gøre troværdige. Og personer, der skal tale naturligt og gøre hverdagsagtige ting. Såsom at spise bananer. Alle de skide typer, der spiser bananer i realistiske bøger, mens tidsånden svirrer omkring dem (helst i forstaden), og nervesammenbruddet ligger på lur i buskene (helst i underteksten). Men okay, læn jer tilbage og fryd jer over mine private nederlag. Min manglende evne til at føle kærlighed, til at indleve mig, til at engagere mig. Mine bananer.
    Nedsat empati er ikke noget usædvanligt i vore dage. Vi har generelt sværere ved at sætte os ind i noget, vi ikke genkender. Historier skal være sande eller have en tydelig forbindelse til samfundsproblemer. Ellers bliver abstraktionsgraden for høj. Reportagebøger og historiske romaner om døde digtere og konger håndhæver forfatterens ret til at gøre karriere i en nationaliseret verden. Men det er en forfalsket relevans med skjulte hensigter. Thi alle romanfigurers tanker er helt og aldeles forfatterens egne. Alle skikkelser er forfatteren selv. Det er sig selv og sin egen fortræffelighed, forfatteren søger. Alt andet er hykleri. Dette til trods foregiver vi at skue udad og bagud, når vi i virkeligheden skider på alt det, vi ikke kan forstå eller udstå med os selv i centrum. Derfor hykler jeg ikke. Jeg skriver selvbiografisk som alle andre - dog uden omsvøb. Jeg foregiver ikke at skrive om noget andet eller nogle andre. Og jeg poserer ikke med min elitistiske sprogfærdighed bag en "krystalklar, økonomisk prosa uden ét overflødigt ord". Nej, jeg poserer foran med hele mit skide elitistiske alkoholikeransigt. Foran teksten, midt i billedet. Tirsdage klokken otte på SVT2. Thi problemet i mit tilfælde er en manglende evne til hæfte mig ved ansigter, huske navne og tilsidesætte mit eget perspektiv. At være menneskelig er for mig et konstant arbejde. Ligesom den ordblinde hele tiden må kæmpe med sin læsning, kan jeg ikke klare sociale sammenhænge. Jeg dratter som regel om på sofaen, når jeg kommer hjem - udmattet af at have interageret ved kaffeautomaten og grinet og smilet, når jeg troede, det hørte sig til. Det, der for andre er en rolig dag på jobbet, er for mig en dag på slagmarken.
    Jeg ser enormt meget fjernsyn - det er stort set det eneste, jeg er i stand til. Jeg dratter om på sofaen, klikker billederne frem og bliver suget ind. Jeg kan kigge hele dage i træk uden at blive træt - mediet opsluger hele min person, og jeg mærker ikke, at tiden går. Det tager al min opmærksomhed. Jeg kan ligesom ikke koncentrere mig om mere end én ting ad gangen - men hold da kæft, hvor jeg koncentrerer mig.
    Jeg blev formentlig forfatter og programleder, fordi jeg har vanskeligt ved at føle med andre. At skrive er at efterabe medfølelse, ligesom det at interviewe er at efterabe interesse, og det er gennem efterabning, man langsomt bliver bedre. Mine bøger er det rene grundkursus. Den første handlede udelukkende om mig selv - det er vigtigt at tage det første skridt og se sig selv udefra. Den anden var fuld af karikaturer og dermed et første famlende forsøg på at beskrive andre. Dybdegående personskildringer er for mig et fjernt mål.
    Men jeg er en begavet efteraber. Jeg kan efterabe kærlighed og medfølelse uden nødvendigvis at føle nogen af delene. Jo mindre man føler indeni, desto større betydning får det, at man med kroppen og øjnene kan levere en illusion om empati. Spørg bare en skuespiller. Deraf overskrifterne: at jeg var "et fund" og "som skabt til tv". Jeg lærte at efterabe omgivelserne, og eftersom social interaktion altid har været et arbejde for mig, er det blevet min profession. Jeg sidder derhjemme og øver mig på, hvad jeg skal sige. Hvis jeg eksempelvis skal returnere en vare, gennemgår jeg hele dialogen derhjemme flere gange. Hej, jeg vil godt levere den her tilbage. Og herefter gennemgår jeg det værst tænkelige scenarie. Og jeg interviewer ofte mig selv, taler med mig selv, så snart jeg har en mening om snakken i radioen. Jeg er fuld af udtryk og vendinger, der ligger på lur og driller, griber fat i min opmærksomhed, og pludselig går jeg der og smånynner. Hold operation, let go Luke. Got a dollar waiting for a dime here. Setchaburra downtown, lovemachine twilldi twilldi di, twilldi twilldi, twilldi di, all my people all night long, rågging an råling sing this song, rocky Ronny. Jo, jeg vil godt levere den her tilbage. Den passede ikke. Desperate people with nothing to despair, fuckin and lickin all night long rocky robbin twi twillidi di. Tsa-tsack, umba-tsack umba-tsackeeto. Jo, jeg vil godt levere den her tilbage. Den var for lille. Um-baba upp-aba umba umba. Der bor en tumpe i lippodromen, der bor et fjols i indre by. Oops-app sa-dæhæ opps-app sa-dæhæ do you mind if I obbola? Desperate people, with nothing to declare.
    Og når jeg en sjælden gang fløjter noget, er det en skide mobilringetone.
    Jeg efteraber jo bare en forestilling om mig selv. Om den, jeg vil være. Fjernsyn handler om med et færdigt manus og et sminket fjæs at være ti gange så naturlig som normalt. At spille almindelig, indimellem at foregive at snuble over et ord, alting for illusionen om, at det, der bliver sagt, er autentisk.
    Jeg er god til at illudere. Jeg optager hver udsendelse og ser den igen og igen.
    Dér er illusionen.
    Dér er glimtet af liv. Dér er billedet, som er mere menneske end jeg.
    Jeg efteraber billedet af mig selv i fjernsynet. Så kan jeg næsten føle, at jeg er til. At jeg faktisk narrer mig selv. At jeg er til. Jeg kan finde ud af at være medmenneske. Jeg gør, som jeg gør i fjernsynet, om end ude i byen. Det kaster succes af sig. Det handler om at realisere mig selv. Gøre mig virkelig gennem fiktionen. Ved at lade denne forløjede skikkelse stå i centrum.
    For det er kun, når jeg er i centrum, at jeg ved, hvor jeg er. Jeg lever af at prale med smuk tale og sminkede øjne. Jeg er mit kønne drengeansigt.
    Jeg viser mit ansigt, fordi det skjuler en anden, en, der ikke eksisterer. Ansigtet, og i dette ansigt et andet, nogen, som jeg ønsker at fortrænge og samtidig presse frem. En anden, der er kærlighed. Der er tavs. Jeg beder jer, frels mig fra mit ansigt.
    Uf. Realisme er ikke ligefrem vanedannende. Det føles allerede, som om jeg har sagt for meget. Men jeg har ikke lyst til at holde det her for mig selv længere. Jeg ved, at der for tiden florerer en trend med selvbiografisk fiktion, men helt ærlig gider jeg sgu ikke undgå eller efterkomme eller time flere trends. Sådan er det bare; jeg kan ikke understrege nok, at det er sandt, og at det er sket. Det bedste ved fjernsyn er ellers, at jeg aldrig er nødt til at røre ved nogen. Jeg giver ikke engang gæsterne i studiet hånd. Det klarer produceren. Hun er god til mange ting. Hun skulle ikke bruge mange sekunder for at lodde dybden af min berøringsangst. Et klap på skulderen efter første optagelse, og jeg rev mig løs, skønt jeg havde alt at miste ved min optræden. Herefter kun kameraet. Kun blikket, linsen. Aldrig berøring.
    På den måde bliver blikket mere intenst.
    Seerne ser kun øjnene og sminken. The garnish of a boy. Ser ikke journalerne fra opvæksten. De aldrig stillede diagnoser. Om kontaktløsheden. Om modviljen mod at forstå andre børns følelser. Den manglende evne til at tænke abstrakt. Konkretionen i min tale og den fuldstændige, indadvendte selvoptagethed. Men samtidig den manipulatoriske færdighed. Tilbøjeligheden til at efterabe og lyve med det formål at forherlige sig selv eller opnå noget andet vigtigt.
    Når et sådant barn når skelsår og alder, ophører undersøgelserne. Som attenårig er barnet ikke længere udviklingshæmmet. Det er psykopat. I lykkelige øjeblikke kalder jeg mig mediestrateg, og med medie mener jeg hele virkeligheden. Når de fjerner mig fra Babel, har jeg tænkt mig at blive politiker. Jeg mangler bare et parti.

Side 5-10 i Verdens sidste roman af Daniel Sjölin. Oversat af Ellen Boen.

Om Daniel Sjölin

Daniel Sjölin (f. 1977) er forfatter og studievært på det svenske tv-litteraturprogram Babel. Han fik sit litterære gennembrud med romanen Personliga pronomen (2004). For sin debut Oron bror (2002) fik han Borås Tidnings debutantpris. Världens sista roman er udkommet i Sverige i efteråret 2007 og har fået strålende anmeldelser. Den danske oversættelse, Verdens sidste roman, udkom i 2008.

Læs mere om Daniel Sjölin

Anmeldelser

"En af den slags værker, der ikke blot giver os et nyt syn på virkeligheden, men også en ny opfattelse af, hvad litteratur er."
- Kamilla Löfström, Information

"Svenske Daniel Sjölin brænder bedragerisk igennem i en psykedelisk, sprogopløsende og samfundskritisk roman af imponerende format. (...) Romanen løfter sig højt op over skønlitteraturens tilvante landskaber. Rent sprogligt bevæger Sjölin sig ud på det eksperimenterende overdrev, hvor ordet står i lyrisk fortættet brand, og synerne vælter ned fra himlen i al deres gru. Dertil kommer en nådesløs kritik af både samfundet og de litterære konventioner, der leveres med anarkistisk, karikeret og humoristisk maskinpistol. (...) Romanen er på ingen måde død, men har snarere fået en ny indsprøjtning, der skaber nye udfordringer for læseren."
- Nanna Goul, Berlingske Tidende

"Hvad minder Verdens sidste roman om? Ikke noget! Men her er elementer af bevidsthedsstrømme og sprogexcesser à la James Joyces Ulysses, optrin og ordbilleder à la August Strindbergs Et Drømmespil - intet mindre! - og en ambition, der minder om dengang Tom Kristensen satte knald på sproget i Landet Atlantis og sagde fra over for sykofanter, parasitter og kandistenorer. Men Verdens sidste roman er først og fremmest sit eget uforlignelige jeg, en dynamisk og respektløs tekst, der kæfter op, krævende og karismatisk, insisterende og irriterende, forvirrende og foruroligende, glat som sæbe, ru som sandpapir, selvudleverende og selvironisk, umulig at overskue, og umulig at blive færdig med. Daniel Sjölin ville slå romanen ihjel. I stedet gav han den nyt liv. Det er hverken for smalt eller for bredt. Det er himmelstræbende."
- Klaus Rothstein, Weekendavisen

"Ligner en bekendelsesroman så frådende veloplagt, desperat og begavet, at den får åndsbeslægtede danskere fra Henrik Stangerup til Knud Romer til at ligne bly naturlyrikere. Samtidig er den en massakre på store dele af den litterære verdens prætentioner og selvopfattelse. (...) Det er grufuldt, det er dræbende morsomt, og det er skrevet med et sprogligt talent, der fuldstændig dementerer fortællerens opgør med romaner og litteratur som sådan. (...) Et pragtfuldt forsvar for at både læse og digte af ren og skær lyst."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten