Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Klunketid er vampyrtid. Her driver de allerbedst deres spil. Under spruttende gaslygter, bag tunge gardiner, mens sorte drosker haster forbi. Benni Bødker stortrives i disse omgivelser, så der er grund til at forvente noget stort, når han nu har fået sin egen serie at fortælle i." - Steffen Larsen, Politiken
Nattens børn er alle vampyrerne! De udøde, der i gaslygternes skær suger blodet fra de levende! Og de er blevet en større og større plage. Der bliver fundet blåfrosne lig på gaderne ... Men hjemme hos de to søskende Agnes og Edvard er det ikke noget, man taler om. Edvard er overbevist om, at vampyrerne virkelig findes, mens Agnes er lige så sikker på, at det bare er gammel overtro. Lige indtil den dag, deres storesøster dør af en mystisk sygdom og bliver anklaget for at være vampyr! Den lille familie må flytte. Men så finder Agnes og Edvard en lille bog i deres afdøde fars gemmer. Og en mystisk, bleg pige på kirkegården afslører et urovækkende kendskab til deres storesøster og til Nattens børn ...
Oven for trappen var der et galleri. Derfra kunne man gå hele vejen rundt og kigge ned i salen, ned på de festende mennesker. Eller rettere: de mennesker, der var til stede. For bortset fra de dansende var der ikke nogen, der så ud, som om de var til en fest eller morede sig. Ikke et smil og ikke en latter. Kun de synligt nervøse tjenere bevægede sig omkring.
Og flere og flere kiggede op mod galleriet, op mod dem. Det føltes lidt uhyggeligt.
På væggene langs galleriet hang der oliemalerier. De fleste forestillede landskaber eller gamle mænd. Edvard kiggede ikke nærmere på dem, men pludselig standsede han op.
"Det er Mine," sagde han.
"Hvor?"
"På billedet foran os!"
Edvard var sikker på, at den blege unge pige på billedet forestillede Mine. Selv om det egentlig var mærkeligt. Billedet så faktisk gammelt ud. Malingen sprækkede hist og pist.
"Besynderligt," mumlede Edvard. "Gad vide om der er et årstal på billedet?"
"Hvorfor det?"
Edvard kiggede efter. Så rettede han sig op med et ryk.
"Maleriet er over 50 år gammelt," sagde han.
"Så kan det vel ikke være Mine."
"Det ligner bare så fantastisk godt. Kan det mon være hendes mor?"
I det samme føltes det, som om en kold vind omfavnede dem. Og måske en lugt af jord. Agnes rykkede Edvard i ærmet, han havde ikke hørt nogen nærme sig. En fremmed stemme bag dem sagde: "Beundrer I billedet af den unge frøken?"
Edvard vendte sig om med et sæt. Manden bag dem var lige så mælkehvid som alle de andre. Også han gik rundt med et tomt glas.
"Kan I lide billedet af vores værtinde?" spurgte manden.
"Jeg tror ikke, billedet forestiller frøken Mine," sagde Edvard. "Det er vist for gammelt."
"For gammelt?" sagde manden.
Han løftede et øjenbryn, som om han pludselig forstod.
"I er måske aftenens æresgæster?"
Han smilede lumsk og trådte nærmere.
"Hvad mener du?" spurgte Edvard.
"Nå ja, det har I vel ikke fået at vide. Endnu."
Manden begyndte at grine højlydt. Han gik stadig nærmere. Når han åbnede munden for at grine, blottede han tænderne. Edvard trådte langsomt bagud.
Så hev han fat i Agnes. Og løb. Hen mod trappen og ned i salen. Ligeglad med, om der så var fuldt af vampyrer dernede. Nu skulle de bare væk.
Fra side 102-104.
"Klunketid er vampyrtid. Her driver de allerbedst deres spil. Under spruttende gaslygter, bag tunge gardiner, mens sorte drosker haster forbi. Benni Bødker stortrives i disse omgivelser, så der er grund til at forvente noget stort, når han nu har fået sin egen serie at fortælle i."
- Steffen Larsen, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |