g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Kim Leine

Valdemarsdag

PRIS kr. 229,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Kim Leines anden roman er et suverænt autentisk tids- og personportræt. (...) Fremragende roman. (...) Den holder til fulde standarden fra den overbevisende debut med erindringsromanen 'Kalak'. (...) Nu er Kim Leine påmønstret dansk litteratur som fuldbefaren forfatter (...)[Kim Leines beherskelse af stoffet er] næsten skræmmende på den absolut henrykkende måde." - Marie Tetzlaff, Politiken

"En tæt og velorganiseret lille roman med en egen hård tone af hjemløs maskulin drift." - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

Kim Leine har skrevet en ny medrivende historie om et rastløst menneske, der begår et mord." - Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad

Kim Leine udgangspunkt i sin families historie, idet hovedpersonen Erik er bygget over Leines egen farfar. Valdemarsdag udspiller sig over en enkelt dag ? den 15. juni 1938. På denne dag myrdede Erik sin kones elsker ? en gerning han fik livstidsstraf for. Efter drabet er det Eriks plan straks at melde sig selv, men han kan ikke få sig selv til det ?

Uddrag

I
Kaptajn Jespersen

Larsbjørnsstræde 24, onsdag den 15. juni, 1938.
Erik vågner i sin svedige seng. Drømmene har jaget ham rundt på lagnet, der har krøllet sig sammen i fodenden, divanens stålfjedre stikker ham i ryggen. Men det er ikke det der har vækket ham. Han ligger og vænner øjnene til lyset, ser loftet tage form. Så ringer dørbjælden nede hos cigarhandleren igen. Klokken må være hen ad syv.
    Han svinger benene ud og læner sig over mod vinduet, der står på klem, letter på gardinet. Vinduet er en hinde af støv og sod i solskinnet. Overfor er der trukket for. Pisserendens kvinder arbejder sent og sover længe. Han kender deres intime rytmer, ser dem tit i natkjoler og chemiser, og han har allerede lært deres navne at kende. Flora, Loulou, Rosa. Og så en ung navnløs, med forførende blik, rød mund og nye tænder, sikkert en konfirmationsgave. For nogle dage siden så han hende tage dem ud og skylle dem i vandposten, hvorefter hun spyttede og skubbede dem tilbage på plads. Halt er hun også, højre ben stift som en stok. Men ung. Til fals for nogle dalere. Og sikke en mund. Nøgne gummer. Stærke læber. Det stive ben minder ham om en anden pige. Han ville gerne tage hende. Men han holder sig fra fruentimmerne her i gaden. Pigerne i Nyhavn er renere, de fleste af dem, både på mund og legeme, end baggårdsluderne i Pisserenden. Desuden har han andre ting at tage sig til.
    En mælkekærre klaprer op ad gaden i retning af Nørre Vold. Han hører en ringlen af flasker. Et glas kælderkold mælk. Og så en cigaret, mild og krydret. Noget at stramme sig op på. Men det må vente. Han har penge på lommen. Han hentede sit tilgodehavende hos forhyringsagenten i går. Halvandet hundrede kroner, en formue. Og kun nogle timer til at bruge dem. Senere er det hele ligegyldigt.
    Han finder sit lommeur frem. Næsten syv. Weiche har lovet at komme forbi, inden han tager ud til Alarm. Han vil sandsynligvis være her lidt over. Erik er sikker på at han vil komme. For at finde en løsning. Men Erik har allerede fundet løsningen. Den ligger i øverste kommodeskuffe, ved fodenden af sengen, skinnende blank. Blyloddet fra en bornholmer. Tungt og skarpt. Han har ombundet det med en snor, der danner en slynge, som han kan stikke hånden i. Tanken på loddet får hjertet til at slå hurtigere i brystet på ham. Som var han forelsket.
    Han stryger tommelfingeren over inskriptionen bag på uret. Zur Erinnerung. En gulddoublé, en gave på hans nittenårs fødselsdag. Christine i Antwerpen, hotelejerens datter, seksten år og tobarnsmor. Hendes blege og tavse vrede, da han rejste. Det er allerede seks år siden. Hvor mange ure har hun mon foræret bort siden dengang, hvor mange logerende har hun blussende aflagt en visit, hvor mange uerfarne drenge har hun spredt ben for? Sikkert snesevis. Han føler et stik af vrede. Ville han have været lykkeligere i dag, hvis han var blevet i Antwerpen? Et hotel er ikke uden muligheder. Men børnene kunne han ikke tage, to blege og tåbelige skravl med tyndt gult hår og sår i mundvigene.
    Han mærker sig på hagen og beslutter at barbere sig, tager kanden, som han har fyldt inde hos Sørensens i aftes, og hælder vand i den emaljerede servante. Værelset er lille. Når han står midt i det, kan han næsten nå begge vægge med fingerspidserne. På den anden led er det halvanden gang sengens længde. Der er klemt et bord ind, en køkkenstol, en kommode. Henne i hjørnet står hans køjesæk, klar til næste hyre. Men der bliver ingen næste hyre. Og det sted hvor han skal hen, er uniformen og sengetøjet gratis.
    Han prøver barberkniven mod tommelfingerneglen. Et hvidt snit. Hans skægvækst er lys og blød, den slider ikke så meget på bladet. Så kaster han lidt lunkent vand i ansigtet og sæber sig ind, mens han nynner for sig selv, pensler og pensler, indtil det begynder at skumme, møder sit eget blik i det lille spejl på væggen, fordeler sæben. Farens ansigt toner frem og toner bort igen i spejlet. Hånden med kniven stopper op, han fjerner den fra ansigtet, trækker vejret dybt. Netop i dag ville det være uheldigt at skære sig. Så vinkler han knivbladet mod kinden og fortsætter, ryster sæben af i servanten og skraber resten af skummet væk fra kæberne, synger lavmælt. Ak, vidste du, som går i syndens lænke, hvor hårdt det er, det Satans slaveri...
    At synge mens han svinger barberkniven, føles helt naturligt. Sang styrker glæden og kurerer vreden, plejede hans mor at sige. Han giver stemmen lidt mere fylde, kan høre sengen knirke under kokken inde ved siden af, smiler ved tanken om mandens ærgerlige grimasser ved at blive vækket, løfter stemmen endnu højere, som stod han i en kirke. Ak, hvilken glæde Jesus fik, om du begyndte nu i dette øjeblik!
    Han skyller og tørrer ansigtet, så bærer han servanten hen til vinduet, åbner det helt op, kigger ned på gaden og smider med en hurtig vippebevægelse vandet derned. Det rammer brostenene, sæben glinser i morgensolen.
    Hans tøj lugter bittert. Han ville ønske han kunne tage hen på badeanstalten i Pilestræde, få sig en svedetur i dampbadet. Eller en udflugt til stranden, tage færgen til Refshaleøen, svømme i dønningerne fra de store skibe, dase i sandet til solen går ned. Nogle ting bliver det svært at undvære.
    For at stålsætte sig trækker han den øverste skuffe i kommoden halvt ud. Loddet ruller frem og tilbage, så lægger det sig til ro. Han løfter det op, stikker hånden i løkken og svinger prøvende med det et par gange. Han må passe på han ikke rammer væggen eller sig selv, knuser sine knæskaller eller slår sig selv over panden. Det ville se kønt ud.
    Han lægger blyloddet på den opredte divan, med løkken klar til at blive trukket over håndleddet, når Weiche kommer. Han kigger på uret.
    Ti over syv. Han læner sig mod ruden og kigger ned på gaden. En panserbasse spadserer hen ad fortovet, på vej hjem fra vagten. Hænderne på ryggen, svær mave. Uden for mejeriudsalget standser han op og råber en hilsen ind ad døren. En pige kommer ud og giver ham smilende et glas, som han tømmer i en slurk. Kærnemælk med sukker, tænker Erik og føler sig et øjeblik svimmel. Han kan ikke huske, hvornår han har fået noget at spise. Betjenten løfter hånden til hjelmen og spadserer videre.
    Næsten kvart over. Har Weiche alligevel brændt ham af?
    Han tænder for radioen. God morgen, mænd og kvinder!
    I det samme hører han en bil manøvrere ned ad gaden og parkere neden for vinduet. Han kigger ud og genkender den grønne Morris. To mænd står ud. Weiche og Fisker Dahl, en af chaufførerne på Alarm. De lægger hovederne tilbage og ser op ad facaden. Erik læner sig frem, lader ansigtet blive synligt i vinduet, kigger ned på de to mænd og nikker. Weiche står i bar skjorte, med oprullede ærmer, han ser travl ud, men også i vildrede. Træt. Nu retter han på kasketten og siger noget til den anden. Så skrår han over gaden, i retning af nummer 24, og forsvinder ud af syne. Fisker Dahl sætter sig ind bag rattet igen. Men motoren er slukket, bilen bliver stående.
    Skridt i trappen. Erik skruer op for radioen. De tusinder der føler sig slået ud af mangel på kraft og udholdenhed, og som sukker under træthed og selvopgivelse, skal ad denne vej tage kampen op i tillid til, at de i sjæl og krop ejer ubegrænsede udviklingsmuligheder. Gør det nu!
    Det banker på døren.
    Kom ind!
    Vågn op og stræk din dovne krop.
    Weiche kommer til syne og træder indenfor.
    Rasmussen. Han pulser på en cerut.
    Luk døren, Weiche.
    Arme bøj og arme stræk.
    Weiche klemmer døren i bag sig. Han er forpustet efter trappen, løfter en hånd til munden og hoster. Noget sidder løst dernede, en masse snavs der rasler rundt, men ikke kan komme op. Manden er toogfyrre, næsten tyve år ældre end Erik. Han plejer at være ungdommelig, en forvokset konfirmand, men i dag ligner han en tresårig. Zenia har holdt ham vågen. Erik undertrykker et smil. Hun har haft et af sine hysteriske anfald, råbt, kastet med inventar, ydmyget ham, alt det sædvanlige.
    Må jeg sætte mig ned?
    Værsågod.
    Weiche sætter sig på stolen mellem døren og bordet, Erik på divanen. Han er i et dilemma. Han vil gerne strække dette tableau, nyde det så længe som muligt. Men hvis der går for lang tid, vil chancen være forpasset, de vil udveksle nogle banaliteter, og Weiche vil trykke hans hånd og gå igen. Og så er de lige vidt. Erik stirrer på den anden, hans dårlige hud, de grå poser under øjnene, skægstubbene der har revet skjorteflippen i stykker. Min hustrus elsker, tænker han. Du er en køn en.
    Jeg er ked af alt det her, siger Weiche, at vi er gået så skævt af hinanden.
    Ja, siger Erik. Men det skal du ikke være.
    Weiche ser på ham.
    Jeg er glad, siger Erik. Du har gjort mig en tjeneste. Jeg er fri nu.
    Ser du sådan på det?
    Han leder desperat i tankerne efter noget der kan sætte vreden i gang, noget der får rygraden til at gløde og skælve, nethinderne til at glimte hvidt. Men intet melder sig, den andens passivitet er ved at sive over i ham. Han mærker loddet mod siden af låret, og han siger, ja, du har befriet mig for en byrde, Weiche.
    Fat staven, og rank ryggen!
    Weiche griner. Har jeg afbrudt dig i gymnastikken?
    Nej, siger han og springer op og tager loddet, du kommer lige til tiden.
    Weiche bliver siddende uden at fortrække en mine. Han kigger skråt op på ham. Da han løfter cerutten til munden, kan Erik se, at han ryster på hånden.
    Rejs dig op!
    Men så ombestemmer han sig og slår til Weiche, mens han sidder ned. Slaget rammer ham over øjet og får ham til at fare sammen, som om han er blevet ramt af en flad hånd og ikke et halvandet kilos lod. Cerutten hopper ud af hans mund og hen ad bordet, hvor den bliver liggende og oser, kasketten sejler gennem værelset og rammer vinduet. Han stirrer lamslået op. Så du troede ikke, jeg ville gøre det? tænker Erik og slår igen.
    Bøj tilbage i bløde rytmiske bevægelser. Det giver et smidigt og smukt bryst, det giver en stærk og rank ryg.
    Denne gang rejser Weiche sig op, og endelig kommer raseriet. Hvorfor rejser du sig op, når jeg slår dig? Erik retter nogle vilde slag mod den andens ansigt, men rammer mest hans hænder og arme, som han har løftet op foran sig. Hvorfor skriger du ikke, hvorfor råber du ikke på hjælp? Weiche klynker, jamrer lavmælt. Hans tårer gør Erik rasende.
    Han træder et skridt til side, kanter sig langs bordet, hånden og loddet højt løftet, sigter nøje og får et godt slag ind mod Weiches baghoved. Denne gang er fornemmelsen mere sprød, eftergivende, lyden mere dump, og han ved hvad det betyder. Knoglen har givet efter. Han har rammet en kile ind i Weiche, som nu skriger, men lydløst, med en flækket læbe og en mund der skinner af blodige tænder. Lynhurtigt retter han næste slag mod ansigtet, og rammer, mærker igen at noget giver efter, at loddets momentum fortsætter ind i kraniet, og nu falder Weiche, det vil sige, han glider ned på knæ, bønfaldende og klynkende, spruttende blod og lungeslim. Gyldent støv danser i det overblændede værelse, loddets svingninger har sat det i jagende og hvirvlende bevægelse. Svineriet på gulvet er flovt og intimt, det gør Erik endnu mere rasende, hans arme føles som strømførende kabler, og han slår hårdere. Han holder god afstand til manden der sidder på hug, så god som det lader sig gøre på den minimale gulvplads, han ønsker ikke at få mere blod på sig end højst nødvendigt. Han stønner da han hugger loddet ned over Weiches hoved, forsøger så godt han kan at afstemme præcision med kraft, mærker at varmen begynder at stige op fra skjorten.
    Weiche er nede nu, han kommer ikke op igen. Det største arbejde er gjort, han kan tage den mere med ro, gøre sig umage og spare på kræfterne. Dette er hårdere end han troede, hårdere end at kløve brænde og skovle cement, og det giver mindst lige så god varme. Han griber om selve loddet og slår den stumpe ende med fuld kraft mod den andens isse, utroligt nok uden at knuse den. Men pupillerne forsvinder op under panden på Weiche, og han dumper fladt ned på gulvet, slår hovedet mod døren ind til naboen, kokken Jørgensen, og glider langsomt om på ryggen med sitrende øjenlåg.
    Øv Dem med grundighed og bestemthed for øje. Husk at først når trætheden melder sig, begynder træningen.
    Er det ovre? Han ser ned på Weiche. Nej, brystkassen går på ham, munden og næsen puster bobler af spyt og blod. En mørk plamage vokser ned ad hans bukser, og en rådden stank breder sig i værelset. Nu skulle hun se dig. Der er ikke meget Don Juan over dig nu.
    Han overvejer at jage barberkniven i ham og gøre en ende på mandens lidelser. Men tanken byder ham imod. Han er ikke sikker på, hvor meget blod der egentlig er i et menneske, og har ikke lyst til at grise mere end højst nødvendigt. Tanken om at røre ved ham er også frastødende, holde hånden over hans mund og blokere for luften. Hvis man bare kunne være sikker på at det var nok. Men Weiches brystkasse ser ud til at bevæge sig regelmæssigt, som om han allerede er ved at komme sig igen.
    Hurtigt bøjer han sig ned og tildeler ham i alt fem slag af al kraft på siden af hovedet. Så holder han inde, står og puster ud, mens han holder øje med brystkassen.

    Weiche er holdt op med at trække vejret. Det er et lig der ligger på gulvet. Hans ene ben ligger på stolen han sad på. Erik undrer sig over, hvordan det er endt der, det ser ud, som om han har lagt det der for at lette på en ubekvem stilling. Ansigtet er skamferet, men ikke til ukendelighed, øjnene stirrer lige op, kæben er faldet lidt ned. Dødens grimasse, han har set den før. Han ved, at Weiche har en ekskone, et par børn, en gammel mor. De kan godt tage afsked med dette ansigt. Kraniet derimod er knust, det eneste der holder det i form lige nu, er hjernemassen og blodet der presser på indefra. Blødningen er heldigvis ikke voldsom. Den samler sig i en stribe langs dørkarmen, mørk og tyktflydende. Han sætter sig på divanen og koncentrerer sig om at falde til ro.
    Før journal over Deres legemes vægt, højde og form for at forhindre det forfald mange mænd i en tidlig alder glider ud i. Det er uæstetisk, uhygiejnisk, det er uværdigt og tåbeligt.
    Erik slukker for kaptajnen. Stilheden suges ind i værelset. Huset lytter. Mon der er nogen der har hørt, hvad der er foregået? Han agter at spadsere hen til station 1 og melde sig som en fri mand. Han har gennemtænkt det et utal gange. At blive overrasket her ville være en alvorlig streg i regningen. Og Fisker Dahl, kommer han med et i tanke om, sidder stadig dernede og venter.
    Hurtigt skyller han ansigtet igen, studerer det i spejlet. Ingen synlige blodpletter. Så vasker han hænder, trækker skjorten af og tager en ren på. Bukserne må han beholde, han har ingen renvaskede. Fra en dåse tager han noget hårpomade og masserer det ind i håret og reder det tilbage. Duften af sprit overdøver et øjeblik stanken af urin og afføring.
    Så tager han sin lærredsjakke på og undersøger lommerne. Pung, kam, mønter. Lommeuret. Han stryger tommelfingeren over inskriptionen. Så trækker han det op og slipper det ned i lommen.
    Der er ingen på trappen. Sangen vender tilbage til ham, ligesom af sig selv, han hører den kaste ekko op gennem trappeskakten.
    I hoveddøren er han ved at støde ind i postbuddet. Han træder til side og holder døren for ham. Manden kender ham, han har passet ham op flere gange tidligere. Han trækker skindtasken frem på maven og bladrer.
    Matros Rasmussen, anden til venstre. Værsågod, hr. Han giver ham en konvolut.
    Erik kigger på skriften. Blå, hældende skønskrift. Bløde kurver og spidse takker. Skævt påsatte frimærker. Zenia. Han stikker brevet i lommen.
    Nede på gaden skynder han sig i modsat retning af Weiches grønne Morris for at undgå at Fisker Dahl skal få øje på ham, drejer til venstre ad Sankt Peders Stræde, hvor han har været så forudseende at parkere sin cykel. Han trækker af sted med Globussen. Ned til station 1 på Gammel Torv. Det har han besluttet for længe siden.
    Men lige med et er det ikke så vigtigt mere. Weiche er død, der er ikke længere noget der haster. Arresteret kan man altid blive. Han går ned ad gaden, kommer over til Nørregade og bliver ramt af solen, der står over tagene bag Vor Frue. En sporvogn fuld af mennesker passerer. Den har flag på, de blafrer i fartvinden. Overføringen gnistrer blåt. Han mærker en hed ånde af sol og jern og elektricitet. Det er en vidunderlig dag.

Fra side 7-17 i Valdemarsdag af Kim Leine.

Anmeldelser

"Kim Leines anden roman er et suverænt autentisk tids- og personportræt. (...) Fremragende roman. (...) Den holder til fulde standarden fra den overbevisende debut med erindringsromanen 'Kalak'. (...) Nu er Kim Leine påmønstret dansk litteratur som fuldbefaren forfatter (...)[Kim Leines beherskelse af stoffet er] næsten skræmmende på den absolut henrykkende måde."
- Marie Tetzlaff, Politiken

"En tæt og velorganiseret lille roman med en egen hård tone af hjemløs maskulin drift."
- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

Kim Leine har skrevet en ny medrivende historie om et rastløst menneske, der begår et mord."
- Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 224 sider
ISBN: 9788702072228
Gyldendal 2008
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Valdemarsdag

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser