Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 249,00 |
|
"Han ejer både tvivlens nådegave og et sprogligt overskud, der gør ham værd at læse." - Jesper Beinov, Berlingske Tidende
"Tre interessante og velskrevne essays (...) Stemningsbilledet, som Grøndahl tegner, er med til at give essayssamlingen en relevans, der rækker langt ud over den personlige selvransagelse." - Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
"Begavede refleksioner om krig, kunst og politik (...) Emmer af eftertænksomhed." - Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad
"Grøndahl er en god essayist. Vi har ikke så mange af slagsen her i landet, og hans overvejelser og tanker er værd at læse, for han gør sig mange, og han gør sig dem på et veloplagt og dannet niveau." - Georg Metz, Information
"Med sin fjerde essaysamling befæster Jens Christian Grøndahl sin position som vores mest klassiske og læseværdige refleksionskunstner." - Klaus Rothstein, Weekendavisen
Jens Christian Grøndahl var en af de få forfattere, der støttede krigen i Irak, men hvordan kunne han tage sådan fejl? Det spørgsmål blev afsæt for tre lange essays, hvor han reflekterer over demokrati og frihed efter Murens Fald og 11. september. Hvad enten Grøndahl er i Skagen, København, Amsterdam eller New York, er den personlige erfaring med, når han veloplagt, uforfærdet og med et bredt kulturhistorisk vingefang hæver sig op over forenklede modsætninger som Vesten over for islam, den nationale identitet over for den altfavnende humanisme eller kunstens kompromisløshed over for hverdagens nære liv. TRE SKRIDT TILBAGE er en åbenhjertig bog fuld af selvransagelse og temperament. I essayets åbent undersøgende form besinder Jens Christian Grøndahl sig her på sit eget ståsted som dansker, europæer og forfatter.
Da amerikanerne invaderede Irak og afsatte Saddam Hussein, sagde jeg til enhver, der gad høre på mig, at det var den rigtige krig ført af de forkert grunde. Men krigen viste sig at være forkert, selv om mine egne grunde til at bifalde den kunne virke nok så rigtige, Jeg synes stadig, det var i orden at fjerne Saddam Hussein, hvad enten han havde de masseødelæggelsesvåben eller ej, og det tror jeg også, at de fleste irakere synes, men hvis der er en lære at uddrage, er den ikke særlig opmuntrende for ønsket om at udbrede demokratiet i den arabiske verden.
Jeg tror, læren er, at man ikke kan udskifte noget, der er der, med noget, der ikke er der. Man kan kun udskifte noget, der er der, med noget andet, der også er der. Saddam Hussein var der, det shiitiske befolkningsflertal er der, og hvis man ikke vil dele landet i tre, er det eneste reelle alternativ måske at give Irak en tyran med fuldskæg og turban i stedet for ham med overskæg og skråhue.
Når en krig fortsætter på ubestemt tid og kræver så ubarmhjertige og frugtesløse ofre, er det forbundet med skam at have støttet den. Jeg kan godt selv høre, at det er et patetisk ord at bruge. Jeg er bare forfatter, og verden er meget lidt tilbøjelig til at lade sig ryste af, hvad forfattere mener om dens gang. Det ville på den anden side være hyklerisk at påberåbe mig min egen ubetydelighed nu, hvor grunden er smuldret under min tidligere stillingtagen, ikke mindst fordi jeg fik taletid både i aviser og på tv. En forfatter for krigen, det var jo tilpas bizart til at ligne en vinkel, en underholdende variation i nyhedsstrømmen, og jeg deltog, ubetydelig eller ej.
Jeg skammer mig over for dem, der kan have tillagt mine udtalelser betydning, ikke fordi der var noget i vejen med mine argumenter, men fordig jeg ikke havde blik for deres manglende virkelighedskontakt. Der er ikke noget i vejen me at fjerne en bøddel, hvis grusomhed og sadisme om end på en mere afgrænset og så at sige håndværksmæssig skala kan måle sig med Hitlers ogStalins. Alligevel skammer jeg mig over min støtte til dette langstrakte, klodsede og planløse forehavende. Dens ofre får mig til at se væk, hvad enten de er civile irakere eller unge vestlige soldater, der har ladet sig hverve, lokket af propagandaens fade fraser om at "gøre en forskel".
Sagen er jo, at det ikke gør den mindste forskel for andre end deres forældre, koner, kærester og børn, om den ene eller den anden af dem mister livet. Sagen er også, at man i Irak, når det gælder politisk lederskab, formentlig kun har valget mellem små, mellemstore og rigtig store forbrydere. Ved nærmere eftertanke synes jeg ikke, den forskel er værd at sætte livet på spil for.
Fra side 9-10
"Han ejer både tvivlens nådegave og et sprogligt overskud, der gør ham værd at læse. Og modsige."
- Jesper Beinov, Berlingske Tidende
"Tre interessante og velskrevne essays (...) Stemningsbilledet, som Grøndahl tegner, er med til at give essayssamlingen en relevans, der rækker langt ud over den personlige selvransagelse."
- Lasse Horne Kjældgaard, Politiken
"Begavede refleksioner om krig, kunst og politik (...) Emmer af eftertænksomhed."
- Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad
"Grøndahl er en god essayist. Vi har ikke så mange af slagsen her i landet, og hans overvejelser og tanker er værd at læse, for han gør sig mange, og han gør sig dem på et veloplagt og dannet niveau."
- Georg Metz, Information
"Med sin fjerde essaysamling befæster Jens Christian Grøndahl sin position som vores mest klassiske og læseværdige refleksionskunstner."
- Klaus Rothstein, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |