g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Lasse Horne Kjældgaard og Thomas Bredsdorff

Tolerance

- eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader

PRIS kr. 279,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Tolerance drejede sig i det 18. århundrede om religion, i det 19. om seksualitet og i det 20. om ytringer. I det 21. årh. ser det ud som om alle tre områder for intolerance har fået ny næring: Religiøse fundamentalister kræver ret til at være enerådende; homofobiske og kvindefjendske fortidsøgler går lyslevende omkring; mens eksistensen af børneporno demonstrerer, at ytringsfrihed uden grænser kan volde grænseløs skade. Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard rejser med denne bog på ny spørgsmålet om tolerance.

Uddrag

Historie, historier og tolerance

Vi er fem venner, vi kom engang, lige efter hinanden, ud af et hus, først kom den ene og stillede sig ved siden af porten, så kom eller rettere gled, så let som en lille kviksølvkugle glider, den anden ud af porten og stillede sig op ikke langt fra den første, så den tredje, så den fjerde, så den femte. Til sidst stod vi alle på række. Folk lagde mærke til os, pegede på os og sagde: De fem er lige kommet ud af det hus. Siden da lever vi sammen, det ville være et fredfyldt liv, hvis ikke en sjette hele tiden blandede sig i det. Han gør os ikke noget, men han generer os, det er nok; hvorfor trænger han sig på, hvor man ikke vil have ham. Vi kender ham ikke og vil ikke optage ham iblandt os. Vi fem har ganske vist heller ikke før i tiden kendt hinanden, og sådan set kender vi heller ikke hinanden nu, men det, der hos os fem er muligt og tolereres, er hos den sjette ikke muligt og tolereres ikke. Desuden er vi fem og vil ikke være seks. Og hvilken mening skal overhovedet dette vedvarende samvær have, hos os fem har det heller ingen mening, men nu er vi altså sammen og bliver ved med at være det, men en ny forening ønsker vi ikke, netop på grund af vore erfaringer. Men hvordan skal man gøre alt dette begribeligt for den sjette, lange forklaringer ville allerede næsten være ensbetydende med en optagelse i vor kreds, vi lader hellere være med at forklare og optager ham ikke. Ligegyldigt hvor meget han spidser læberne, skubber vi ham væk med albuerne, men ligegyldigt hvor ivrigt vi skubber ham væk, kommer han igen. Det her er en fortælling af Kafka. Fællesskab hedder den. Den er ikke lang, men den er dyb. Den siger blandt meget andet, hvor svært det er at sige, hvad tolerance er - og hvor let det er at se, hvor den savnes: "det, der hos os fem er muligt og tolereres, er hos denne sjette ikke muligt og tolereres ikke."
    Når vi anbringer Kafkas fortælling dér, hvor et forord normalt ville stå, og altså gør den til vores forord, er det blandt andet, fordi fiktionskunsten, både den episke og den dramatiske, er en af vores bedste kilder til viden om, hvad tolerance er, og hvilke omkostninger der er forbundne med at praktisere tolerance og intolerance.
    Tolerance går ud på at acceptere - politisk, religiøs, kulturel - forskellighed. Til en vis grænse, som løbende har været til forhandling. Hvor denne grænse er gået, og hvordan den er blevet forhandlet, er to gennemgående spørgsmål i bogen. Der er ting, man ikke skal tolerere, et sted må grænsen gå, noget må stå fast. Det siger vi, og det hører vi blive sagt, mens alle nikker.
    Uenigheden opstår, når man skal sige, hvad man ikke skal tåle, eller hvor grænsen skal gå, samt hvorfor. Tolerance sådan i al almindelighed er en dyd. Men at tolerere noget ganske bestemt - hvad enten det er en tro, en beklædningsgenstand eller en adfærd - er for den ene en dyd, mens det for den anden er slap ligegyldighed eller sentimentalitet. Man skal da heller ikke være blind for intolerancens værdi; vi vil i hvert fald bestræbe os på ikke at være det.
    Vi vil først og fremmest prøve at rydde op i begreberne. Et godt redskab til denne oprydning er historien. Det viser sig nemlig, at ordet ?tolerance? har betydet vidt forskellige ting i de forskellige perioder af nyere europæisk historie. Med øjebliksbilleder af begrebets betydning og værdier i renæssancen, under religionskrigene, i oplysningstiden, i romantikken, under liberalismens højsæson og i den kolde krigs dage vil vi give et signalement af tolerancen, som kan være med til at forklare de modsætninger og skænderier, begrebet fremkalder i nutiden, hvor spørgsmålet om tolerance, intolerance og grænsen mellem de to har fået fornyet aktualitet.
    Der findes en righoldig teoretisk litteratur om tolerance. Vi vil gøre brug af noget af den, fra Locke, Bayle og Voltaire til Popper, Fish og Derrida.
     Men i højere grad vil vi trække på fiktionen, på romaner, skuespil opg film, som har evnen til på én gang at fortælle om tolerancens nødvendighed og dens umulighed - og om hvor sejlivede de er, de problemer, der giver anledning til tolerance og intolerance. Vi vil trække på fiktionsværker af Thomas More, Holberg, Voltaire, G.E. Lessing E.M. Forster, Kafka, Chaplin, Alec Guinness, Orwell, Rushdie, Coetzee.
    For hvad man sommetider kan have svært ved at genkende i teorien, bliver tydeligt i fiktionens gestaltning. Hvordan var det ikke, det gik med den sjette og de fem i Kafkas Fællesskab: "Ligegyldigt hvor meget han spidser læberne, skubber vi ham væk med albuerne, men ligegyldigt hvor ivrigt vi skubber ham væk, kommer han igen."

Fra side 9-11.