Din indkøbskurv
PrintSvjatoslav Richter-biografi
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"Gør læseren klogere på både mennesker og musik. Den er en litterær begivenhed." - Søren Kassebeer, Berlingske Tidende
"Der ligger et omfattende researcharbejde bag (...) Det er slet ikke kun en bog for Richter-fans. Men derimod en bog der er værd at gå til, uanset om man vil vide noget om kulturlivet i Sovjetunionen, om klaverspillets natur og pianisten som fænomen - eller om kunst, for ikke at sige eksistens, i det hele taget." - Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
"Medrivende og begavet bog. Et mesterværk i sig selv." - Georg Metz, Information
"Indbydende, indsigtsfuldt og overbevisende (...) En yderst læseværdig biografi." -Thomas Michelsen, Politiken
Den første store biografi om en af det tyvende århundredes største pianister, russeren Svjatoslav Richter, der blandt mange andre prestigefyldte priser har modtaget Léonie Sonnings Musikpris for sit musiske virke.
Uddrag
Ingen der har set den franske filmskaber Bruno Monsaingeons film Richter, l'insoumis (Richter, den ukuelige, den uregérlige), vil glemme billederne af den 82-årige, syge og svækkede musiker der her, mere eller mindre modvilligt, lader sig udspørge om sit liv og sin kunst. Træt, resigneret, ofte med et melankolsk eller maliciøst smil, genkalder Svjatoslav Richter sig scener fra et langt liv. Et fyldt og indadvendt liv akkompagneret af klapsalver fra en beundrende offentlighed, en livshistorie fuld af hyldest og kunstneriske triumfer; et hvileløst arbejdsliv der med sine hen imod fire tusinde offentlige koncerter gør sig fortjent til rekordstatus i det målbares verden. Men i hovedpersonens egen erindring også en historie om tab, fortielser, menneskelig skrøbelighed og frygt for ikke at slå til over for kunstens tårnhøje krav.
"Jeg kan ikke li' mig selv," påstår den feterede klaverspiller til slut, lavmælt, med bøjet hoved (- hans ja sebe nje nravljus kan dog opfattes mindre håndfast som "jeg er ikke tilfreds med mig selv"). Tilsyneladende tænker han blot på hvad han oplever når han - næsten altid skuffet - lytter til sit eget spil på en af de talløse indspilninger der udgør hans musikalske eftermæle. Men når han derefter løfter hovedet, ser direkte ind i kameralinsen og tilføjer: "Sådan er det!" (vsjo), skjuler ansigtet bag en hånd og vender sig bort, så hader man et øjeblik det nyfigne kamera. Og man aner at bemærkningen kan stikke dybere, at den kan vedrøre livet selv. Ikke blot et monumentalt kunstnerliv der set i bakspejlet ikke formåede at realisere den umulige drøm: Det perfekte, det fuldkomne. Også det helt personlige livtag med skæbnen og med tilværelsens mening.
Og dog har den skrøbelige gamle mand - en musiker der kort før sin død i 1997 gør sit regnskab med livet op, og i hvis øjne livstræthed veksler med glødende intensitet og en næsten sardonisk munterhed - stadig urokkelig status som ikon, som spillevende kultfigur i store dele af musikkens verden. En status der ikke blot bunder i den kendsgerning at Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder. En verdensmand der skjulte sig bag anonymitet og isolation. En indadvendt vismand der fandt sig i rampelysets ritualer og musikgesjæftens showbiz når rollen som klaverets superstar krævede det. En mand der beskrives som ligetil og livsglad, til tider nærmest overstadig og dybt humoristisk, men også en fjern, indadvendt mand som kendte til voldsomme misstemninger og depressioner. En mimose, her blid som fløjl, dér hård som flint, ikke mindst når kunsten eller dens udøvere stod til tælling. En klaverspiller med et repertoire så omfattende at det kan virke næsten skødesløst, og dog en musiker der livet igennem kun spillede præcis hvad han havde lyst til, uden hensyn til hverken publikums eller andres forventninger.
De tragiske elementer i et menneskeliv viser sig langsommere og erkendes mere tøvende end succes, glamour og berømmelse. Ensomhed, kærlighedsforlis, ulykke, sygdom og død er det stof personkult og myter gror i, men de mørke sider af store kunstnerskæbner som Maria Callas, Marilyn Monroe, Elvis Presley, Glenn Gould, Jimi Hendrix eller Janis Joplin viste sig sent, ja, egentlig først med døden som baggrund. Svjatoslav Richters myte er anderledes, der mangler en ingrediens: Afgrunden mellem limelight og ensomhed, den livsfarlige balancegang mellem triumf og fortabelse, genialitet og skæbne, lys og mørke. Richter-myten er på sin vis en renlivet myte om musik, historien om en musiker i overstørrelse, larger than life. I sine sidste, svære år oplevede han ganske vist at en musikers åndelige kraft bliver retningsløs uden det legemlige hylsters medvirken, hvad der førte til uundgåelig isolation, ensomhed og mørke. Men de tragiske sider af hans liv udspiller sig i livets, ikke i kunstens scenografi. At det perfekte, det endegyldige i kunsten forbliver en uopnåelig drøm, er ikke tragisk. Det er et livsvilkår.
Mytens komponenter er til dels åbenlyse. Richter var udrustet med ideelle fysiske forudsætninger for klaverspil - ualmindeligt store, slanke hænder med et fingerspænd der ubesværet nåede mere end en oktav mellem pege- og lillefinger. Meget lange tommelfingre med noget der næsten kunne ligne et tredje led gav hans hånd en helt usædvanlig rækkevidde. En fænomenal musikhukommelse satte ham i stand til at indprente sig musik han blot én gang havde spillet, og derefter huske den i et halvt århundrede. Hele operaer kunne han lagre detaljeret i hukommelsen (- en sjælden, men dog ikke ubegribelig mental evne, ikke ulig klæbehjernen hos skakmestre der spiller blindskak med snesevis af modstandere på én gang). Men dertil besad Richter en læseevne der tillod ham at spille næsten alt ved første blik, "fra bladet," også orkestermusik og operaer. Og med sit kolossale tekniske og mentale overskud kunne han indlære vældige klaverværker på få dage. Hans repertoire strakte sig til næsten alle hjørner af klaverets domæne, fra Bach til vor egen tid; han genindsatte klaverklassikere der var blevet rariteter i koncertkulturens udstillingsvinduer, f.eks. Händel, Haydn og Schubert, i deres fordums værdighed, og han spillede glemt eller overset musik med samme engagement og indlevelse som han investerede i Beethoven eller Brahms, Chopin eller Debussy, Rachmaninov, Prokofjev eller Sjostakovitj.
Fra side 7-9.
Anmeldelser
"Gør læseren klogere på både mennesker og musik. Den er en litterær begivenhed."
- Søren Kassebeer, Berlingske Tidende "Der ligger et omfattende researcharbejde bag (...) Det er slet ikke kun en bog for Richter-fans. Men derimod en bog der er værd at gå til, uanset om man vil vide noget om kulturlivet i Sovjetunionen, om klaverspillets natur og pianisten som fænomen - eller om kunst, for ikke at sige eksistens, i det hele taget."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
"Medrivende og begavet bog. Et mesterværk i sig selv."
- Georg Metz, Information
"Indbydende, indsigtsfuldt og overbevisende (...) En yderst læseværdig biografi (...) Må finde en engelsk oversætter og vinde international anerkendelse."
-Thomas Michelsen, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 408 sider
ISBN: 9788702034301
Gyldendal 2007
Omslag: Sven Reiner Johansen
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
Mahler. Incl. cd
PRIS kr. 399,00
Buddenbrooks
PRIS kr. 199,95
Vergils død
PRIS kr. 379,00
Klassisk musik
PRIS kr. 299,00