G.DK

Om bogen

Siden 1998 har Straarup stået i spidsen for Danske Bank, der i dag er landets suverænt største finanskoncern med næsten 24.000 ansatte og et overskud på 13,5 milliarder kroner. I sin tid som direktør har han forvandlet Danske Bank fra at være en hovedsagelig national bank til at blive en ledende nordisk bank med betydelige aktiviteter i alle de nordiske lande og Irland. Senest har Straarup stået bag det dristige opkøb af Sampo Bank i Finland for 30,1 milliarder kroner.   Gennem interviews med venner og fjender tegnes et billede af en magtfuld, næsten urørlig topchef, som med lige dele held og dygtighed har stået for den forvandling af banken, som er sket. Internt i banken er han kendt for sin hårde ledelsesstil, der nærmere bygger på frygt end tillid. I erhvervslivet aftvinger hans resultater respekt, men der har også været sager, som har givet ridser i lakken. Dette gælder Hafnia-sagen, Færøbank-sagen og et omkostningsfuldt IT-sammenbrud. Han er i den brede offentlighed bedre kendt som ?gebyrgribben?, da han på trods af milliard-overskud i Danske Bank argumenterede for, at det var rimeligt at indføre gebyrer på Dankort-transaktioner.

Uddrag

Den svære start

Efterfølgeren
"Knud Sørensen bliver savnet. Peter Straarup får kam til sit hår, når han skal løfte den arv," skrev chefredaktør Kristian Lund i Børsens Nyhedsmagasin , da der var skiftedag i landets største fi nanskoncern. Det var i 1998, og på det tidspunkt var Peter Straarup ikke kendt i offentligheden for noget godt. Brutal, uhøfl ig, nedladende og iskold var blot nogle af de ord, der blev benyttet til at beskrive Danske Banks kommende topchef. Øgenavne fl orerede også, og det var ikke fra den pæne ende af sproget. Peter Straarup blev således både kaldt "Oberst von Straarup" og "Djengis Khan", og det skete både med henvisning til hans ledelsesstil i banken og til hans optræden i offentligheden. Efterveerne af de mange sager, der plagede den danske fi nansielle sektor generelt og Danske Bank i særdeleshed, var ikke overstået, da Peter Straarup tog over efter Knud Sørensen i Danske Bank den 1. april 1998. Både Hafnia -sagen og Færøbank-sagen var tunge møllesten om benene på Danske Bank, og Peter Straarup blev om nogen anset for at være manden, der havde hovedansvaret for de løsninger, der var fundet i de to sager, og dermed også ansvaret for, at banken efterfølgende blev slæbt igennem retssystemet.
På trods af prikkerunder, skandaler og modgang indtog forgængeren Knud Sørensen i årevis førstepladsen i den årlige imageundersøgelse af danske erhvervsledere, som Børsens Nyhedsmagasin stod bag, så det var en meget populær mand, Peter Straarup skulle afl øse. "Vi havde da talt om den vanskelighed, der kan være ved at følge efter Knud Sørensen . De er forskellige, men jeg har set det før i min tid i banken. De, som kommer efter en leder, som har gjort det godt, har det handicap med sig, at man sammenligner med forgængeren. Det er muligt, at enkelte havde følt sig stødt på manchetterne af Straarups håndtering af deres sager. Sådan vil det nok altid være, men når der sagligt set intet er at kritisere, er det svært at laste ham," siger Poul Svanholm , der var formand for bestyrelsen i Danske Bank fra 1983 til 2003.
Knud Sørensen havde en særlig evne til at lægge hovedet lidt på skrå og virke imødekommende, når der blev stillet skarpe spørgsmål til ham direkte på tv, og på sin egen lune facon formåede han at svare troværdigt. Ingen troede for alvor på, at han ville nogen det ondt, og det var med til at sikre ham popularitet.
Rygterne om Peter Straarups mildest talt noget anderledes stil var blevet spredt, inden han tiltrådte, og enkelte forsøgte da også at bore i det, da skiftedagen nærmede sig.
"Andre må afgøre, om vi er meget forskellige. Jeg synes, det er meget svært at måle sig selv op mod en anden person. I medierne er det således, at Knud Sørensen er korrekt portrætteret som den meget venlige mand, han er ? og der er ingen tvivl om, at han er en både dygtig og venlig mand. Og jeg er portrætteret som et dumt svin. Og det er der ingen tvivl om, at jeg ikke er - i hvert fald ikke helt i det omfang, det er beskrevet. Men Knud Sørensen har nok mere tålmodighed, end jeg har," sagde Peter Straarup med et smil på læben til Berlingske Tidende .
Udsagnet om, at Knud Sørensen nok var mere tålmodig, var en gevaldig underdrivelse, da Peter Straarup på det tidspunkt var i besiddelse af alt andet end tålmodighed. Både internt i Danske Bank og blandt kunder og politikere var han kendt for at have en endog meget kort snor over for andre, der måske var knap så hurtige i hovedet som ham.
Det blev tydeligt demonstreret under en af de utallige bankredninger, som Peter Straarup og Danske Bank har været involveret i.

Den rette mand?
Midt i de hektiske forhandlinger om redningen af Himmerlandsbanken i august 1993 havde Peter Straarup mistet tålmodigheden med alle de bankdirektører, der havde kørt deres egne banker ud på afgrundens rand ved at låne ud til højre og venstre uden garanti for at få pengene igen og ved at tilbyde indlånsrenter på urealistiske høje niveauer.
Himmerlandsbanken var blot en i én lang stribe af redningsaktioner. Fra 1985 til 1995 smed over 100 pengeinstitutter håndklædet i ringen og lukkede eller lod sig overtage. Peter Straarup og Danske Bank var involveret i rigtig mange af dem, enten fordi bankens ordførende direktør i perioder var formand for Finansrådet , eller fordi Danske Bank var den eneste bank, der havde muskler til at løfte opgaven. Det er måske ikke så underligt, at Peter Straarup blev træt af rollen som redningsmand, når det var så tydeligt, at de små banker og sparekasser ofte selv var skyld i problemerne. Der var eksempler på bankdirektører, der led af volumensyge, og som tog gedigne chancer for at vokse sig store. Men chancerne, der primært bestod af udlån til byggematadorer, viste sig at være elendige forretninger, når lånene ikke blev betalt tilbage til banken.
Det passede ikke Danske Banks kommende topchef, at bankens ledelse skulle bruge så meget energi på at redde andre banker. Under de hektiske møder om redningen af Himmerlandsbanken smed Peter Straarup et fuldt færdigt lovforslag på bordet, der ville give den såkaldte Indskydergarantifond en mere aktiv rolle under bankredninger. Ud over Peter Straarup og Knud Sørensen deltog nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og erhvervsminister Jan Trøjborg (S) i redningsaktionen. Alle blev mildest talt chokerede over Peter Straarups fremgangsmåde, som afslørede hans totale mangel på forståelse for, hvordan man behandler nationalbankdirektører og ministre. Det kom til et åbent skænderi med både Jan Trøjborg og Erik Hoffmeyer på mødet. Begge følte sig stødte, fordi det aldrig kan blive Danske Banks ansvar og opgave i samfundet at skrive lovene. Der var tale om et færdigt, egentligt forslag, afslørede Jan Trøjborg i den undersøgelsesret, der efterfølgende blev nedsat. Jeg sagde, at jeg ikke kunne tage dette papir. Jeg vil ikke have et færdigt lovforslag på mit bord. Det kan jeg ikke acceptere, sagde Jan Trøjborg videre i undersøgelsesretten, hvor han heller ikke undlod at fortælle, at nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer havde "rullet sig ud".
Det var i 1993, at Peter Straarup afslørede manglende indsigt i det til tider kringlede politiske spil på Christiansborg, hvor folketingsvalg og meningsmålinger spiller en afgørende rolle.
Sagen om Himmerlandsbanken endte i et større politisk opgør, hvor der blev rejst tvivl om lovligheden af et omstridt skattefradrag til Spar Nord , der overtog Himmerlandsbanken. Sagen kostede til sidst Ole Stavad (S) posten som skatteminister.
Peter Straarups forslag om Indskydergarantifondens nye rolle blev ikke til noget på grund af den måde, det blev præsenteret på. Men Danske Banks indfl ydelse i det danske samfund understreges alligevel af, at regeringen og den fi nansielle sektor senere tog forslaget - med nogle justeringer - til sig.
Det var tydeligt, at Peter Straarup ikke havde øvet sig på at være bankdirektør i offentligheden, og historikerne Per H. Hansen og Søren Mørch konstaterer da også tørt i deres bog Den Danske Bank, at Peter Straarup i løbet af kort tid havde fornærmet "mindst en nationalbankdirektør, en minister, den færøske nation, andre bankfolk, andre erhvervsfolk samt sidst, men ikke mindst mange af sine egne medarbejdere i banken." Peter Straarup havde tilsyneladende en finger med i spillet i alle de kedelige sager, som medierne beskæftigede sig med i første halvdel af 1990?erne. Da Knud Sørensens pensionering blev udskudt i nogle måneder, opstod der spekulationer om, hvorvidt sagerne nu var for belastende for den kommende øverste chef i Danske Bank. "Min afgang blev kun udskudt i nogle måneder, fordi Poul Svanholm syntes, jeg skulle tage generalforsamlingen med," røber Knud Sørensen . I bankens bestyrelseslokale, hvor Poul Svanholm tronede, var der ingen slinger i valsen, da Knud Sørensens afl øser skulle udpeges. På trods af mediernes fokusering på Straarup i forbindelse med de mange sager, tvivlede vi ikke på, at han var den rette til stillingen, siger Poul Svanholm.
I 1990?erne var faglige kvalifi kationer endnu det helt afgørende, når en topchef skulle udnævnes. Danske Bank søgte en bankmand som øverste leder, og det skulle være én, der kunne metieren på det kreditmæssige område til fi ngerspidserne. Hvad aktieanalytikere, medier og politikere ellers måtte mene, var sagen uvedkommende. Der blev med andre ord ikke skelet voldsomt til topchefens evner til at kommunikere med omverdenen. Det gør der i dag, da der næppe er tvivl om, at virksomhedernes bestyrelser vil have topchefer, der kan kommunikere med aktieanalytikere og aktiemarkedet i det hele taget. Topchefen skal måske ikke "tale aktien op", men han skal under alle omstændigheder være i stand til at synliggøre virksomhedens værdier og fortræffeligheder over for det marked, der prissætter virksomheden. Peter Straarups kommunikative evner var begrænsede i begyndelsen af 1990?erne, men senere indså han nødvendigheden af at kunne beherske den side af jobbet og lærte sig så at kommunikere effektivt.

Opvækst i Fredericia
Absolut intet i Peter Straarups barndom i Fredericia tydede på, at han skulle ende på en af samfundets mest magtfulde poster. Som trafi kknudepunkt for både Statsbanerne og Postvæsenet var Fredericia i 1960?erne en by fyldt med tjenestemænd. Som overpakmester ved Postvæsenet var Peter Straarups far tjenestemand. Han sorterede pakker og breve om bord på tog, der transporterede post om natten. Det bød på masser af skæve arbejdstider, som til gengæld betød, at han ofte var hjemme om dagen, når Peter Straarup og hans søskende kom fra skole. Det var Peter Straarups mor også. Hun var en bestemt kvinde med holdninger, og hun ville næppe have været hjemmegående, hvis hun havde levet i nutiden.
Peter Straarup er født den 19. juli 1951, og opvæksten foregik i en gulstens murermestervilla fra 1948 på Skjoldborgsvej i Fredericia, kun 150 meter fra Skjoldborgsvejens Skole, hvor Peter Straarup og hans to søstre lærte at stave og regne. Det var en relativ sorgløs opvækst i Fredericia-forstaden, der bedst kan betegnes som et middelklassekvarter, hvor der var masser af børn. Der var ikke nogle idrætsanlæg i umiddelbar nærhed af hjemmet, og på den tid gik man ikke blot ind på skolens område og spillede fodbold efter skoletid.
Til gengæld havde Peter Straarup en lille rejsegrammofon, som gjorde ham populær blandt kammeraterne, der derfor ofte dukkede op i hjemmet for at høre musik på hans lille mørke værelse oppe på førstesalen i huset. Ofte var det Elvis Presley, der blev spillet, da Peter Straarup ganske enkelt var vild med tidens store rockidol.
Manglen på boldbaner betød, at drengene ofte cyklede hen til den nærliggende Fuglsang Skov, hvor der blev bygget huler imellem nogle af de store graner. Nogle af teknikkerne til hulebygning havde Peter Straarup lært hos de grønne spejdere, som han var en del af i mange år. Når valget faldt på de religiøst orienterede grønne spejdere, skyldes det ikke, at religion og tro udgjorde en faktor af betydning i familien. Årsagen var ganske enkelt, at de grønne spejdere holdt til i nærheden, og det var derfor bekvemt at gå hos dem.
Peter Straarup ynder at fortælle, at det er en række af tilfældigheder, der har bestemt hans karriere, og ikke iskold planlægning. Det er formodentligt ikke den fulde sandhed, men når man ser på hans baggrund og barndoms vej, var den ikke belagt med gyldne fl iser, der førte direkte til magtens himmel.
Peter Straarups storesøster, der er fem et halvt år ældre, begyndte som elev i Den Danske Landmandsbank i Fredericia i 1963, mens Peter Straarup fulgte efter i 1968. "Vi havnede i banken, fordi vores far mente, at det var en god solid stilling, som vi kunne være i, til vi skulle pensioneres," fortæller Ingrid Koed , der er Peter Straarups storesøster og har været ansat i banken lige siden.
Peter Straarups mor lagde også vægt på, at ansatte i bankerne fi k ferie og pension, og at der i det hele taget var ordnede arbejdsforhold. Moderens opvækst i en landmandsfamilie mindede hende alt for meget om, at der herskede anderledes barske forhold uden for byen, hvor ordet ferie var en by i Rusland for mange landbofamilier. Ud af en søskendefl ok på 12 kendte hun alt for godt til slid og økonomisk smalkost.
Det gik stærkt fremad for Danmark i 1950'erne på mange områder. Befolkningstallet voksede, byerne blev større, og der blev bygget nye skoler. Skjoldborgsvejens Skole er et resultat af den udvikling, og efter fl ere tilbygninger dannede skolen rammen om hverdagen for over 1.000 elever i 1960'erne.
"Der var ikke noget særligt i hans barndom, der pegede på, at han skulle blive bankmand eller for den sags skyld nå til tops i en bank. Han var en ganske almindelig dreng, der ikke var noget specielt lys i skolen," siger John Høst , der var klassekammerat med Peter Straarup. Peter Straarup forlod Skjoldborgsvejens Skole med en realeksamen, der "ikke var middel", som en lærer udtrykker det. Den højeste karakter opnåede han i sløjd, hvor han blev belønnet med et nital. Den næstbedste karakter hentede han i diktat, mens sliddet i regnetimerne kun rakte til en middel karakter.
Ungdomsoprøret fyldte ikke meget i Peter Straarups og hans kammeraters tilværelse. Det foregik ovre i København, og som provinsby var Fredericia umærket af det. Der var heller ikke behov for det store oprør i det trygge hjem på Skjoldborgsvej. Det var overvejende en lykkelig barndom i et hjem, hvor der blev læst meget, både romaner og biografi er. Forældrene var med i en læsekreds, der fungerede på den måde, at der kom en dame på besøg med bøger en gang om måneden, og de bøger kunne medlemmerne af læsekredsen så låne.
Peter Straarup har bevaret interessen for bøger, og omverdenen undres ikke sjældent over, hvordan han får tid til at læse så mange bøger, fordi jobbet som ordførende direktør i banken sluger rigtig mange af døgnets timer. Men Peter Straarup læser næsten altid. Ventetid, fl yveture og »fritid« spildes ikke. Han læser altid i magasiner eller bøger, når der er lejlighed til det, og har derfor ikke vanskeligt ved at diskutere klassikere og nyere litteratur med vennerne. Hjemme på Vemmetofte Allé i Gentofte, hvor han holder til med sin familie i dag, har han læst eventyr som J.R.R. Tolkiens Hobitten eller Ud og hjem igen som godnatlæsning for sønnen Markus og datteren Ester , da de var små.
I lighed med sine to forgængere i Danske Bank, Tage Andersen og Knud Sørensen , har Peter Straarup hæget om sit privatliv, og i de mange portrætter, der er skrevet om ham på vejen op ad karrierestigen, fi ndes der kun lidt om hans familie. Hverken internt i Danske Bank eller i offentligheden er det kendt, at han har to søstre, og at den ene sidder i en relativ høj stilling som kreditchef i en del af banken i Jylland. "At han er øverste chef i banken, er overhovedet ikke noget, der på nogen måde generer mig. For mig er der tale om en skarp adskillelse," siger Ingrid Koed .
Da Peter Straarup i 1986 ringede til sin søster for at fortælle, at han nu blev en del af direktionen, måtte Ingrid Koed gøre op med sig selv, om hun ville blive i banken. Hun valgte at fortsætte, men benyttede ikke navnet Straarup og holdt i det hele taget lav profi l med, at det var hendes bror, der nu sad i de øverste ledelseslag i den store bank. »Jeg var nødt til at sige til mig selv, at han selvfølgelig skulle have de tæsk, som han nu blev tildelt som topchef i banken. Og jeg fortalte ikke noget til de mennesker, jeg arbejdede sammen med. Ikke fordi jeg ville nægte det, hvis nogen spurgte, men jeg syntes bare ikke, at det skulle have nogen indfl ydelse overhovedet,« siger Ingrid Koed. Når der er blevet brokket over ledelsen i banken, som medarbejdere nu engang altid brokker sig over ledelsen, har hun ikke ønsket at tage sin bror i forsvar.
Internt i Danske Bank gjorde Peter Straarup på et tidligt tidspunkt klart, at han ikke ønskede at vide noget overhovedet om sin søsters ansættelsesforhold. På den måde har han holdt mulige interessekonfl ikter fra døren, og det er sket velvidende, at beskyldninger om nepotisme og lignende ville være stærkt ødelæggende for Peter Straarups troværdighed og muligheder i banken. Den samme uddannelsesmæssige baggrund har gjort, at Ingrid Koed og Peter Straarup har haft en del med hinanden at gøre. Søskendeflokken tæller også en efternøler af en lillesøster, der er handelsuddannet og otte år yngre end Peter Straarup.
Det har været naturligt, at Peter Straarup har haft mest med sin storesøster at gøre. Ingrid Koed har således taget sig af praktiske ting i Danmark, mens Peter Straarup har været udstationeret.

Øst, Vest...
Fra 1976 og ti år frem var Peter Straarup mere eller mindre i udlandet hele tiden. Derfor købte han et sommerhus i Liseleje på Sjællands nordkyst for at bruge det som base, når han var hjemme. Ingrid Koed stod for de praktiske gøremål omkring sommerhuset, mens Peter Straarup knoklede løs i udlandet. Forældrene var stolte over sønnens hurtige stigning i graderne i banken, og det blev også til besøg hos ham, mens han boede i USA, og de var med til brylluppet, da Peter Straarup og den to år ældre Rickie Lee Retchin sagde ja til hinanden ved en udendørs ceremoni i Miami, hvor Rickie Lee Retchins forældre boede. At rejse til USA i begyndelsen af 1980?erne var en stor og bekostelig affære, så den øvrige familie var ikke med til brylluppet. Peter Straarup nød livet i USA, hvor hans tæft og evner gjorde, at der blev lagt mærke til ham hjemme i København. De mange fl ytninger rundt i udlandet sled på familielivet, og da parret havnede i New York , hvor Peter Straarup skulle opbygge en ny fi lial i 1985, troede både han og Rickie Lee Retchin på, at de skulle blive boende i USA i mange år. Det passede parret godt, for så var Rickie Lee Retchin tættere på sin familie, og Peter Straarup havde mulighed for at studere amerikansk økonomi og erhvervsliv, som han er optaget af, i sit daglige arbejde. Med seks fl ytninger på få år og en datter på lidt over to år var der en stærk tro på en mere stabil periode. Men glæden var kort, for allerede året efter blev Peter Straarup hentet hjem til Danmark for at træde ind i direktionen.
Parret fl yttede ind i en lejlighed i Store Kongensgade i København, som de overtog efter Chalmer Rasmussen , der måtte forlade direktion en på grund af personlige problemer. Efter et par år var parret blevet overbevist om, at jobbet i København var af mere permanent karakter, og de begyndte at kigge sig om efter et hus, som skulle danne rammen om familien, der var på vej til at blive udvidet med endnu et barn. Som den økonomisk bevidste bankmand, Peter Straarup er, indledte han husjagten med at læse Statstidende . Schlüter-regeringens Kartoffelkur fra 1986 var for alvor begyndt at sætte spor i danskerne privatøkonomi, og i 1988 blev der annonceret med næsten 15.000 tvangsauktioner i Statstidende, og det var dem, Peter Straarup nærstuderede.
Kreditforeningerne forsøgte at redde, hvad reddes kunne, men de kunne ikke forhindre, at danskere i tusindvis gik fra hus og hjem og overlod resterne til realkreditten, der så på bedste beskub forsøgte at sælge herlighederne på tvangsauktioner. I mange tilfælde var det nok at byde en krone mere end kreditforeningen, der stod som ejer af huset, fordi de var stærkt interesserede i at komme af med nogle af de mange efterladte huse.
I julemåneden i 1988 troppede Peter Straarup op i retten i Gentofte for at byde på et hus, der lå på Vemmetofte Allé. Med et bud på knap 1,4 millioner kroner købte han huset, der har otte værelser og ligger på en 1.000 kvadratmeter stor grund. Den offentlige vurdering af huset, der er opført i 1934, lyder i dag på over seks millioner kroner. Huset har været ramme om mange familiekomsammener, hvor tonen mellem søskende kan være både skarp og ironisk. Selv om Rickie Lee Straarup forstår dansk, bliver hun til tider hægtet af, når ironien får frit løb. "Min bror har ret meget humor. Det er der nok ikke så mange, der ved, siger Ingrid Koed. Peter Straarup har prydet mange forsider på både landets erhvervsaviser og formiddagsaviser, og det har ikke hele tiden været gode historier, han har illustreret. Det har ikke spoleret familiens sammenhold - nærmest tværtimod. Datteren Ester er fl øjet fra reden for at studere i Schweiz, mens Markus , der går i gymnasiet, fortsat bor hjemme. Far og søn har en fælles passion for fodbold, og det er ikke sjældent, at de ses sammen til FCK's hjemmekampe i Parken, og det er også blevet til et par ture til fodboldens hjemland England. Det tætte forhold til sønnen blev styrket på en tur rundt i Europa, da Markus var 16 år. Trods status som bankdirektør med høj løn og sparsom tid rejste de på en rigtig backpacker-tur. I tre uger rejste de på bedste interrail-maner rundt i primært Østeuropa. "Det var fantastisk at opleve det nye Europa sammen med min søn. Han og jeg og to rygsække. Vi boede ikke på vandrerhjem, men heller ikke på femstjernede hoteller. Og det var utroligt, hvad vi nåede," fortalte Peter Straarup til Morgenavisen Jyllands-Posten efterfølgende i et yderst sjældent interview, hvor han åbnede døren på klem til sit privatliv.
I Danske Bank har det altid været banken og ikke manden, der tæller, og det har øjensynligt ikke gået Peter Straarup på, at han personligt er blevet hængt ud adskillige gange af medierne, og han har også haft overskud til at gøre grin med det. På et tidspunkt kom Ester hjem og fortalte, at hun frygtelig godt kunne tænke sig at komme til Færøerne for at se den storslåede natur, men Peter Straarups svar lød nogenlunde sådan her: "Det kommer du ikke, for jeg bliver anholdt og sat i spjældet, hvis jeg dukker op på Færøerne." Peter Straarup var naturligvis godt klar over, at han ikke ville blive anholdt på Færøerne, men på det tidspunkt havde færøske politikere og dele af befolkningen dæmoniseret Peter Straarup som manden, der var skyld i alverdens ulykker på de nordatlantiske øer, selv om de færøske politikere med fejlslagen politik selv havde kørt øernes økonomi ud på afgrundens rand.
Peter Straarup er meget bevidst om, at hans job har nogle omkostninger på hjemmefronten, fordi arbejdsdagene er lange. Forretningsrejser og bankmæssige arrangementer om aftenen slider også på goodwill- kontoen derhjemme. Men topchefen forsøger at kompensere ved at give familien topprioritet, når han endelig har fri. "Min gennemsnitlige fraværsprocent fra hjemmet er og har altid været stor. Jeg har mange opgaver også ind over aftenerne. Jeg prøver at gøre afbigt, når vi rejser på ferie, og har altid gjort en stor indsats for at være sammen med mine børn. For mig er det væsentligste at kunne fastholde, at jeg kender mine børn og ved, hvor de er på vej hen," sagde han i interviewet med Jyllands-Posten .
Man tror det næppe, men en vis form for humor trives også i den gamle bank, og den kan såmænd også være rettet mod Straarup. Et år røg der således en nyhed på intranettet, der fi k mange til at trække på smilebåndet. Der stod, at banken havde besluttet at skrotte den populære sparebøsse Pondus og erstatte den med en mere moderne og tidsaktuel grib. Børnenes ponduskonto skulle derfor straks erstattes af en gribbekonto. Den opsigtsvækkende besked var en aprilsnar, og den hentydede kraftigt til øgenavnet Gebyrgrib, som Ekstra Bladet havde hæftet på bankens topchef.
Når Peter Straarup trækker stikket ud til banken i tre uger om sommeren, tilbringes tiden sammen med familien, og turen går ofte til USA, hvor der både bor en fætter og hele Rickie Lee Retchins familie. I sommeren 2006 lejede familien et 300 kvadratmeter stort rustikt og luksuriøst landsted med to heste i stalden i staten West Virginia. Fra forsiden af huset er der udsigt til bjergkæden Blue Ridge Mountains, mens udsigten fra terrassen på bagsiden giver frit udsyn til Allegheny-bjergene. "Hvordan var vores ophold i Reddish Ridge? Det var at køre op til huset velvidende at vores ønske om uforstyrrethed blev opfyldt. Det var at sidde ude på terrassen om morgenen og nyde en kop kaffe i den kølige morgenluft. Det var ikke at høre andre lyde end fuglene og vinden i træerne," skrev Straarup-familien i gæstebogen.
Familien blev så betaget af området, at der efterfølgende er blevet investeret i et hus i nærheden, der ligger nogle timers kørsel sydvest for Washington. Det kan fremover fungere som base på de utallige ture til USA. Ingen forventer, at familien fl ytter permanent til USA, når Peter Straarup engang lader sig pensionere, men det er meget sandsynligt, at parret vil opholde sig en hel del mere i USA. Selv om Peter Straarup har hæget om sit privatliv, vedkender han gerne, at han kommer fra en almindelig provinsfamilie, og han påstår også, at han godt ved, hvad det vil sige at savne penge. Måske netop derfor kan man møde ham i Netto en lørdag formiddag, hvor han er på tilbudsjagt, eller i Silvan iført cowboybukser og skovmandsskjorte for at købe ind til reparationer på den store villa i Gentofte. Og han bruger også gerne energi på at fi nde de billigste flybilletter til ferien på Internettet, ligesom han godt kan finde på at ordne en kredit i den tocifrede millionklasse på jobbet om formiddagen og diskutere med sønnen, om han skal have 200 kroner om eftermiddagen.
Peter Straarup fik en million kroner i løn om måneden i 2006, når pension og bonusordninger regnes med. En årsløn på 12 millioner kroner er en svimlende høj lån for mange almindelige mennesker, men sammenlignet med afl ønningen i tilsvarende banker i udlandet eller i mindre danske banker for den sags skyld, er niveauet ikke på nogen måde ekstremt.
Ud over den solide løn har Danske Banks topchef også adgang til firmabil med privatchauffør, men om sommeren vælger han nogle gange at springe på cyklen og tage de otte kilometer ind til hovedsædet i Holmens Kanal ad cykelstien. Om vinteren hopper han i Øresund tidligt om morgenen inden dagens dont på kontoret. Dukkerten i det iskolde vand tages ikke for motionens skyld, men for at chokstarte kroppen.

Kapitel 1

Anmeldelser

"Et læseværdigt portræt af et af tidens ikoner i dansk erhvervsliv (...) Der bliver ikke lagt fingre imellem. Såvel succeshistorierne som fejltagelserne bliver loyalt refereret. Der hersker ikke tvivl om, at interviews og research omfatter såvel venner som fjender. Alt i alt er Straarup en bog, som jeg tror, mange vil glæde sig til at læse."
- Peter Schou, Berlingske Tidende

"Et oplysende stykke finanshistorie. Til glæde for både de indviede og de almindeligt nysgerrige. (...) Ole Mikkelsens portræt [bliver] således til en bred og særdeles interessant politisk-økonomisk analyse."
- Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen

"Fortrinlig oplysning, oplysning, underholdning og samtidshistorie."
- Niels Nørgaard, Politiken