Din indkøbskurv
PrintStjerne uden land
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
På smukkeste vis forener Pia Tafdrup lethed og tyngde i sin nye roman, "Stjerne uden land", der handler om identitet og lidenskab (...) Lad det være sagt med det samme. Det er en formidabel god roman. Pia Tafdrup skriver et vidunderligt dansk, små enkle sætninger, der hver gang virker rigtige, lægger sig efter hinanden og pludselig løfter sig op i den høje stil, som så få behersker." - Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
"'Stjerne uden land' er en lystvandring i et spejlkabinet. - Erik Svendsen, Jyllands-Posten
Den midaldrende Andreas kommer tilfældigvis til at sidde ved siden af den unge Rebecca ombord i et fly. Hun får hans kort, og opsøger ham i København. Her kommer hun i snak med romanens fortæller, Sophia, der bor i samme opgang som Andreas. Andreas begynder at opføre sig bizart over for Rebecca, og Sophia kan se, at han forsøger at få hende til at ligne sin første kone, der til hans store sorg døde meget ung.
Uddrag
I
"Det var synet af mig, der fik ham til at græde," siger Rebecca, der sidder overfor, "det fortalte kvinden i flyet."
Rebecca fanger undersøgende mit blik. Følger mig nøje som om hun vil være sikker på, jeg lytter.
"Man kan jo ikke sidde og læse, når nogen græder, vel? Heller ikke når det er en fremmed. Jeg havde forsigtigt spurgt kvinden ved siden af, om der var noget galt med manden. Selvom hun udtalte ordene klart, fattede jeg ikke spor, da hun svarede, det var fordi han havde siddet og betragtet mig ? Det var ikke flyskræk, ikke fysisk smerte, ikke almindelig håbløshed. Jeg havde tilsyneladende en virkning på den mand, som jeg ikke vidste af."
Rebecca ryster på hovedet. Hun giver mig ikke tid til at sige noget, men jeg tænker mit.
"Jeg sad fordybet i Camus, Sophia. Jeg var kommet ind i flyet som en af de sidste passagerer, fordi jeg havde siddet i gaten og læst det første kapitel i Pesten færdig. Jeg havde stoppet min frakke og rygsæk op i bagagerummet og ladet mig dumpe ned på min plads ved gangen. Jeg havde straks taget hul på næste kapitel og dårligt nok bemærket de to, som allerede havde sat sig."
Hun smiler skævt.
"Jeg havde intet ænset, men pludselig registrerede jeg manden ved vinduet ..."
Allerede da Rebecca stod nede foran gadedøren og spurgte til Andreas Falkenland, fordi hun ikke vovede at ringe på hos ham, fandt jeg hende bemærkelsesværdig. Det er ikke alle og enhver, jeg ville invitere indenfor uden at vide, hvem de var, men hun appellerede til noget hos mig, jeg ikke nåede at reflektere over. Jeg tilbød at tale med hende en dag, hvis hun havde behov for det.
Nu er hun her så. Jeg har en artikel om unges ændrede forbrugsvaner, der irriterende nok skal omredigeres, og et interview med en ung mand, der har meldt sig som soldat, det skal jeg korte ned, men for én gangs skyld må deadline være deadline.
Rebecca konstaterer:
"Du ser bekymret ud."
"Gør jeg? ... Hør, vil du ikke have en kop te?"
"Te er lige, hvad jeg godt kunne tænke mig."
Da jeg kommer ind med kanden, sidder hun ganske stille, afventende.
"Vil du have noget til?"
"Nej tak. Jo, har du honning?"
Jeg henter honningen og ser hende længe røre rundt i glaskruset, hvor den ravgule klump opløses.
Så spørger hun:
"Hvad laver du egentlig?"
Kunne hun læse mine tanker før?
"Jeg er journalist."
"Spændende!"
"Jeg er såmænd bare tilskuer af profession. Det er et besynderligt opreklameret job. Der er ikke den kriminalroman for tiden, der ikke har en kvindelig hovedperson, som er knyttet til medieverdenen."
"Det er måske, fordi man fra et marginaliseret sted alligevel kan afdække noget vigtigt?"
"Man skal ikke blive for involveret."
"Hvad mener du? Skal man ikke engagere sig?"
"Jo, men man skal f.eks. ikke behandle andre som jaget vildt. Der er for mange sadister i min branche, som kun glæder sig over, at offeret lider og fryder sig over at udtænke næste trin. Man skal behandle sagen, men være opmærksom på offerets smerte ? Det er trods alt mennesker, vi har med at gøre."
"Ja, naturligvis ..."
Rebecca ser forbavset ud over at høre min svada. Hvorfor siger jeg også det her? Hun spørger til min verden, og straks kaster jeg mig ud i en sønderlemmende kritik af den.
"Hvad har du senest skrevet?"
"En artikel, der handler om, at unge piger i stigende grad bruger vold. De går simpelthen fysisk til angreb på hinanden."
"Jeg har netop hørt om en pige, der fik afløb for sine aggressioner ved at gå til liggende riffelskydning."
Rebecca imiterer et skud med riflen og fortsætter:
"Jeg ved ikke, om det hjalp på hendes selvhad. De virker sikre og tjekkede, de piger, og så går de rundt med nedbidte negle og kæmper om at få opmærksomhed. Åh, byen ser mig ikke! ... Og før den artikel?"
"Før den? Da havde jeg et interview med en forfatter til bøgerne, Sagde jeg det ikke nok og Maskulinum er ikke, hvad det har været, en bindegal kvinde på min alder, der mente at have retten på sin side, i hvad hun end sagde og gjorde. En anstrengelse for alle og en parodi på min generation."
Rebecca klukker.
"Og ellers?"
Jeg trækker let på skuldrene. Hvorfor taler vi nu om det her? Det er jo Andreas, hun vil møde.
"Lige nu er jeg i gang med et interview med en ung mand, der er så træt af at sidde ved kassen i et supermarked, at han har meldt sig som soldat for at blive sendt ud i en krigszone. Han vil hellere ofre sit liv end at kede sig."
Rebecca virrer med hovedet, så det mørke brus af krøller kommer i bevægelse. Hun har en høj pande. En pande, der nu og da får en lille rynke, når hun undres eller bekymrer sig.
Da hun ringede på porttelefonen, var jeg ved at kaste et blik i den post, jeg de sidste dage havde skubbet til side, fordi en normal arbejdsdag efterhånden er så unormal, at der ikke er tid til én selv. Men der var intet interessant. Ingen, der ville mig noget ud over at have mig til at betale, hvad jeg skylder eller lokke mig med nye tilbud. Jeg var stoppet op midt i arbejdet, da en eller anden råbte så højt nede på gaden, at jeg måtte hen til vinduet og se, hvad der skete. En ældre kvinde gik foroverbøjet, som kæmpede hun sig vej i strid blæst. Hun råbte til højre og venstre og skældte ud hele tiden. Tilsyneladende ikke på nogen bestemt. På tilværelsen måske? Folk forsøgte ikke at tage notits af hende, når hun passerede. Bagefter vendte en enkelt sig og fulgte hende med øjnene, som jeg heroppefra bag glasset. Jeg orkede ikke at vende tilbage til artiklerne med det samme, men satte computeren på standby og gav mig i stedet til at kigge i brevbunken.
Jeg husker Rebecca i det øjeblik, hun fortalte om mødet med Andreas i flyet på vej til Barcelona, hvor hun skulle besøge sin kæreste, der var på turné. Husker, jeg tænkte, Rebecca er så ung, hun kan umuligt vide, hvilken udstråling hun har. Fin af bygning er hun. Graciøs. Men nu skriver jeg det her: Rebecca lyser. Rebecca fylder et rum som de færreste. Derfor forstod jeg også, Andreas havde reageret voldsomt ved synet af hende. Og ja, Rebecca, hun ligner Sonja, som hun så ud, dengang Andreas traf hende.
Hvad styrer et menneske og får det til at handle, som det gør? Hvorfor er Rebecca så opsat på at gense Andreas? Og hvorfor lader jeg hende gribe ind i mit liv ved at sige, hun er velkommen hos mig? En kvinde, jeg slet ikke kender.
"Den unge kvinde, der sad mellem mig og manden i flyet, tog hans hånd og holdt den roligt i sin," fortsætter Rebecca. "Kvinden kunne have været hans datter, hun var omtrent på min alder. Hun holdt ikke hånden, som om han var hendes kæreste, heller ikke moderligt, men med en varsomhed, jeg undrede mig over. Jeg har vist ikke holdt en mands hånd på den måde ? Hvad var deres relation? Det sad jeg og spekulerede over i stedet for at læse, om hvordan en hel by slår et pestudbrud hen, som om det intet var ud over enkelte tilfældige dødsfald."
Et smil breder sig på Rebeccas læber. Så siger hun: "Jeg forstod ikke, hvordan jeg havde båret mig ad med ikke at bemærke kvinden, da jeg satte mig eller spændte sikkerhedsbæltet. Kvinden var vel midt i tyverne. Der var noget katteagtigt over hende. Hun var slank, næsten lige så høj som manden, der nu gned tårer bort med ærmet. Hun var klædt i designertøj. Hendes hud var velplejet, og hun havde en skønhedsplet på venstre kind. Det lyse hår var klippet, så det faldt elegant, når hun bevægede hovedet mod mig eller ham ved vinduet. Jeg har svært ved at interessere mig for én, der bruger al sin energi på at ligne en dukke, men hende kunne jeg ikke få øjnene fra. To dybe smilehuller fik hun ved det mindste lille smil, og hun havde en måde at løfte det ene bryn på, så hun fik et charmerende udtryk, når hun lyttede."
Det måtte være Irene, Rebecca beskrev for mig. Skønhedspletten, smilehullerne, hele hendes fremtræden får mig til at tænke på Irene, min kollegas datter, som jeg ofte så, de år hun boede hjemme. Flere gange siden er vi stødt på hinanden. Hun har kastet sig hovedkulds ud i store projekter i sin unge alder. Hendes problem er, at mange reagerer med irritation på hendes udseende præcis som Rebecca, men Irene fortæller spændende nyt som en anden opdagelsesrejsende, når man møder hende, og hun er dén, der spørger til, hvad man laver, og hvordan man har det, hvad de færreste på hendes alder har overskud til.
Rebecca kigger intenst på mig. Måske fordi det er første gang, vi taler sammen, følger hun konstant mine reaktioner.
"Jeg tror, jeg sad og måbede i flyet, da det gik op for mig, hvilken skønhed jeg var placeret ved siden af. Kvinden kunne ikke undgå at slå en latter op ved synet af mig ... Eftersom jeg stadig ikke mælede et ord, forklarede hun af sig selv, hun ikke var kæreste med manden, men en veninde, der fulgte ham. De skulle have en uges ferie, for hendes ven trængte til at få ro. Hun brød sig ikke om, at han skulle rejse alene. Han kunne blive så trist indimellem, og hun havde ikke været i Barcelona før, så nu var de på vej derned begge to ? Hun lød en del ældre end mig, når hun talte, selvom hun på ingen måde så ældre ud, det kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til."
Rebecca standser op og lægger en finger mod læberne. Så synker hendes hånd ned i skødet igen.
"Orker du at høre det her?"
Jeg nikker. Jeg ser, hvad det betyder for hende at få lov at indvie mig i episoden, men jeg forstår hendes usikkerhed. Det er også specielt, hun tog imod invitationen til at komme, efter at vi løb på hinanden forleden.
"Det er sent, du må undskylde, jeg dukkede op på sådan et skørt tidspunkt."
"Det er i orden. Fortæl bare ..."
"Jeg vovede at fange et glimt af manden. Jeg var nysgerrig, for jeg havde som sagt ingen anelse om, jeg kunne fremkalde så stærke følelser hos en vildfremmed ? Han sad og skyggede for en del af vinduet. Den unge kvinde trak hånden til sig og trykkede sig tilbage i sædet, som om hun bevidst ville give os plads. Selvom hun forsøgte at forsvinde, havde hun en blændende udstråling.
Manden så på mig. Han var mørkhåret med begyndende grå tindinger, havde mørke bryn, gråblå øjne, der fulgte mine bevægelser, et skarptskåret ansigt med en markeret hage ... Undskyld, du kender ham jo!"
Hun tager sig til hovedet og fortsætter:
"Jeg er vist ellers temmelig sky, men jeg så også over på ham ? Vi sagde ingenting. Så sendte han mig et smil, der fik mig til at slå blikket ned. I det samme stod stewardessen bag mig. Manden bad om rødvin, kvinden mellem os ønskede ikke noget. Mandens stemme var dyb. Han kommenterede strejken, der var afblæst dagen før. Han spurgte til stewardessen, og om hvor lang tid man i dag måtte blive i jobbet. Stewardessen var snart tres, det var hendes sidste arbejdsmåned. Hun havde holdt ud længere end de fleste, indrømmede hun, da hun rakte ham glas og flaske. Mange stoppede omkring de halvtreds, fordi det var så belastende med de skiftende arbejdstider.
Nu sad der pludselig en meget bestemt og samtidig munter herre ovre på vinduespladsen. Det forvirrede mig ... Eller også gjorde det mig endnu mere nysgerrig?
Jeg så manden skænke op, men besluttede ikke at drikke, før jeg skulle møde min kæreste. Dino hedder han ... Mandens stemme var rolig og behersket. Jeg lagde bogen til side. Jeg kunne umuligt koncentrere mig om at læse om eksil og fangenskab."
Hun standser brat og siger:
"Du smiler?"
"Ja, det gør jeg vist."
Det giver mig en sugende fornemmelse at få Andreas beskrevet af Rebecca, selvom jeg ved, hun gerne vil besøge ham. Hendes møde med ham i flyet kommer bag på mig.
Hun fortsætter:
"Hans stemme rørte ved noget i mit bryst. Det var mærkeligt. Feberagtigt."
Hun sidder med en uudholdelig spænding i sig, det kan hun ikke skjule. Hun iagttager mig stjålent, før hun vender tilbage til sin beretning.
"Sådan mindes jeg ikke, jeg har fornemmet en mands stemme før. Han begyndte at tale til mig, men jeg følte en akut svimmelhed, selvom jeg ikke drak et eneste glas. Jeg husker, at jeg først ikke svarede og tænkte, han måtte opfatte mig som tungnem.
Støjen i kabinen hørte jeg. Svag hosten. Andre, der fjernt summende talte med hinanden. Ord, der viskedes ud, idet de blev udtalt. Men med samme, behagelige stemme fortsatte manden. Hans stemme hørte jeg ...
Jeg holdt bogen i mit skød. Han spurgte ovre fra sin plads, hvad jeg læste.
"Camus," svarede jeg for at slippe for at skulle slynge titlen ud i hovedet på ham.
"Hvad af Camus?" ville han naturligvis vide.
Den afbalancerede kvinde mellem os klemte sig endnu længere tilbage mod stoleryggen, for at manden kunne tale med mig.
"Pesten," råbte jeg tilbage ... Jeg følte en akut smerte jage gennem hovedet. Manden havde drejet sig mere til siden, så han lettere kunne høre mig. Han holdt også af Camus, viste det sig. Den fremmede syntes han vældig godt om, men det var især Sisyfosmyten, der havde betydet noget for ham. I det samme gled bogen i mit skød ned på gulvet ind under sædet foran, men jeg fik akkurat skubbet den tilbage med foden og samlet den op.
Kattekvinden foreslog, vi byttede plads, så manden og jeg bedre kunne komme til at tale sammen. Jeg afslog. Hvad skulle jeg dog snakke med ham om? Jeg mærkede noget ske, uden at jeg anede, hvad jeg skulle stille op. Det virkede, som om manden havde stor lyst til at tale med mig. Som om han ikke var optaget af andet, selvom han var på vej til Barcelona med sin veninde."
I et moment synker Rebecca ind i sig selv. Det forekommer mig at være et sært sammenfald af tilfældigheder, at hun befinder sig i min lejlighed. Hun sætter ikke grænser, som de fleste gør, slår det mig. Hun har taget imod opfordringen til at kigge ind her, på samme måde som hun også gerne vil møde Andreas. Hvad får hende til uden videre at vandre ind i andre menneskers liv? Hvad er det, hun søger?
Så retter hun sig og fortsætter:
"Manden tog fat igen. Han lænede sig skråt frem og begyndte at fortælle om kvinden mellem os, mens hun lyttede fornøjet.
Hun havde været fotomodel. Jeg stirrede målløs på kvinden som før, forundret over at jeg dog ikke selv havde fået den tanke. Hun smilede til mig og fortalte, at hendes ven var fotograf.
Derefter forsøgte hun, så vidt det nu er muligt for en betagende model, at gøre sig usynlig igen, og manden fortsatte. Han havde fotograferet kvinden enkelte gange. Han var egentlig ikke modefotograf. De glamourøse modemagasiner sagde ham ikke meget, men han var blevet hyret en dag, da en anden fotograf ikke dukkede op. En gang imellem trådte han til for at hjælpe en kollega. Hans og kvindens venskab begyndte allerede efter første fotografering, der foregik en septemberdag på en mole i bidende blæst.
Han og stylisten havde klaret det, men hun var blevet forkølet af at posere ude på molespidsen i for lidt tøj. Han havde følt, skylden var hans, fordi han havde været hårdt presset af arbejde og overhørt hendes beklagelser. Til gengæld havde han ringet til hende dagen efter. Han havde bragt hende medicin og en god cognac og undskyldt, hvis han havde herset med hende, han kunne ikke altid aflæse skiftende modellers reaktioner, men det var ham magtpåliggende at råde bod på sin hårdhjertede behandling af hende.
Den usynlige brød ind under høj latter. Hun fortalte, hun som model kun måtte forbruge omkring tusind kalorier om dagen, hun havde derfor ikke rørt cognacflasken, men de følgende dage havde han gjort sit til, at hun blev frisk igen. Det havde hun ikke kunnet stå for.
Lige siden havde de holdt sammen, fortalte han. Der kunne gå kort eller lang tid imellem de sås, men de havde det rart hver gang. Ikke mindst blev hun efterhånden dén af hans veninder, han kunne klage sin nød til. Og det på trods af aldersforskellen."
Det giver et stik i mig, men jeg lader mig ikke mærke med det.
"Det var en knaldhård branche, hans veninde var ansat i, derfor var hun så eminent til at leve sig ind i hans problemer. Hvis noget var tungt, gik han til hende. Tungt, hvad mon det dækkede over?"
Rebecca ser spørgende på mig. Jeg vælger at forholde mig tavs og også vente med at nævne, at jeg kender Irene.
Hun går videre:
"Jeg kan huske, jeg studsede over ordet ... Veninden overvejede at trække sig ud af branchen. Især havde en purung kollegas død under et show taget hårdt på hende. Kvinden havde i nogle år været involveret i forskellige vaccinationsprogrammer, da hun arbejdede for et medicinalfirma. Ventetiden mellem optagelserne tilbragte hun på hotelværelser. Her var hun gået på nettet og begyndt at undersøge, hvilke produkter firmaet var kendt for. Hun havde læst om infektionssygdomme, smittefare og forebyggende foranstaltninger. Det havde været foruroligende at få indblik i, og gradvist var hun blevet medansvarlig for forskellige hygiejneprogrammer og vaccinationsforsøg i nogle afrikanske landsbyer.
Jeg kunne lide at høre om, hvilken drejning kvindens liv var ved at tage, Sophia. Umiddelbart var jeg imponeret af hende, for mange går til grunde som model. Jeg har kendt en, der kun klarede jobbet på piller og en anden, der blev vippet ud fra den ene dag til den næste, hendes liv gik totalt i spåner af den behandling. Det var spændende, hvad kvinden ved siden af mig i flyet fortalte, men hvorfor skulle jeg indvies i alt det?"
Rebecca giver sig tid, men jeg skynder ikke på hende, lægger bare armene over kors og lytter fortsat.
"Pludselig fandt jeg det temmelig ejendommeligt, at jeg oppe i 10.000 meters højde lod mig fange ind af disse to menneskers skæbne. Jeg undskyldte og gik ned til toilettet i den bagerste ende af i flyet. Jeg syntes, jeg havde brug for at samle tankerne, før jeg skulle mødes med Dino, så jeg blev stående i gangen dernede i lang tid.
Da jeg var på vej tilbage til min plads, blev landingen annonceret. Jeg spændte sikkerhedsbæltet og tog bogen frem igen for at prøve at ryste de to af mig.
Men kvinden sad allerede klar med et visitkort i hånden. Hun sagde, Andreas havde bedt hende om at overrække mig det. Andreas! ... Manden havde et navn. Sådan omtrent følte jeg det."
Rebecca udstøder et nervøst fnys.
"Jeg tog imod kortet. Det havde været for underligt at afslå, når de nu havde gjort mig til deres fortrolige. Endelig var det mig, der først havde forhørt mig, om der var noget i vejen med manden ... Det var rent intuitivt, jeg havde spurgt til ham. Det var vist min krybdyrhjerne, der reagerede.
Jeg vendte kortet og læste: Fotograf Andreas Falkenland. Så stak jeg det i håndtasken uden at kommentere det."
En tågebølge skyller ind over mig, da jeg igen hører Rebecca udtale hans fulde navn ... Andreas, min ven ... En uro, der nærmer sig kvalmende ubehag, overrumpler mig. Min storhjerne begynder at reflektere over hvorfor?
Hun trækker på skuldrene og siger med lav stemme:
"Hans adresse var i Gothersgade. Her i denne ejendom."
"Andreas bor to etager over mig."
"Ja ..."
"Da jeg så dig stå og tøve, tænkte jeg, du måske kunne samle mod, hvis vi talte sammen?"
Jeg anede ikke, Andreas havde været i Barcelona. Det er længe siden, jeg er stødt på ham. Og også Irene for den sags skyld. Det kommer bag på mig, Irene havde fulgt ham som en nær veninde, selvom jeg ved, at de kender hinanden.
Rebeccas blik holder mit fast.
"Nu er det, jeg gerne vil træffe ham Andreas Falkenland, men da jeg forsøgte at ringe på porttelefonen, havde jeg ganske rigtigt mine betænkeligheder, som du så ... At jeg sidder her hos dig, som jeg slet ikke kender, begriber jeg næsten mindre end min tilskyndelse til at møde ham.
Da jeg fik visitkortet i flyet, sagde kvinden, han kunne tænke sig at fotografere mig. Og han er ikke en hvilken som helst fotograf, tilføjede hun ...
Men du må kende ham ret godt, eftersom I bor i samme opgang?"
"Ja, jeg kender Andreas."
Rebecca sender mig et stort smil, som jeg umuligt kan lade være med at gengælde. Et skær stråler varmt fra hende.
Fra s. 7-21 i Stjerne uden land af Pia Tafdrup.
Anmeldelser
På smukkeste vis forener Pia Tafdrup lethed og tyngde i sin nye roman, "Stjerne uden land", der handler om identitet og lidenskab (...) Med denne sin anden roman (...) erobrer forfatteren nyt land, nemlig prosaen og nærmere bestemt romanen. Lad det være sagt med det samme. Det er en formidabel god roman. Pia Tafdrup skriver et vidunderligt dansk, små enkle sætninger, der hver gang virker rigtige, lægger sig efter hinanden og pludselig løfter sig op i den høje stil, som så få behersker."
- Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
"'Stjerne uden land' er en lystvandring i et spejlkabinet.
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 328 sider
ISBN: 9788702072303
Gyldendal 2008
Omslag: Ida Balslev-Olesen
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
