Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Et gribende generationsportræt." - Kristeligt Dagblad
"En stærk og befriende fortælling." - Ekstra Bladet
"Salig den, der skriver så fremragende." - Politiken
Sorte huller er den selvstændige fortsættelse af Blå bror fra 2006.
Romanen har i hovedtræk samme persongalleri - Mark, Regina og den unavngivne fortæller. Men vi bevæger os ind i en helt anden stemning. Hvor Blå Bror stadig var præget af ungdommens uskyld og leg med livet, begynder beslutninger og livsvalg at få konsekvenser i Sorte Huller. For nogle endda meget dramatiske og livsfarlige konsekvenser.
Ib Michael siger:
"I Sorte Huller har jeg skrevet om sex and drugs and rock'n'roll. Om den tids fotomodeller, modeverden og rockidoler. Om stoffer, trips og stoffernes bagside - og om kaos.
For hvad sker der, når man kaster sig ud i stoffer? Det er meget farligt land. Ikke fordi jeg vil være moralens vogter, for jeg har selv prøvet det. Derfor kan jeg også skrive om stoffer, som jeg gør i Sorte Huller, for den psykedeliske kultur skal opleves indefra, hvis man skal fortælle om den på troværdig vis".
Læs mere om Sorte Huller .
SKIFTEHOLDSARBEJDER
Jeg vågner til en dørsmæk som får forrige års kalenderblade til at glide ned fra sømmet og blotte fugtpletten, de har dækket over. Det er Regina der kommer hjem.
Hun stormer hen og giver mig en omfavnelse, purrer op i sovehåret og giver mig et kys på munden. Hun smager af regn og læbestift, jeg slikker mig om munden. Hun har åbenbart taget mig til nåde igen, hun er i hvert fald lige så jublende glad som hun var nedtrykt da vi skiltes. Med Regina er det aldrig gråvejr, enten skinner vi fra den skyfri, eller også er vi helt nede og slikket støvet.
Der er gået næsten et år siden jeg befriede prinsessen fra tårnværelset, og siden har vi boet i hendes ungpigehybel i Viktoriagde, hvor jeg akkurat har kunnet klemme mig ind mellem ginen og det gammeldags monstrum af en pedaldrevet symaskine. Det er blevet hverdag i vores samliv. Vi sover på en seng, vi har bygget af ølkasser, og vinduerne er stadig tapet til med tætningslister efter vinterens slagbyger mod ruderne. I forvejen er gulvarealet ikke særlig stort, og som regel er det dækket enten af stofruller eller silkepapir med snitmønstrene til hendes kreationer.
Vejen til Regina skal trækkes mellem punkter som nogen har glemt af nummerere. Det er en dans på tåspidser mellem nipsenåle og glasdyr. Jeg husker hvor imponeret jeg var af hendes skåle med de gennemsigtige riskorn; nu har jeg set dem i en kineserforretning på Strøget til en billig penge.
Det er ved at dæmre for mig at alle lykkelige slutninger er midlertige. Man rejser sig forgyldt af filmens sidste omfavnelse, indsmurt i solskin og violiner, baner sig vej mellem klapsæder mens rulleteksterne kører af, og aldrig så snart er man ude i det fri, før man har dyppet poterne i normaldansk vejr med sjap og søle og salt på fortovet.
Jeg føler mig som en fumlegænger i forholdet, prisen for prinsessen og det halve kongerige er en konstant usikkerhed. Kan jeg overhovedet leve op til skønheden uden at ende som et udyr? Jeg kævler med min jalousi, alle hendes bekendte er ældre end jeg, rigmandssønner med egen bil, jura- eller ingeniørstuderende. Designere og modefotografer eller venner hun går til tennis med.
Siden jeg så ketsjerne rage op fra bagsædet af Monsieur Jørgens sportsvogn, har jeg hadet tennis. Jeg er ræd for at miste hende og kan stadig ikke fatte at min aldrig færdigklippede smalfilm fra ungdomsklubben trods alt har fået en slutning i cinemascope og technicolor.
Regina gør tusind ting på én gang, og jeg kan ikke følge med. Jeg går med en flydende fornemmelse i maven af at jeg slet ikke kender hende, når det kommer til stykket. Jeg savner Mark, der som den eneste har nøglen til Regnia, men han er på studieophold i Rom, hvor han får enetimer hos en berømt klavervirtuos.
I bare overstadighed griber hun en pude og kaster den i hovedet på mig.
"Vi flytter!" annoncerer hun begejstret.
"Til hvad?" mumler jeg hen over en gaben.
"Til en villa i Hellerup".
"Det har vi sgu da ikke råd til."
"Altså - det er bare et anneks, det koster ikke mere i husleje end hvad vi betaler her. Jeg så en annonce i avisen og ringede ud til damen på Edlevej. Hun ville gerne møde mig. Jeg tog derud med det samme. Vi flytter den første maj."
Regina er supereffektiv når hun først går i aktion. Desuden er hun født med evnen til at sno hvem som helst om sin lillefinger.
"Gosh," siger jeg, "så bliver der endnu længere til arbejde."
"Du lader bare cyklen stå. Så kan du tage S-toget ind til Hovedbanen."
Og bruge mindst en time ekstra på det hver dag, mumler det inde i mit hoved. Højt siger jeg:
"Jeg forstår bare ikke ... et helt anneks .... hvordan kan det være så billigt?"
"Du skal lave noget havearbejde for hende, bare et par gange om ugen."
Jeg sukker.
"Mere arbejde. Mit liv har udviklet sig til en trædemølle."
"Noget af havearbejdet kan byttes til rengøring, det sagde hun. Jeg kan godt lide at gøre rent."
Jeg kan ikke lige se det for mig; men Regina vil flytte, og det har hun længe villet. Faktisk har hun ikke talt om andet siden vi flyttede sammen.
Fra side 11-13.

"Et gribende generationsportræt."
- Kristeligt Dagblad
"En stærk og befriende fortælling."
- Ekstra Bladet
"Salig den, der skriver så fremragende."
- Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Ib Michael |
| Anmeldelser |