Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 249,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"For dyrkere af Villy Sørensen er bogen uomgængelig, for Wagner-entusiaster endnu en inspiration."- Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten
"Villy Sørensen var langt inde i Wagners musikfilosofiske og politisk revolutionære univers. Udgivelsen af hans Wagner-tekster er guf for Wagner-dyrkere og Sørensen-elskere."- Thomas Michelsen, Politiken
Komponisten Richard Wagner efterlod sig ikke kun en række store og lange operaer, men også mange - og vidtfavnende - teoretiske skrifter.
Ifølge Villy Sørensen kan Wagners operaer ikke tænkes - og vel heller ikke forstås - uden de ideer, hans musik var forbundet med. Kernen i Wagners filosofi, siger Villy Sørensen, er, at kunstneren i det skabende øjeblik ikke har noget valg, men vilkårligt, umiddelbart gør ´det rigtige´.
Med sin almindelige fornuft og sit ualmindelige intellekt fortolker Villy Sørensen i denne samling artikler om Wagners digtning og tænkning. Fortrolig med både den nordiske og græske mytologi følger han Wagners på én gang radikale og videnskabelige udlægning. For Wagner var revolutionær, og det er denne politisk vakte kunstner, som Villy Sørensen har blik for. Forandringen af samfundet var både en kunstnerisk og politisk nødvendighed, og den fornyelse af operaen, som Wagner gennemførte, var drevet af ønsket om at revolutionere samfundet.
Richard Wagner som revolutionær kunstfilosof
Thomas Mann har et sted skrevet at mødet med Schopenhauers filosofi blev den store begivenhed i Richard Wagners liv. Det er en overdrivelse. Ser man bort fra de mere personlige møder - med Ludwig II af Bayern, der reddede ham fra økonomisk ruin, og med Cosima v. Bülow, der blev hans (anden) hustru og stabiliserede hans tilværelse - var revolutionen i 1848 den store begivenhed i Wagners liv.
I det almindelige omdømme gælder Wagner ikke for socialrevolutionær. Det skyldes bl.a., at han ikke havde de samme meninger ved sin død, i 1883, som i revolutionstiden. I det sidste halve århundrede er Wagner ofte blevet forbundet med nogle kendte reaktionære tendenser, der søgte ideologisk forstærkning i den nordiske mytologi og helteverden, som også Wagner øste af, rigtignok i en ganske anden ånd.Wagner har unægtelig også fremført meninger, der kan tages til indtægt for reaktionen, men hans teoretiske hovedværker har den stik modsatte tendens, og det er dem hans hovedværk, Nibelungens Ring, hører sammen med i idéindhold og i tid. Wagner skrev Siegfrieds død, der - som Ragnarok (Götterdämmerung) - skulle blive den sidste af Ringens fire dele, i 1848, fuldendte Ring-digtningen i 1852 og komponerede første del, Rhinguldet, i 1853-54, efter en kompositionspause på over fem år, den længste i hans liv. I denne "pause" skrev han en række kunstteoretiske skrifter, det første, Kunsten og revolutionen, i 1849.
Nogle har fundet det mistænkeligt, at Wagner ikke havde nok i at udtrykke sig i sit (kunstneriske) værk, men også måtte ytre sig om det; næppe nogen anden komponist har skrevet så meget om sit værk som Wagner, der for resten også skrev om næsten alt muligt andet. - "Wagner havde brug for litteratur for at overtale verden til at tage hans musik alvorligt," mente Nietzsche.Man må nu snarere sige at hans musik ikke har kunnet overtale verden til at tage hans kunstteorier alvorligt. Nietzsche mente også at ingen musiker, som Wagner, ville bedyre at hans musik ikke kun var musik - hvortil man dog må sige at Wagner netop ikke "kun" var musiker.At han både var musikalsk, digterisk og filosofisk begavet vil ikke nødvendigvis sige - som Nietzsche sagde - at han ikke var noget helt. Wagner var mere sammensat end de andre store komponister, og når han udfordrer kraftigere til stillingtagen for og imod, skyldes det næppe "kun" hans musik, men de ideer, den var forbundet med. Den kan ikke tænkes - og vel heller ikke forstås - uden dem.
(Fra side 17-18)
"For dyrkere af Villy Sørensen er bogen uomgængelig, for Wagner-entusiaster endnu en inspiration."
- Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten
"Villy Sørensen var langt inde i Wagners musikfilosofiske og politisk revolutionære univers. Udgivelsen af hans Wagner-tekster er guf for Wagner-dyrkere og Sørensen-elskere."
- Thomas Michelsen, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |