Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Det tætteste man kan komme på en Kafka-tekst, der ikke virker oversat" - Lars Bonnevie, Weekendavisen
"Villy Sørensens oversættelse er kølig, præcis og samtidig rummer den en eventyragtig skønhed og en tør humor." - Henning Goldbæk, Information
"Et af verdenslitteraturens storværker." - Flemming Andersen, Aktuelt
"En afgrund af galgenhumor og skarpsind." - Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
Landmåleren K ankommer en sen aften til en landsby, hidkaldt for at arbejde på slottet. Men han opnår aldrig at få kontakt med de myndigheder på slottet, der angiveligt har tilkaldt ham. Slottet er den ene af de tre udfuldente romaner, Kafka nåede at skrive. Han arbejdede på den fra 1912 og frem til sin død i 1924. Den står som et af det 20. århundredes hovedværker. Romanen foreligger her i en nyoversættelse ved Villy Sørensen (fra 2001).
Ankomst
Det var sen aften da K. ankom. Landsbyen lå i dyb sne. Slotsbjerget var slet ikke til at se, tåge og mørke omgav det, end ikke det svageste lysskær antydede det store slot. Længe stod K. på træbroen der fra landevejen fører ned til landsbyen, og så op i den tilsyneladende tomhed.
Så gik han hen for at søge nattelogi; i værtshuset var man endnu vågen, værten havde ganske vist ikke noget ledigt værelse, men ville, yderst overrasket og forvirret over den sene gæst, lade K. sove på en halmsæk i krostuen, K. var indforstået. Nogle bønder sad stadig over deres øl, men han ville ikke indlade sig med nogen, hentede selv halmsækken ned fra loftet og lagde sig hen i nærheden af ovnen. Varmt var det, bønderne var stille, han skævede lige lidt til dem med sine trætte øjne, så faldt han i søvn.
Men lidt efter blev han allerede vækket. En ung mand, købstadklædt, med skuespilleransigt, smalle øjne, kraftige øjenbryn, stod ved siden af ham sammen med værten. Bønderne var der også endnu, nogle havde drejet deres stole rundt for bedre at se og høre. Den unge mand bad meget høfligt om undskyldning for at have vækket K., præsenterede sig som søn af slotsforvalteren og sagde så: "Denne by er slottets besiddelse, den der bor eller overnatter her, bor eller overnatter så at sige på slottet. Det kan ingen gøre uden grevelig tilladelse. Og De har ikke en sådan tilladelse eller har i det mindste ikke forevist den."
K. havde rettet sig halvvejs op, havde strøget håret tilbage, stirrede op på mændene og sagde: "Hvad er det for en by jeg er havnet i? Er der da et slot her?"
"Unægtelig," sagde den unge mand langsomt, mens en og anden rystede på hovedet ad K., "hr. grev West-Wests slot."
"Og man skal have tilladelse til at overnatte?" spurgte K., som ville han overbevise sig om at han ikke bare havde drømt det han lige havde fået at vide.
"En tilladelse må man have," lød svaret, og der lå en grov spot over K. i at den unge mand med udstrakt arm spurgte værten og gæsterne: "Eller skal man måske ikke have en tilladelse?"
"Så må jeg altså skaffe mig en tilladelse," sagde K. gabende og slog tæppet til side, som ville han stå op.
"Jamen af hvem?" spurgte den unge mand.
"Af hr. greven," sagde K., "der er ikke andet at gøre."
"Nu ved midnatstid skaffe sig tilladelse af hr. greven!" udbrød den unge mand og trådte et skridt tilbage.
"Er det ikke muligt?" spurgte K. uanfægtet. "Hvorfor vækkede De mig så?"
Den unge mand var nu helt ude af sig selv. "Landstrygermanerer!" råbte han, "jeg forlanger respekt for den grevelige myndighed! Jeg vækkede Dem for at lade Dem vide at De straks må forlade det grevelige område."
"Nu må det snart være nok," sagde K. påfaldende stille, lagde sig ned og trak tæppet over sig. "De går lidt for vidt, unge mand, og i morgen skal jeg komme tilbage til Deres opførsel. Værten og de herrer dér er vidner, såfremt jeg overhovedet får brug for vidner. Men ellers må De være klar over at jeg er landmåleren som greven har tilkaldt. Mine medhjælpere med apparaterne kommer i vogn i morgen. Jeg ville ikke gå glip af turen gennem sneen, men desværre for jeg vild et par gange, og derfor kom jeg så sent. At det nu var for sent at melde mig på slottet kunne jeg sige mig selv, før De belærte mig om det. Derfor har jeg også ladet mig nøje med dette her natteleje, som De var så - mildest talt - uhøflig at forstyrre. Hermed har jeg forklaret mig tilstrækkeligt. God nat, mine herre." Og K. vente sig om mod ovnen.
Fra side 5-6.
"Villy Sørensens oversættelse er kølig, præcis og samtidig rummer den en eventyragtig skønhed og en tør humor."
- Henning Goldbæk, Information
"Personerne dementerer hele tiden sig selv, og deres teatralske følelsesudbrud og deres endeløse historier kan opfattes - foruden de mange andre planer de fungerer på - som afsindigt morsomme parodier på den romantiske litteratur (...) Villy Sørensens oversættelse af Slottet (...) er nok det tætteste man kan komme på en Kafka-tekst, der ikke virker oversat. Det er utroligt, hvad han har fået med af nuancer, stil-lejer og rytme, der er tale om kongenialitet."
- Lars Bonnevie, Weekendavisen
"Et af verdenslitteraturens storværker."
- Flemming Andersen, Aktuelt
"En afgrund af galgenhumor og skarpsind."
- Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
"Man kan læse Kafka uden teologiske grublerier, fordi han ligesom Dante skrev sine værker, så de kan læses på flere planer: det spændende, det psykoanalytiske, det politiske eller religiøse."
- Tom Kristensen
""Vor beundring for Kafka var umiddelbar og radikal, uden at vi lige straks gjorde os klart, hvorfor hans værk angik os så personligt. Faulkner og de andre fortalte os historier; Kafka talte til os om os selv. Han viste os vore egne problemer i en verden uden Gud, og hvor vores frelse ikke desto mindre stod på spil."
- Simone de Beauvoir om de franske intellektuelles modtagelse af Slottet i bogen La Force de l'Age
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |