Din indkøbskurv
PrintSkyggernes hus
|
PRIS kr. 199,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"Bjarne Reuter er altid god for et gys. Således også i Skyggernes Hus, hvor den kollektive skyld tages under temmelig suveræn behandling (...) Reuter ruller handlingen i Skyggernes Hus ud med den psykologiske gysers effektivitet (...) Voksne kan med fordel læse med, skønt det er en ungdomsroman." - Henrik Wivel, Weekendavisen
Ungdomsgyser fra Bjarne Reuters altid ferme hånd.
»Denne historie bygger på en begivenhed som den dag i dag er et mysterium. I 1934 forlader et skib Zanzibars havn med kurs mod Danmark. Ombord er otte mænd og fem kvinder. To af dem har fået bygget et hus som de skal hjem til. Men skibet går ned med mand og mus og huset står tomt i halvfjerds år. Indtil dørene atter åbnes. For en lejerskole med otte mænd og fem kvinder«
En skoleklasse skal på lejerskole, og man har fået et billigt tilbud på et gammelt, vistnok nedlagt sommerpensionat til næsten ingen penge.
11 ungei alt + 2 lærere. Det bliver som bekendt 13. Og 13 er et uheldigt tal. Allerede mens klasselæreren er på inspektion i huset, mærker hun, at der er noget specielt med huset. Alle 13 ankommer til pensionatet; og så begynder der at ske uhyggelige ting og sager. Reuters gyser beskriver de begivenheder der fandt sted i huset, på baggrund af notater i en af elevernes efterladte dagbog. Gradvist går det op for klassen, at der er en skæbnesvanger sammenhæng mellem dem selv og passagererne på skibet Pemba, der forsvandt sporløst ud for øen Tristan de Cunha for længe siden, for også klassen ender med at forsvinde ud i det blå.
En drønspændende psykologisk gyser for større børn og unge - i et sprog, der bare klinger helt naturligt og selvfølgeligt, fastholdes læseren af historien, så de små nakkehår stritter. Historien bygger delvist på romanen 7 a, som Reuter skrev i 1992. Det er ikke en revideret udgave, men en selvstændig bog med en ny handlingsgang.
Uddrag
Hvad de lavede på kirkegården
ved jeg ikke
men det så ud som om
de tilhørte en eller anden form for kult.
N. Jacobsen, anlægsgartner
De stod i en halvcirkel omkring gravstedet, og som sædvanlig gik der et stykke tid, før de sidste besindede sig og tav stille. Langsomt, næsten modvilligt, tog de hinanden i hænderne, nogle bøjede hovederne, andre gav deres ubehag til kende ved at skrabe i gruset med fødderne.
Anders skævede til Betty, der plejede at starte på remsen, som de sagde i kor, først på latin, derefter på dansk, men i dag lod det vente på sig.
Vibe og Tineke stirrede tomt ud i luften, som var de i gang med at synkronisere deres tyggen på tyggegummi. Tvillingerne Johan og Filip var som altid svære at lodde, men gjorde som flertallet, bøjede hovederne og ventede på, at nogen skulle begynde.
Julius Blumendorph foreslog, at de bare sagde farvel og tak for i dag, men ingen tog notis af ham, bortset fra Franz som var den første, der brød kæden.
- Jeg har været her for sidste gang, sagde han, jeg gider ikke det pjat mere. Det er fuldkommen latterligt.
Thomas sukkede.
- Lad os få det overstået, mumlede han.
Anders, Betty, tvillingerne, Venessa og Thomas mumlede i et lavmælt usammenhængende kor:
- Caelum non animum mutant qui trans mare currunt.
Bagefter tog Betty en lille buket blomster op af skuldertasken og lagde den foran den sorte sten.
- Himmel, men ikke sind, skifter de, der sejler over havet, hviskede hun, og jeg kommer tilbage i oktober. Det er et løfte.
- Også jeg, sagde Vanessa, jeg vil komme her hele mit liv.
Franz stillede sig foran hende.
- Du kan gøre, hvad du vil, sagde han, det vigtige er, at du holder, hvad du lover. Har du gjort, som du fik besked på?
Vanessa så ned i jorden. Franz gik tæt på hende.
- Svar mig.
Betty tog Vanessa under armen og trak hende væk.
- Lad hende nu være.
- Har du brændt det, som du fik besked på?
Franz' stemme slog ud over kirkegården.
Gruppen ved gravstedet opløste sig.
Vibe og Tineke gik ned ad stien arm i arm, bag dem kom tvillingerne efterfulgt af Julius Blumendorph og Gustav.
- Jeg stoler ikke en skid på jer to, Franz pegede på Betty og Vanessa, I ved godt, hvad man siger, ikke? At en kæde ikke er stærkere end sit svageste led, og vi har to af slagsen.
Betty så op i luften og sukkede.
- Hvis Vanessa siger, hun har brændt det, så har hun brændt det.
Franz begyndte at bakke ned ad stien.
- Jeg har været her for sidste gang, råbte han, for allersidste gang. Og gid fanden havde dig, Betty, gid fanden havde dig, Maria Wagner.
Fra side 7-8
Anmeldelser
"Bjarne Reuter er altid god for et gys. Således også i Skyggernes Hus, hvor den kollektive skyld tages under temmelig suveræn behandling (...) Reuter ruller handlingen i Skyggernes Hus ud med den psykologiske gysers effektivitet (...) Voksne kan med fordel læse med, skønt det er en ungdomsroman."
- Henrik Wivel, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Indbundet , 208 sider
ISBN: 9788702055078
Gyldendal 2007
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
