g.dk

Samlet vurdering:

(2 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Robert Löhr

Skakautomaten

PRIS kr. 299,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Skakautomaten er baseret på den sande historie om en af syttenhundredetallets mest opsigtsvækkende opfindelser: en skakmaskine, der tilsyneladende kunne slå selv de dygtigste modstandere. I virkeligheden var maskinen et fupnummer, for inden i den var skjult et menneske, som styrede brikkernes bevægelser ? Skakautomaten bliver flittigt sammenlignet med Süskinds Parfumen.

Uddrag

Neuenburg 1783

På strækningen fra Wien til Paris gjorde Wolfgang von Kempelen ophold i Neuenburg sammen med sin familie, og den 11. marts 1783 præsenterede han sin legendariske skakautomat i gæstegiveriet på torvet: en androide i tyrkiske gevandter, som kunne spille skak. Schweizerne gav ikke Kempelen og hans tyrk nogen varm modtagelse. Automatbyggerne i fyrstedømmet Neuenburg havde trods alt ry for at være de bedste i verden. Og nu kom en kongelig hofråd anstigende fra den ungarske provins - en embedsmand, for hvem urmageriet ikke var et levebrød, men blot en fritidssyssel - men som det var lykkedes at lære sin automat at tænke. En intelligent maskine. Et apparat bestående af fjedre, hjul, kabler og valser, som havde slået næsten alle menneskelige modstandere i kongernes spil. Sammenlignet med Kempelens usædvanlige skakmaskine var automaterne fra Neuenburg ikke andet end overdimensionerede spilleure, triviel underholdning for hovedrige adelige.
     Al modvilje til trods var der fuldstændig udsolgt til præsentationen af skakautomaten. De, som ikke havde kunnet få en siddeplads, måte se på stående bag ved stolerækkerne. Folk fra Neuenburg ville se, hvordan dette teknikkens vidunder fungerede, og i al hemmelighed håbede de, at Kempelen var en bedrager, og at århundredets mest brillante opfindelse under deres kyndige blikke ville vise sig at være et simpelt taskenspillerkneb. Men Kempelen gjorde deres forhåbninger til skamme. Da han i begyndelsen af forestillingen blotlagde apparatets indre med et selvbevidst smil, kom kun et hjulværk til syne, og da dette hjulværk var blevet trukket op, og skaktyrken begyndte at spille, gjorde den det med en maskines umiskendelige bevægelser. Lokalpatrioterne måtte indrømme, at Kempelen var intet mindre end et mekanikkens geni.
     Tyrken besejrede sine første to modstandere, borgmesteren og formanden for Neuenburgs skaksalon, på beskæmmende kort tid. Kempelen efterlyste nu en frivillig til dagens tredje og sidste parti. Det varede lidt, inden der endelig var en, som meldte sig. Kempelen og hans publikum så sig om efter den frivillige, men først da han trådte frem fra passagen mellem tilskuerne, som gjorde plads for ham, kunne man også se ham - for manden var så lille, at han kun nåede de tilstedeværende til livet. Wolfgang von Kempelen trådte et skridt tilbage og støttede sig med en hånd til skakbordet. Synet af lilleputten forskrækkede ham tydeligvis, og han blegnede, som stod han over for et spøgelse.
     Også Gottfried Neumann - for sådan hed dværgen - var urmager, og han var rejst til Neuenburg fra nabobyen La Chaux-de-Fonds udelukkende for at se skakautomaten spille. Dværgen havde sort hår med en del sølvgrå små lokker, som var flettet til en prøjsisk fletning i nakken, og lige så kastanjebrune øjne som skaktyrken. Han så alvorlig ud. Det var, som om hans pande var furet fra naturens side, og som om de sorte bryn over øjnene havde været rynkede fra fødslen. Hans statur var omtrent som en seksårig drengs, blot væsentlig kraftigere; som om der var for megen krop i for lidt hud. Han bar en grøn justaucorps, som var syet til hans specielle mål, og havde et silketørklæde om halsen.
     En hvisken fyldte salen, da Neumann gik hen mod Kempelen. Ingen i forsamlingen havde nogensinde set Neumann spille skak. Formanden for skaksalonen efterlyste andre frivillige, som var kendt som gode skakspillere, for måske alligevel at fravriste automaten en remis, men han blev dysset ned: Tyrken havde vist sig at være uovervindelig - men en maskines dyst mod en dværg var i det mindste særdeles underholdende at se på.
     Kempelen rykkede ikke stolen til rette for den lille urmager, sådan som han havde gjort for forgængerne. Ligesom de sad Neumann ved et separat bord med et separat skakbræt, så publikum havde frit udsyn til tyrken. Kempelen ventede, til dværgen havde sat sig, rømmede sig så og bad om ro og opmærksomhed. Imens betragtede Neumann skakbrættet og de seksten røde skakbrikker foran sig, som om han aldrig havde set noget lignende før, med optrukne skuldre og håndfladerne presset mod stolesædet som et barn.
     Kempelens assistent trak skakautomaten op med et håndsving, og hjulværket satte sig knirkende i bevægelse. Tyrken løftede hovedet, først venstre arm hen over skakbrættet og satte med tre fingre en bonde ind på midten - på samme måde, som den havde åbnet de foregående partier. Assistenten gentog trækket på Neumanns skakbræt, men dværgen reagerede ikke. Han så ikke engang op. Han blev blot ved med at glo på hver enkelt af sine skakbrikker, som på bekendte han havde troet for længst var døde. Publikum blev uroligt.
     Wolfgang von Kempelen skulle lige til at sige noget, da Neumann endelig rørte på sig: Han rykkede to felter frem med sin kongebonde og udfordrede dermed tyrkens hvide bonde.

Fra side 5-7.

Om Robert Löhr

Robert Löhr, født 1973, voksede op i Berlin, Bremen og Santa Barbara. Han var journalist, indtil han begyndte at skrive fiktion. Han har skrevet adskillige drejebøger til film og tv samt teaterstykker. Han arbejder desuden som instruktør, skuespiller og dukkefører. Skakautomaten er hans første roman.

Læs mere om Robert Löhr

Om bogen

Læs uddrag

Læs om Robert Löhr

1. udgave
Hæftet , 382 sider
ISBN: 9788702047134
Gyldendal 2007
Oversat af: Anette Petersen

Skakautomaten

Om bogen

Uddrag

Om Robert Löhr