g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Peter Seeberg

Samlede noveller

PRIS kr. 275,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Indenfor den klassiske, koncentrerede novelle havde Seeberg få ligemænd herhjemme (...) Seebergs øre for sprog var suverænt." - Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

Første samlede og komplette udgave af Peter Seebergs noveller, der spænder fra realistiske historier i klassisk tradition til hans helt egne og højst særegne, absurde og groteske kortfortællinger.

Uddrag

TEGNESERIE

Før Henderson åbnede døren til det store hus, vendte han sig om og så, at den mand, der fra pladsen havde fulgt efter ham på halvtreds skridts afstand, drejede af og gik over på den anden side gaden. Fra vinduet på første etage så han ham gå frem og tilbage derovre, fra anden etage stod han stille og så op mod huset, fra tredje etage at han gik over bag et træ. Henderson ringede på på fjerde etage.
Samtalen faldt i aftenens løb på huses højde, og Henderson bad i den forbindelse om tilladelse til at løfte gardinet og se, hvor langt der var ned, i grunden ikke særligt langt. Hans forfølger stod mærkeligt nok endnu på den anden side gaden.
Henderson gik et vend langs bogreolerne og bemærkede, at det just ikke skortede på kriminalromaner, som man derpå talte om i et par timer.
Hen imod midnat mente Henderson, at han skulle se at finde hjemad. Det var mærkeligt med disse gamle, store burgøjserhuse. De havde som oftest to trapper, sagde han, men hvorfor kunne man ikke gå ned ad bagtrappen og komme ud på en baggade. Der var noget, der manglede. Værtsfolkene lo.
Tilfældigvis var der en lille smøge op til en hovedgade. Man skulle være lidt kendt med den. Ingen lys og et par ondartede trin midtvejs, som man faldt og brækkede halsen på.
Ikke andet, sagde Henderson. Han havde lyst til at prøve at brække halsen. Men måske kunne han friste med et glas et sted, så han kunne få følgeskab hen ad smøgen?
Mick, værten, havde ikke noget imod det. Han trængte til lidt luft. Henderson og Mick gik hen ad den smalle smøge. Mick vidste nøjagtigt, hvor de to trin, som man kunne falde på, var henne, og han varskoede Henderson i rette øjeblik. Snart stod de helskindede i hovedgaden og vandrede neon-bestrålede hen til en hjørnerestaurant, hvor de indtog en øl.
"Mange mennesker er frygteligt bange," sagde Henderson, "de ser forfølgere alle steder. Er der en eller anden, der går hundrede meter efter dem og bliver stående uden for et hus, de er gået ind i, så tror de sig ikke sikre, før politiet har hentet manden."
Mick gav ham ret og drak resten af øllet i en slurk.
De blev enige om, at det var dejligt øl.
De drak aldrig andet.
Der var visse ting, man skulle holde fast ved.
De drak en øl til.
Om der var noget, Mick var bange for.
Mick var lidt bange for kvinder. Alt det, man skulle igennem med dem. Han kunne godt, men programmet var så langt, inden man kom til det væsentlige. Den største vanskelighed var at skulle skjule sine inderste hensigter, samtidig med at man rigtig viste dem. Han syntes ikke om den slags fine måder at være på. Han kom til at svede over dem.
Henderson var bange for både det ene og det andet.
"Men især hvad?" sagde Mick.
"Ikke kvinder," sagde Henderson, "jeg er blot lidt træt af dem for tiden."
Mennesker var nogle værre nogen, mente Mick.
Det blev signalet til opbrud, men straks de var kommet ud på fortovet og var begyndt at tage hjertelig afsked, syntes Henderson, der havde kastet et blik hen ad gaden i begge retninger, at de skulle tage en lille én til, og så skulle de prøve at se, om der ikke var en bagdør også i det værtshus, bare for sjovs skyld. Eventuelt skulle de slutte aftenen med at klatre over et plankeværk.
Mick havde ikke noget imod det.
"Jeg har ikke gjort noget forkert i mit liv," sagde Henderson, da de sad med hver en ekstra hård genstand, "har du gjort noget som helst, Mick?"
Mick ville gerne have at vide, hvad han mente med at gøre noget forkert, alle havde jo gjort et eller andet, det var klart.
Henderson sagde, at han ikke havde gjort noget galt. I hvert fald så vidt han vidste.
Han var heller ikke medlem af noget politisk parti.
Ingen foreninger.
Ingen klubber.
Han var blot sig selv.
Han mente ikke noget forkert.
Han havde heller aldrig sagt noget.
Han var all right.
Alligevel følte han sig ikke fuldkommen, sagde han til Mick, et menneske er jo kun et menneske.
"Bevares," sagde Mick.
Mick havde været stikker. Han havde stukket en mand, der havde været lige ved at få den stilling, som han selv havde syntes, han var den bedst egnede til. Det var aldrig blevet opdaget. Manden havde intet mén af turen til lejren, men alligevel. Det var ikke rart. Han havde blot syntes, at han ikke kunne forsvare at melde sig. Der blev blot vanskeligheder ud af det. Når alt kom til alt, betød det også noget blot at skamme sig i stilhed. Han havde aldrig omtalt det til nogen før, men det gjorde vældig godt.
"Vældig godt," sagde han til Henderson.
"Det var pænt sagt," sagde Henderson. Han syntes ikke det, Mick havde gjort, var så galt. Desværre havde han aldrig selv gjort noget som helst i den retning.
"Mon ikke?" sagde Mick, "når du tænker dig om."
"Nej," sagde Henderson.
"Det har vi alle," hævdede Mick.
"Ikke jeg," sagde Henderson.
Mick sagde jo.
De næste ti minutter var de uenige i tavshed. Henderson bad tjeneren om at skaffe en taxa.
"Du kan stole på mig," sagde Henderson til Mick, da de tog afsked.
Henderson ventede indendørs, til taxaen gav signal. Så gik han hastigt ud. Taxaen rullede ud i neongaderne. Længere borte i gaden startede en anden vogn.
"Kør mig en tur rundt i byen," sagde Henderson til chaufføren, "det er længe siden, jeg har set byen ved nat."
De passerede centrumspladserne, rullede langs havnekajerne, de var på de stille gader oven for byen og i yderkvartererne. Henderson blev ikke træt af turen. Omsider spurgte chaufføren ham dog, om han ikke skulle køre ham hjem.
Henderson gav sig.
Da han stod ud ved sin gadedør, kørte en anden bil ind til fortovskanten et par hundrede meter længere nede ad gaden.
Han låste sig ind. Han undlod at tænde lyset i opgangen, dukkede sig, når han passerede trappevinduerne, låste sig lydløst ind, undlod at tænde lys i sin lejlighed, tog skoene af, straks han kom ind, satte sikkerhedskæde på, ville gå ind og kigge ned på gaden fra vinduet, men undlod det for ikke at blive set fra gaden, undlod at åbne døren ind til stuen for ikke at ændre det mindste ved belysningen, gik ind i værelset mod gården, hvor døren stod åben og gardinet trukket ned. Her lagde han sig på sofaen.
Han bildte sig det hele ind.
Det var imidlertid som om gadedøren gik.
Men det gjorde den jo tit.
Og der var også trin på trappen. Trin, der nærmede sig. Tystnede uden for hans dør. Der blev rørt ved hans dør.
Det måtte være forkert. Ingen kunne vide, at det var ham, der boede her. Han ville råbe, men ville så alligevel ikke røbe sig. Han kunne tage fejl.
Han måtte være modig. Han gik med faste skridt hen til døren, da den svang op i sikkerhedskæden. Han ville tænde lyset, men døren fløj op, og en mørk skikkelse famlede sig ind langs væggen.
"Hvad har jeg gjort?" sagde Henderson.
Han mærkede arme, der rakte efter ham. En hurtig bevægelse mod halsen. Han slog dem til side.
"Hvad vil De mig?" sagde Henderson.
Den fremmede ramte ham med et slag i mellemgulvet.
Han sank sammen, men greb den fremmedes ben og trak til i sit fald, så den fremmede gik bagover. Han kravlede hen mod stuedøren, rakte op mod håndtaget, men den fremmede greb hans arm, tvang den om på ryggen og væltede ham ned. Han slog hans hoved mod gulvet.
Henderson drejede sig, sparkede opad, blev tvunget til at ligge helt stille. Den fremmede tog fat på hans hals.
Da fik Henderson atter hænderne fri og vred den fremmede bort, drejede ham ud, pressede ham ind mod væggen, forsøgte at ramme ham med et spark i nakken. Den fremmede greb hans ben, drejede ham rundt, så han lå med næsen i gulvet, mens han ruskede ham frem og tilbage, så den fremmede slog hovedet mod badeværelsesdøren og slap. Henderson sprang op.
"Hvad vil De mig?" sagde han.
Den fremmede kom langsomt imod ham. Han var ikke forpustet.
"De tager fejl," sagde Henderson.
Pludselig kom hans hænder bagfra og pressede sig ind i halsen.
"De må gå bort," råbte Henderson, "De er gået til en forkert." Han vred sig fri, rev stuedøren op og sprang ind, tog den største urtepotte i vinduet og kastede mod den fremmede.
Henderson kastede alle potteplanterne uden at ramme, derpå kastede han alle de stole, der stod i hans ende af stuen, derpå greb han sin store cello og gik frem mod den fremmede. Han holdt den hævet længe, han ville så nødigt slå den i stykker, så slog han til.
Den fremmede trådte et skridt til side.
Henderson kastede celloen fra sig.
"Hvem er De?" sagde han og gik hen mod den fremmede. Han vendte med ét om og gik ud, løb hurtigt ned ad trapperne, lydløst, syntes Henderson, rev døren op til gaden, Henderson så ham flagre ned ad gaden.
Henderson tog sin frakke på. Han måtte se at indhente ham. Så vidt muligt.

Anmeldelser

"Indenfor den klassiske, koncentrerede novelle havde Seeberg få ligemænd herhjemme (...) Seebergs øre for sprog var suverænt. Både sproget som det sanses igennem og tales, og som det kan genfortælles på tryk (...) Der er tekster, der reelt er digte. Der er skæve, surreelle fortællinger à la den unge Villy Sørensen eller Svend Åge Madsen, der er historiske snapshots, der er nedskrivninger af fortællingen til ren opremsning af kendsgerninger, og der er små, aforisme-lignende tekster, som peger langt ud over det litterære landsogn og i retning af internationale kæmper som Kafka, Borges eller Canetti."
- Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Indbundet , 880 sider
ISBN: 9788702059625
Gyldendal 2007
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Samlede noveller

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser