g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Helle Helle

Rødby - Puttgarden, Pocket

roman

PRIS kr. 79,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Helle Helle skriver en krystallinsk realisme, der er helt i særklasse" - May Schack, Politiken

****** "Helle Helle har med denne slægtshistorie igen vist, at hun er én af rigets fineste prosaister." - Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende

"Nej, hvor er den god" - Lars Bukdahl, Weekendavisen

"En skrivekunstner med imponerende styr på talentet" - Erik Skyum-Nielsen, Information

"Endnu en fin roman fra Helle Helle om døden og alt det ingenting, der lurer i det banale og hverdagsagtige." - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

Helle Helle har siden debuten været elsket af anmeldere. RØDBY-PUTTGARDEN blev hendes helt store publikumsgennembrud. Bogen vandt Kritikerprisen i 2005 og blev nomineret til blandt andet Weekendavisens Litteraturpris og BG-banks litteraturpris. Jane og Tine er søstre og bor i Rødbyhavn. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden. Rundt om dem dør folk på stribe, sådan er det på de kanter. Mænd går ind og ud af deres liv, på samme måde var det også for deres mor og hendes mor igen. I begrundelsen skriver Litteraturkritikernes Lav: ?Et nyt, både konsekvent og overrumplende højdepunkt i et prægnant forfatterskab, der langt fra er så nyklassisk pænt, som rygtet siger. Inciterende cool og vist og lattermildt fortæller romanen om to søstre ved Danmarks ende, der pauserer fra livet og hjemsøges af døden. RØDBY-PUTTGARDEN er et hyperrealistisk studie i noget så eksotisk som et færgemiljø, og samtidig en helt klassisk kunstner- og slægtsroman. I al diskretion et umiskendeligt hovedværk.?

Uddrag

På en uge døde fire, sådan var det hernede. En af dem var Martin. Han boede i blokken bag os. Vi havde talt om at invitere ham over til kaffe, men det blev aldrig til noget.
Jeg flyttede ind hos Tine, fordi jeg skulle begynde på færgerne. Tine skaffede mig derned. Hun ringede og pralede med min studentereksamen, jeg var blevet student i fireogfirs. Jeg sad i gyngestolen og gav Ditte sutteflaske, jeg kunne ikke holde ud at høre på praleriet. Så jeg gyngede og gyngede, hurtigere og hurtigere, og så var der noget, der knækkede i den ene skinne under stolen. Jeg faldt sidelæns ud på gulvet med sutteflasken og Ditte i armene. Tine så det, hun rystede på hovedet, mens hun talte videre i telefonen. Hun vendte sig mod stuevinduet. Det regnede, regnen satte lange våde striber på blokkene.
- Så siger vi det, farveller, sagde Tine og lagde på.
- Du skulle have hørt dig selv, sagde jeg.
- Han tager dig til samtale i morgen. Så kan du begynde til februar, Nej, hun vil ikke have mere. Tine rakte ned efter sutteflasken og lavede en lyd til Ditte. Så lavede hun den samme lyd til mig.
- Hvad siger man så? sagde hun.
- Hvad siger man så? sagde jeg.
Tine havde altid ordnet mange ting for mig. Hun sagde, at det var vores mors skyld. Vores mor havde tvunget hende til at sørge for mig, fra jeg var nyfødt. Hun skulle skifte mig og putte mig og synge for mig, til hun fik ondt i halsen. Hvis hun beklagede sig, sagde vores mor: Sludder og vrøvl, tag en syltetøjsmad. Da jeg blev større, skulle Tine følge mig i skole og læse lektier med mig hver dag. Hun havde altid brugt sin meddelelsesbog som bevismateriale.
- Se selv, det også mig, der har skrevet i den, sagde hun engang til vores mor.
- Du plagede, indtil jeg gav dig lov, sagde vores mor.
- Jane var sløj, men nu er hun på toppen.
- Du plagede, siger jeg jo.
- Nå, nå, nå, nå, sagde Tine med glimtende øjne.

Ved hjælp af sit øjenglimteri ordnede Tine også en del. Ditte var en direkte følge af det og helt planlagt fra Tines side. Hun var fireogtyve, da hun blev gravid. Faderen var en velbyget islandsk elektriker. Han havde været på gennemrejse og skulle overnatte i Rødbyhavn. Hotellet var dødens pølse, derfor gik han i byen og mødte Tine. Dagen efter rejste han, og Tine anede ikke, hvor han var henne nu, hun kunne heller ikke huske hans navn. Hun mente, det var Kádur eller Kálif, men det kunne nok ikke passe.

Vi sad på gulvet og kiggede på den forliste gyngestol. Ditte pludrede. Jeg tænkte, at jeg ikke ville være i stand til at sælge parfume, jeg havde aldrig ejet en flaske selv.
- Hvad nu med den gyngestol? sagde jeg.
- Den får vi lavet.
- Hvor? Jeg skal nok betale.
- Med hvad?
Tine rejste sig. Hun gik ud og tog overtøj på, kom ind med sin pung i hånden:
- Jeg henter rosenbrød. Nu skal vi have det lidt hyggeligt.
- Tine, jeg egner mig ikke til at sælge parfume.
- Du lærer det, sagde hun og gik.
Jeg satte kaffe over. Jeg stod ved køkkenvinduet og vinkede ned til hende, da hun kom tilbage. Hun svingede bagerposen over hovedet.

Side 5- 7 i Rødby-Puttgarden

Anmeldelser

"Helle Helle skriver en krystallinsk realisme, der er helt i særklasse, med en dialog, der er en forfinet kvindelig udgave af hele den hemingwayske teknik med at vise toppen af isbjerget, så man aner et hav af konturer og vinkler under overfladen. (...) Helle Helle har fået det yderste og det ypperligste ud af den 90'er-minimalisme, hun blev kendt for. Hendes fornemme, sobre prosa udfolder på sin egen underspillede facon en historie, der er meget større end personerne selv. Og den fortæller om en dobbelthed i livsfornemmelsen."
- May Schack, Politiken

****** "Helle Helle har med denne slægtshistorie igen vist, at hun er én af rigets fineste prosaister."
- Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende

"Nej, hvor er den god, udbrød jeg flere gange højt ud i stuen, da jeg sad og læste Helle Helles nye roman, Rødby-Puttgarden, fuld af begejstring."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"en skrivekunstner med imponerende styr på talentet, ikke mindst med sans for underspillets metode?
- Erik Skyum-Nielsen, Information

"Endnu en fin roman fra Helle Helle om døden og alt det ingenting, der lurer i det banale og hverdagsagtige. (...) Når Helles bøger er så gode, som de faktisk er, hænger det imidlertid sammen med, at velkendte realistiske og eksistentielle rutiner bliver serveret med en besynderlig og egenartet blankhed, der gør, at enhver fortolkning glider lidt af"
- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"Helle Helle skildrer træfsikkert det både trygge og fastfrosne liv i et provinshul. (...) det er stor kunst som formår at gøre marginaliserede dele af samtiden til sit stof og give det en betydning, som rækker meget længere end det partikulære."
- Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende