Din indkøbskurv

kr 0,00
0 bøger
Log ind
Opret dig som kunde
 

Samlet vurdering:

(2 i alt)

 

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Henning Mortensen

Rita Korsika






PRIS kr. 199,00
 

Om bogen

Pressen skrev
 

"En voldsomt god bog fra en voldsomt god forfatter." - Tue Andersen Nexø, Information

"Svinsk magisk. Tredje bind i Henning Mortensens zoo-kriminalistiske hjemstavnstrilogi skuffer heldigvis ikke, man formelig guffer det i sig: litterære øko-flæskesvær!" - Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Henning Mortensens tæskesjove og tragikomiske tredje del af trilogien om (bøh)landet mellem Skanderborg og Århus skuffer kun ved at være de sidste ord i sagen. (...) Thi der køres stærkt til her i Mortensens grisegrinende mesterroman om rævekager og skærmydsler i det jyske." - Bo Tao Michaëlis, Politiken

Blandt bogens mere skumle personer finder vi et brødrepar, grisefarmeren Bent William Stage og automekaniker og brugtbilsforhandler Frank Stage. Sidstnævnte har forbindelse til den polske mafia og én af dens danske forposter, den initiativrige Kate Thyrrestrup, også kaldet The Cat. En kvinde, som for alvor er ved at forstå, hvad ordet globalisering betyder. Bent William er gift med Gladys, men de to bryder sig ikke om hinanden, hvilket er udgangspunkt for en grotesk drabshistorie, i hvilken hundredvis af grise er indblandet. Ud af det kaotiske og morderiske vanvid flyver som en håbets og kærlighedens engel: Rita. Med kunstnernavnet Korsika. Bogen er gryntende og øffende satire og alvorlig farce, den er jordstrygende komik og jublende himmelfærd, og Rita opfordrer læseren til at flyve med. Sidste del af den såkaldte Sondrup-trilogi.

Uddrag

Grise

Han trækker vejret dybt, sænker skuldrene. Det lange, kolde forår er blevet varmt. Og det bliver varmere. Han har for en gangs skyld drukket et glas frisk vand, og han har rystet hovedet som for at tømme det for ligegyldigt skrammel. Begravelsen var i går ... ak ja, begravelsen ...
     Telefonen ringer. Sussie tager den og lytter med ansigtet i ro, men med øjenbryn, der langsomt hæver sig. Siger:
     - Et øjeblik. Du får lige advokaten.
     Hun lægger røret på plads, og han løfter sit, mens han med tungen skubber et stykke vingummi ud i den ene side af undermunden.
     - Ja, det er Ludwig Kaas Larsen.
     Mandsstemmen i den anden ende indeholder stor vrede. Nu vil han ikke længere finde sig i det. For er det meningen, at hans bror skal gå ned med flaget, helt og aldeles?
     - Din bror?
     - Ja, for fanden. Bent William Stage.
     - Åh ja, jeg er med. Men jeg er ikke sikker på, at jeg fik dit navn.
     - Frank! Vi er kun to brødre. Fransk Stage. Det er mig. Og det her er åben krig. Du må tage sagen.
     Bent William Stage. Så er der dømt ballade. Ludwig sluger resterne af vingummistykket, hoster. Den lille, hidsige mand med svinefarmen og de evindelige nabostridigheder.
     Og så det pjat med Gladys Stage, Bent Williams kone. Hun havde været i kirken, men uden sin mand, og Sussie påstod senere, at Gladys havde siddet og stirret på Ludwig med sådan et sært, næsten hypnotisk blik. Men det havde Ludwig afvist. Det var imidlertid ikke let for ham at bagatellisere Sussies iagttagelser eller ligefrem tilbagevise hendes postulater. Det ville i så fald være ensbetydende med en indrømmelse af, at han på sin side uafbrudt havde haft Gladys under observation, Gladys Stage med det slaviske og meget kønne bondekoneansigt, der udstrålede en moderne og let nervøs beslutsomhed, men også mere uigennemskuelige talenter fra en gammel tid, et gammelt livsmønster. En kvinde, som man nok ikke så let blev klog på. Man har altid sagt om hende, at hun fysisk set har et svagt hjerte, men at hun prøver at stryke det gennem en del velovervejet udenomskærlighed. Og at Bent William også på grund af dét forhold er ved at blive godt desperat og ør i knolden. Så han har åbenbart ikke blot sine griseproblemer at slås med.
     Det er, som om alt mellem Ørting og Søvind er kommet til at handle om grise. Først var der den sag, som Bent William Stage ikke have noget at gøre med. En lastvogn med anhænger var blevet efterladt på en rasteplads ikke langt fra dalen ved Åkær. Det viste sig at være en grisetransport og blev det væreste eksempel på dyremishandling, landet endnu havde set. Døde og halvdøde dyr i ét blodigt kaos. Billederne i tv havde været så chokerende, at mange læserbrevsskribenter gik ind for en mere vegetarisk livsstil. Det var imidlertid ikke noget, Ludwig blev blandet ind i, det var først og fremmest en sag for politiet, hvis undersøgelser endnu ikke var afsluttet. Chaufføren, en underbetalt litauer, var nemlig sportløst forsvundet. Hvordan transporten var endt på rastepladsen, kunne ingen forklare, den skulle have været til Danish Crown nord for Horsens, måske havde chaufføren været skidefuld og i panik. Han var måske allerede tilbage i det baltiske ... nej, ingen kunne forklare noget, heller ikke ejeren af transportfirmaet, en mand med et blakket ry og udsigt til kæmpebøde og måske ligefrem fallit.
     Og en uge efter endnu en grisehistorie, men af en helt anden karakter, specielt set fra grisenes side. Og nu var Bent William Stage og hans enorme svinefarm helt centralt placeret. Han og konen havde nemlig accepteret at blive interviewet af en kvindelig journalist, der imidlertid havde opgivet falsk navn og ansættelsesmæssigt tilhørsforhold, men hun havde virket så sympatisk på ægteparret, at de to ikke havde anet det mindste uråd, skønt de begge faktisk blev anset for at være temmelig mistænksomme ikke bare af natur (især Bent William), men også på grund af års vrøvl med naboer, der påstod, at svinefarmen på alle måder var en pest. Bare stanken. Hr. og fru Stage havde set en mulighed for at komme ordentligt til orde, at få sagt sandheden. Ikke bare om deres grise, men også om deres naboer.
     Den søde journalist, som i den grad forstod de to menneskers synspunkter, blev inviteret til aftensmad, flæskesteg med hele udstyret. Og alt var for så vidt gået udmærket, indtil verden forsvandt for ægteparret under desserten. Hvad gæsten havde kommet i glassene, hvornår det var sket og hvordan, kunne hr. og fru Stage ikke forklare politiet, men de to mennesker var først vågnet op ud på natten i deres bedste stole foran fjernsynet. Og da var det for sent. Da var grisene sluppet løs.

Fra 'Rita Korsika' af Henning Mortensen side 9-11.

Anmeldelser

"Der er ikke så meget at sige, Henning Mortensens nyeste bog Rita Korsika er en voldsomt god bog fra en voldsomt god forfatter (...) Henning Mortensen skriver med en fuldstændig suveræn overlegenhed (...) Når man undervejs sidder og griner let chokeret over, hvor god en bog er, så har forfatteren gjort et eller andet rigtigt. Sådan har det været med alle tre bind. Tilsammen udgør de en af de fineste og mest glædelige læseoplevelser, jeg har haft de sidste par år."
- Tue Andersen Nexø, Information

"Svinsk magisk. Tredje bind i Henning Mortensens zoo-kriminalistiske hjemstavnstrilogi skuffer heldigvis ikke, man formelig guffer det i sig: litterære øko-flæskesvær!"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Henning Mortensens tæskesjove og tragikomiske tredje del af trilogien om (bøh)landet mellem Skanderborg og Århus skuffer kun ved at være de sidste ord i sagen. (...) Thi der køres stærkt til her i Mortensens grisegrinende mesterroman om rævekager og skærmydsler i det jyske. Skal vi sammenligne det usammenlignelige, taler vi om en original og spøjs melange på en satyrisk roman af Gustav Wied og brødrene Coens klassiker, filmen fra det amerikanske Midtvesten, 'Fargo'. (...) Men læseren er stadigvæk lækkersulten, så Henning, hvorfor ikke en 4'er?"
- Bo Tao Michaëlis, Politiken

 
Om bogen
Læs uddrag
Anmeldelser
 
Fakta om bogen
1. udgave
Hæftet ,  192 sider
ISBN: 9788702058345
Gyldendal 2007
Omslag: Mark Airs
 
 
 
 
Andre bøger af Henning Mortensen
 
Henning Mortensen

Slottet ved Det Liguriske Hav

Læs mere

PRIS kr. 199,00
Henning Mortensen

Manden fra havet

Niende bind i romanserien om Ib Nielsen.

Læs mere

PRIS kr. 99,00
Henning Mortensen og Henning Mortensen

Hebræisk himmel

"Mortensen skriver så fandenivoldsk, så velgørende konkret."
- Weekendavisen

Læs mere

PRIS kr. 78,00
Henning Mortensen

Næb og kløer

"Nydende læser man igennem bogen i ét nu,"- Lars Bukdahl, Weekendavisen Læs mere

PRIS kr. 199,00
g.dk
Gyldendals internetboghandel
Postboks 176
DK - 1011 København K
Tlf: 70 22 00 07
Kontakt os