g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

J.R.R. Tolkien

Ringenes Herre 1

Ringenes Herre - Bind 1

PRIS kr. 129,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Kultklassikernes kultklassiker." - Berlingske Tidende

"Litterært skatkammer. Mageløst. Dette er digtekunst, hvis noget er det." - B.T.

Ondskabens fyrste, Sauron, kan gøre sin magt fuldkommen, hvis Ringen kommer i hans besiddelse. Det skal hobbitten Frodo forhindre, men Ringen kan ikke skjules, den vil let kunne spores af Sauron såvel i jord som i vand. Der er kun én ting at stille op - den må tilintetgøres. Den opgave påtager Frodo sig og drager ud for at kaste Ringen på den ild, hvor den blev støbt - i Dommedagsbjerget, der ligger i Saurons rige. Første bind i trilogien Ringenes Herre.

Uddrag

Rygterne gik om de underlige ting, der gik for sig i verden udenfor, og da Gandalf på dette tidspunkt hverken havde vist sig eller sendt noget budskab i mange år, måtte Frodo selv samle alle de oplysninger, han kunne. Elverfolk, som ellers kun sjældent gik ind i Herredet, så man nu om aftenen på vej vestpå gennem skovene. De drog bort for ikke at vende tilbage. De forlod Midgård og holdt op med at interessere sig for dens sager. Men der var også usædvanlig mange dværge på vejene. Den gamle øst-vest vej gik gennem Herredet og endte ved Gråhavne, og dværgene havde altid brugt den, når de var på vej til minerne i De blå Bjerge. De var nu hobbitternes vigtigste kilde til nyheder fra de fjerne steder, hvis hobbitterne da overhovedet ville høre nogen. Som regel sagde dværgene kun lidt, og hobbitterne spurgte ikke meget mere. Men nu traf Frodo ofte mærkelige dværge fra fremmede lande, som søgte mod vest. De var urolige, og nogle af dem talte hviskende om Fjenden og om Mordorlandet.
Det navn kendte hobbitterne ellers kun fra eventyrlige beretninger fra den mørke fortid, som en skygge i baggrunden af deres erindring, men alligevel forekom det ildevarslende og foruroligende. Man tænkte sig, at den onde magt i Dunkelskov var blevet drevet ud af Det hvide Råd, men kun for at dukke op med så meget des større styrke i Mordors gamle fæstning. Man sagde, at Det mørke Tårn var blevet genopbygget. Derfra spredte magten sig vidt og bredt, og langt borte var der krig og stigende frygt både mod øst og syd. Der blev igen stadig flere orker i bjergene. Troldene var på krigsstien, og de var ikke indskrænkede, men snedige og bevæbnet med frygtelige våben. Og man hørte mumlende antydninger om væsner, der var langt uhyggeligere end alle disse, men de havde ikke noget navn.

Lidt af alt dette kom naturligvis de almindelige hobitter for øre. Selv den døveste hjemmefødning begyndte at høre sære historier, og de, hvis forretninger førte dem til grænsen, fik underlige ting at se. En forårsaften i Frodos halvtredsindstyvende år røbede samtalen i "Den grønne Drage" i Sidenå, at rygterne var nået også til Herredets hyggelige hjerte, selv om de fleste hobbitter stadig lo ad dem.
Sam Gammegod sad i et hjørne i nærheden af ildstedet, og over for ham sad møllerens søn, Torben Rødtop; flere andre hobbitter fra landet sad og hørte på deres samtale.
(...)
"Jeg har hørt, at elverfolkene flytter vestpå. Man siger, at de skal til deres havne på den anden side af De hvide Tårne." Sam gjorde en ubestemt bevægelse med armen. Hverken han eller nogen af de andre vidste, hvor langt der var til havet på den anden side af De hvide Tårne så langt vestpå. Men overleveringen fortalte, at derovre lå Gråhavne, hvorfra elverfolkets skibe undertiden hejste sejl for aldrig mere at vende tilbage.

Fra side 72-74