Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 348,00 |
|
Retorik er en gammel disciplin med rødder i antikken, men det er også et moderne kommunikationsfag, der undersøger, hvordan tekster i bred forstand fungerer i konkrete situationer. []Retorikkens aktualitet[] er en ny grundbog, skrevet af yngre, nordiske retorikforskere. Bogen giver en oversigt over moderne retorisk teori og metode og bringer eksempler på genre- og publikumsanalyse, samtale- og argumentationsanalyse, komparativ retorik, billedretorik og politisk retorik. Hvert kapitel rummer både en præsentation af forskningsfeltet og en udfoldet analyse af konkrete eksempler, hentet fra centrale retoriske områder som fx politiske taler og diskussioner, kulturdebatten, tv-interview, prædikener og juridiske krydsforhør. Målet er at vise bredden og mulighederne i brugen af retorisk kritik som praktisk og analytisk disciplin. []Retorikkens aktualitet[] er skrevet som grundbog til de retoriske studier og vil kunne finde anvendelse inden for en hel række studier og undervisningssammenhænge, hvor retorikken og dens metoder indgår. Marie Lund Klujeff er ph.d. og adjunkt i retorik på Aarhus Universitet. Hanne Roer er ph.d. og lektor i retorik på Københavns Universitet.
Retorisk analyse er i dag et rigt og broget felt, men de følgende bidrag viser, at argumentationsanalyse og nærlæsning er de metodiske kendetegn hos de yngre, nordiske retorikforskere. Artiklernes emner er alle centrale, retoriske områder, og hver artikel rummer foruden en præsentation af forskningsfeltet en udfoldet analyse eller analytiske eksempler. Hovedvægten af artiklernes analytiske eksempler er danske og tager deres udgangspunkt i genrer som politiske taler og debat, kulturdebat eller tv-interview.
Lisa Storm Villadsens artikel om fortolkning i retorisk kritik eksemplificerer sin pointe i en analyse af en avisklumme af Claes Kastholm Hansen. Denne efterfølges af Jens E. Kjeldsens artikel om "Retorisk genreanalyse", der rummer en præsentation af genrebegrebet i amerikansk retorisk kritik med analytiske eksempler i form af Mogens Lykketofts afskedstale og en prædiken af Svend Auken. Marie Lund Klujeff skriver om »Retorisk publikum« i forskellige retoriske teorier med hovedvægten på amerikansk retorisk kritik. Det analytiske eksempel er et politisk ugebrev af Pia Kjærsgaard.
Hanne Roers artikel om "den nye retorik" fokuserer på analysen af værdier og viser, hvordan Anders Fogh Rasmussen argumenterer ved hjælp af værdier i nytårstalen fra 2002. Sofie Emmertsen præsenterer praktisk argumentation, og i en analyse af en dialog fra en retssal taler hun for samtaleanalysens fortrin. Jens E. Kjeldsen giver en indføring i »Billeders retorik«, som er et nyere retorisk forskningsfelt i dialog med bl.a. semiotik og kunsthistoriske teorier. En politisk reklame for Socialdemokratiet er eksemplet i denne analyse af visuel retorik. Jonas Gabrielsen afsøger forskellige forskningsfelter inden for retoriske og filosofiske teorier om topik og tager sine analytiske eksempler i argumentationen for og imod den Europæiske Union og i den amerikanske præsidents retorik efter angrebene d. 11. september 2001.
Sofie Emmertsen skriver om krisekommunikation og afdækker Peter Brixtoftes retoriske strategier i et nyhedsinterview på DR1. Pia Moberg introducerer det nye forskningsfelt komparativ retorik og viser, hvordan japansk retorik adskiller sig fra vestlig. Hanne Roer afslutter med en artikel om postmoderne retorik og Sexstarz-sagen fra 2004.
Marie Lund Klujeff & Hanne Roer
December 2005
| Om bogen |
| Læs uddrag |