Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 |
|
Elevatoren standsede, og dørene gik op. En vind blæste ind, og udenfor var der ingen trappeafsats, ingen affaldsskakt og ingen yderdøre. Mikaela blinkede. Udenfor var der skov, fyrretræer, der var fugtigmørke og en sø med små bølger.
Rejsen til kejseren er en fortælling fra mellemtiden, fra tiden efter kejsertiden og før guldalderen. Fra den tid, hvor hver by og hver landsby i riget fulgte sine egne love eller slet ingen. Fra den tid, hvor slavejægere sneg sig gennem skovene, og en ung mand og en ung kvinde fik til opgave at føre kejserens barn gennem hele riget, helt til Kejserbjergene længst mod syd for at vække Kejseren og genskabe orden.
Det er en fortælling fra melletiden, hvor alting skælvede og vaklede, og veje blev åbnet til en anden verden og lukkede to børn ind. To helt almindelige børn fra vores egen verden...
En spændende højtlæsnings- og selvlæsningsbog fra ca. 10 år.
Dette er en fortælling fra mellemtiden, fra tiden efter kejsertiden og før guldalderen.
Under kejsertiden råbte Kejseren sine befalinger med høj røst til oraklerne og præstinderne i de hellige grotter, og sendebud fra Kejserbjergene rejste hvert forår og hvert efterår gennem riget og gentog Kejserens ord for kejserdrosterne, som regerede i hver eneste by, stor som lille, sådan at Kejserens love gjaldt i hvert slot og hver hytte.
Men en dag blev Kejseren tavs, og ingen stemme var så kraftig, at den kunne høres over hele landet, før kvinden, med navnet som betyder glæde, fik folk til at rejse sig mod både
kejserdrosterne og handelsmændene. I løbet af den guldalder, som fulgte, blev landet forenet, og nye retfærdige love indført i samråd med folket. Slaveriet blev afskaffet, skoler blev åbnet, og dukkespillerne fra syd kom igen rejsende.
Men denne fortælling handler ikke om noget af det. Det her er en fortælling fra mellemtiden, fra den tid, hvor ingen rejste fra den ene ende af riget til den anden, fra den tid, hvor hver by fulgte sine egne love eller slet ingen. Fra mellemtiden, hvor alting skælvede og vaklede, og veje blev åbnet til en anden verden og lukkede to børn ind. Og dem skal denne historie handle om. Om to helt almindelige børn fra vores egen verden.
For at alting skal gå rigtigt til, begynder vi derfor der, i vores egen verden, i den egn, hvor Stockholm slutter og Södertörns klippefyldte skove begynder.
Fra side 7
| Om bogen |
| Læs uddrag |