Din indkøbskurv
PrintSvinestierne
|
PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"Den er fremragende." - Synne Rifbjerg, Weekendavisen
"En svensk bestseller og en imponerende sikker debut (...) Susanne Alakoski løfter (...) den sociale elendighed ud af klicheernes faste forestillingsverden og udstyrer sine personer med så mange nuancer, lag og drømme, at de bliver til mere end motiver og gentagelser i et velkendt mønster." - Lise Garsdal, Politiken
"Lyser af humor, tragedie og livskraft. Det er en cocktail, der opfordrer til, at man udvider sin menneskeforståelse, og som giver håb." - Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad
"Chip a chip a chip. Voi vittun vittu. En morsom, smertelig, rytmisk og rigtig god roman om at vokse op med Kong Alkohol og komme videre. (...) Formår det svære og sjældne: at være enkel og dyb på samme tid." - Lilian Munk Rösing, Information
"Skildret med et fantastisk sprogligt overskud. Den sproglige flikflak gør derouten til en ren fornøjelse, selv om det er en besynderlig fornemmelse at være så godt underholdt af noget, der egentlig er så grimt." - Julie Top-Nørgaard, Jyllands-Posten 
- Alt for Damerne
Et nyt boligområde i udkanten af Ystad bliver i starten af 1960?erne hjemsted for pigen Leena og hendes familie, der flygter fra den finske armod til Velfærdssverige. Tre værelser med køkken og bad, altan og legeplads ? en næsten ubegribelig luksus. Lige så ubegribeligt er det, at byggeriet ude i byen kaldes Svinestierne og det store, fortvivlede raseri det fremkalder hos moren.
Uddrag
Læs hele 1. kapitel her.
Puti. Vores kat hed Puti. Når vi kaldte på hende fra altanen blev hendes navn til Tipu. PuutiPuutiPutiPutiPutiPuTipuTipuTipuTipuTipuuTipuu. Hun fik killinger som vi druknede, alle sammen bortset fra en. Den var stribet ligesom Puti og kom til at hedde Tipu. Senere afleverede vi Puti til gasning, og Tipu blev familiens nye jæger og kælepotte. Hun satte kløerne i små spurveunger, markmus og spidsmus. Det knasede under sofaen, der lugtede af lig under sengen og far blev irriteret over hår og fjer og bandede stødvist. Voi vittu, voi vittun vittu. Voi vittun vittun vittu. Som om det var kattens skyld.
Senere fik Tipu killinger. Vi druknede dem alle samme bortset fra en der var stribet ligesom Tipu. Den kom for nemheds skyld til at hedde Puti.
Kattekillingerne blev druknet en efter en, men hvert forår gemte vi en ny Tipu eller Puti.
- Ellers er det synd for kattemoren.
Far kløede sig i skridtet.
- "Ellers er det synd for kattemoren."
Mor gjorde nar af far, hun kløede sig også i skridtet.
- Ja, og jeg skal nok tage mig af killingen.
- Nå, og "du skal nok tage dig af killingen"?
Mor nikkede og rystede på hovedet på samme tid.
- Ja og jeg skal nok drukne kattekillingerne.
Far slog sig på brystet og trak maven ind. Han legede Tarzan. Mor himlede med øjnene. Hvorfor skulle mænd altid lege Tarzan?
- Du kan jo begynde med at drukne de killinger der kommer om et par uger, så får vi at se hvor modig du er.
- Ja det kan du godt glæde dig til.
Tipu lå på vores bordeauxfarvede uldne tæppe på gulvet i mors og fars soveværelse. Vi stod forsamlet rundt om hende med store øjne. Killingerne kom frem under halen på hende, ploppede ud og landede oven i hinanden på kryds og tværs. Tipu åd slimhinderne og navlestrengene efterhånden. Far åbnede vinduet så vi kunne få lidt luft ind. Sveden sprang frem på panden af ham. Hans stemme lød ikke ligefrem som Tarzans på fjernsynet.
- Voi hvor er de søde.
- Der kan du bare se, og nu bliver det alligevel mig der må drukne dem, sagde mor.
- Skal vi absolut snakke om det lige nu?
- Ja, det skal vi, og nu bliver vi også nødt til at skynde os. De begynder snart at gå og mjave. Men voi, voi, hvor er de søde.
Mors stemme knækkede over, hun tørrede sine svedige hænder i forklædet.
- Vi kan måske finde nogen der vil have dem? sagde far.
Han blev tavs og lagde hovedet på sned. Han åbnede vinduet lidt mere.
Det gav et stød i mit bryst.
- Ja, åh mor, må vi ikke beholde dem? Søde, lille mor.
Jeg hoppede op og ned på gulvet ved siden af kattesengen.
- Voi saatana, hele byen myldrer med hjemløse katte. Hvem tror du vil have en kat?
- Åh mor ...
- Nej og nej og atter nej, vi skal ikke have nogen killinger.
Mors øjne borede sig først ind i fars og bagefter ind i mine.
- Undskyld, mor, men jeg tænkte at ...
- Hvorfor skal vi altid have så mange katte!
Hun satte hænderne i siden og fortsatte med streng røst:
- Leena, hent en spand.
- Ja ja.
- Hurtigt.
Mor rev spanden ud af hånden på mig og småløb ind i badeværelset og sprøjtede den fuld af lunkent vand med bruserslangen. Hun småløb tilbage til soveværelset. Far holdt sig stille og usynlig. Så tog hun killingerne og lagde dem en for en i spanden, holdt dem nede under vandet med hånden indtil de holdt på med at sprælle. Tårerne sprøjtede ud af øjnene på hende, sveden ud af panden, hun sagde at hun hadede far. Til sidst var der en killing tilbage. Far og jeg havde lagt os på knæ ved tæppet.
- Mor, hvorfor kommer du killingerne i lunktent vand?
- For at de ikke skal fryse selvfølgelig.
- Mor, hvor mange killinger er der i spanden.
- Jeg talte ikke efter.
- Mor, må vi ikke godt beholde en killing?
- Ti stille!
- Søde mor ...
Ti stille.
- Åh mor ... søde mor.
Mor kunne ikke. Hun vaklede og lod modvilligt den sidste killing blive liggende på tæppet. Hun bøjede hovedet og sænkede stemmen.
- Ja det må I.
Så udstødte hun et dybt suk. Så udstødte far et mage til. Jeg der var holdt op med at trække vejret, tog et dybt åndedrag og sprang op fra gulvet og kastede mig om halsen på mor.
- Må vi, må vi, er det rigtigt?
- Ja det må I.
- Men hvorfor mor, hvorfor må vi det?
Mor blev tavs og tænkte sig lidt om. Så sagde hun:
- Ellers er det synd for kattemoren.
Hun lo og blinkede til far. Far blinkede tilbage.
Bagefter sagde mor at hun allerede havde fortrudt.
Mor var træt af dyr. Hun blev lettet, når vores katte forsvandt eller blev kørt over af bilerne ude på den store vej. Jeg har nok i forvejen sagde hun. Og somme tider blev mor og far enige om at de ikke skulle have flere dyr. Så var det vi gassede vores katte. Det var til deres eget bedste sagde de. Også for husfredens skyld. Vi gasser dem for husfredens skyld. Og man kan altså ikke bare have alle de dyr man vil sagde mor. For vi har jo også hunden. Terrie. Og Terrie fik hovedet i klemme i et nedløbsrør lige præcis den dag hvor mor havde fået nok. Voi saatana sagde hun. Voi saatanan saatana. Som om det havde noget med hunden at gøre. Det er jo lige meget hvad vi end gør sagde mor. Vi har jo alligevel altid en stribet kat derhjemme for fanden. En Puti eller en Tipu. Og så fortsatte det. Gassen flyttede til den anden ende af byen, men på det tidspunkt havde vi en farvestrålende gastaske som mor havde hæklet eller strikket, som vi kunne bære vores Putier og Tipuer i.
* * *
Terrie var min bedste ven. Jeg havde fået ham af far. Markku havde også fået ham af far, men han var alligevel mest min. Han var også Sakaris, men han var mest min. Jeg og Markku havde plaget om at få en hund. Mor sagde det bliver over mit lig. Men far var fuld og glad og kom hjem med hvalpen samme dag som mor kom hjem fra fødeafdelingen med Sakari. Selvfølgelig skal børnene da have en hund for helvede sagde han. Han havde købt et gadekryds for en krone. Det var en krydsning mellem en gravhund og en terrier. Og den var sort og hvid. En politihund sagde han, kan I ikke se, han har en pistol under maven. Jeg og Markku sprang rundt på gulvet som et par kaniner. En hund, vi har fået en hund. Vi døbte hvalpen Terrie. Politihunden Terrie. Mor gjorde det med det samme klart at hun hadede hunde og at hun aldrig i livet ville gå tur med den. Og det ville have været bedre hvis han havde taget sig af sine børn i stedet for at give hende endnu mere at lave. Og nu var der færdigbollet, bare så han vidste det. Ikke en eneste unge til.
Jeg gav Terrie Sakaris babytøj på og vuggede ham på skødet ligesom mor vuggede Sakari. Når mor gik tur med Sakari i barnevognen så lagde jeg Terrie i en skotøjsæske, den kunne lige være i fodenden af barnevognen. Mor sukkede. Tænkte du ikke på hårene sagde hun til far. Og tænkte du ikke på at det bliver mig der skal få dem væk. Og tænkte du ikke på hvem det er der laver det hele herhjemme.
Terrie og jeg legede og gik ture sammen, og vi trøstede hinanden hvis vi var kede af det. Hvis Terrie stak halen mellem benene, så gjorde jeg det også. Hvis hans øjne var halvt lukkede så var mine det også. Hvis han hang med ørerne gjorde jeg det også. Når mor og far skændtes stak Terrie halen mellem benene. Men det gjorde ikke noget. For jeg kunne få ham i godt humør igen hvis jeg smed pinde til ham. Og jeg blev gladere end han når han hentede dem. Om aftenen hoppede Terrie op i min seng, vi sov sammen selv om mor sagde at man ikke måtte have hunde i sengen. Det var det der var så godt med mor.
Når mor var i nærheden kendte Terrie sin plads. Men mor blev glemsom om aftenen. Gennem nøglehullet så jeg at hun klappede Terrie under hagen og kløede ham på maven så hans bagben cyklede. Lille ven. Du tager da ikke ret meget plads hviskede hun, du er ikke så stor, og hvor er det dejligt at vi har en lille hund nu. Og til sidst indrømmede hun over for far, det er jo godt at jeg kommer ud at gå, trods alt. Jeg er jo blevet så tyk efter det tredje barn sagde hun. Der kan du se, det betaler sig i længden at have en hund svarede far. Skulle vi ikke have plads til en hund, og en kat måske? Bagefter øvede far sig på at snakke svensk, han sagde at vi boede så tejligt nu. Vemoghalvvjerts en alv kvatrat meter. Vi har dre færelser og gøkken og et stor haav omkring hørnet.
Se udkikten!
Anmeldelser
"Hvordan går det til, at en egentlig helt sort historie om en piges fortvivlede opvækst i et socialt boligbyggeri i den sydsvenske by, Ystad, i tresserne og halvfjerdserne er blevet en kæmpesucces i Sverige. Den har solgt i stakkevis og desuden modtaget landets fornemste pris, Augustprisen, i 2006. Efter endt læsning er svaret enkelt: Den er fremragende.
- Synne Rifbjerg, Weekendavisen
"En svensk bestseller og en imponerende sikker debut (...) Susanne Alakoski løfter (...) den sociale elendighed ud af klicheernes faste forestillingsverden og udstyrer sine personer med så mange nuancer, lag og drømme, at de bliver til mere end motiver og gentagelser i et velkendt mønster. Og begrebet 'mønsterbryder' bliver i forlængelse heraf en pauver betegnelse for pigen Leenas overlevelsesstrategi. Hendes historie om at 'stille sig i en anden kø' er netop enestående. I sociologisk forstand vil jeg gætte på - men frem for alt i litterær."
- Lise Garsdal, Politiken
"Lyser af humor, tragedie og livskraft. Det er en cocktail, der opfordrer til, at man udvider sin menneskeforståelse, og som giver håb. (...) 'Svinestierne' er Susanna Alakoskis uforfærdede indre rejse, hvor hun ser det morsomme i barnets fragmentariske forståelse og oplever hendes smerte; og denne forløsende og menneskekloge rejse tager hun læseren med på."
- Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad
"Chip a chip a chip. Voi vittun vittu. En morsom, smertelig, rytmisk og rigtig god roman om at vokse op med Kong Alkohol og komme videre. 'Svinestierne' (...) modtog den svenske litteraturpris August-prisen. Og den pris har romanen fortjent. Den formår det svære og sjældne: at være enkel og dyb på samme tid. At fortælle om smerte og elendighed uden at være bitter. (...) Den danske oversættelse flyder af sted med den enkle mundrethed, som bærer Alakoskis prosa (...) Der er lidt 'Fucking Åmål' over bogen (...) og den burde have en lignende publikumsappel."
- Lilian Munk Rösing, Information
"Skildret med et fantastisk sprogligt overskud. Den sproglige flikflak gør derouten til en ren fornøjelse, selv om det er en besynderlig fornemmelse at være så godt underholdt af noget, der egentlig er så grimt."
- Julie Top-Nørgaard, Jyllands-Posten
- Alt for Damerne
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
1. udgave
Hæftet , 264 sider
ISBN: 9788702059403
Gyldendal 2007
Omslag: Alette Bertelsen - Imperiet
Oversat af: Ida Jessen
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
Kalak
PRIS kr. 299,00
Bavian
PRIS kr. 199,00
Nordkraft
PRIS kr. 119,00
Herfra til fremtiden
PRIS kr. 79,00