Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"... et pragtstykke af veloplagt prosa, der føjer sig til Rifbjergs bedste romaner" - May Schack, Politiken
"... en stor, historisk roman" - Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"... et flot litterært portræt af mellemkrigstidens Danmark" - Ove Christensen, Kristeligt Dagblad
Danmark i tiden 1912 til 1938. To familier skildres i en lang række sammenkædede scener, som med både alvor og satire afdækker adfærd og holdninger, som de kom til udtryk i en dansk, historisk epoke. Familien Dahlman-Winther tilhører det akademiske borgerskab, en familie af æsteter, kritikere og kunstnere, hvor enkelte medlemmer i lidt for høj grad elsker de tyske takter. Familiens mangeårige hushjælp Asta er på den anden side solidt bundet til sin forgrenede familie, bestående af arbejdere og håndværkere.
Angsten var virkelig nok, føltes indvendig, men lå alligevel uden for kroppen. Den var først og fremmest i langsomheden. De to flyvemaskiner var hurtige nok, når de forvandlede sig fra sorte prikker til vingede boremaskiner, som med en stadigt stigende hylen kom nærmere, indtil de slap deres last, men det var først, når de trak ud af dykket og vendte om og slog et stort sving for at komme i position igen, at angsten blev håndgribelig. Under bombenedslagene eller når kuglerne fra maskinkanonerne sprøjtede den gule jord op, blev selve rædslen også splittet, forvirret, ikke til at bestemme og gav på samme tid en uimodståelig lyst til at grave sig ned eller danse. Man kunne gå ind i hvirvlen, selv blive til en storm eller et dyr, som blindt føler sig frem i mørket. Der var en slags falsk tryghed i dette, som umuligt kunne forenes med den klare rædsel, der kom så snart forventningen om det næste og det næste meldte sig, og de to jagerbombere trak tiden ud som en vældig elastik, man vidste ikke brast, men holdt i det seje sving til venstre eller højre, før de ansigtsløse apparater kom tilbage igen for at fuldføre det, der var deres opgave og meningen med dem. Langsomheden, pausen, rædslen. Øjeblikket før, som blev til øjeblikket efter, hvis man var heldig nok til at opleve det.
Han var en ung mand. Han lå på maven mellem de stive strå i den gule jord. Han havde et navn, men forbandt sig i øjeblikket ikke med det. Han tænkte på en knast i et bræt i et badehus. Det var kun et sekund eller mindre, men lugten var der, varmen, den særlige knitren, følelsen af våd uld mod kroppen. Han ville gerne være blevet i det billede, men det var allerede væk, han anede ikke, om det havde været der eller ej, men vidste alligevel, at det var en del af ham selv, at det var ham, der lå dér med stanken af afbrændt sprængstof omkring sig og de andres himmelvendte rygge både her og dér og lyden af angriberne, som forsvandt for om lidt at vende tilbage, om lidt, om timer, om hundrede år, og dér var rædslen, ikke andre steder, men lige dér, hvor der ikke var noget rigtigt at være bange for andet end det, der skulle komme. Hvor der ikke var den ringeste grund til at føle sig død, fordi man var levende. Hvor der kun var grund til en vis nervøsitet, fordi han om lidt ville være død. Hvis langsomheden vandt.
Da han rejste sig op for at komme væk, hørte han nogen råbe. Han stod et øjeblik og var ikke sikker på, at han havde hørt rigtigt. Det lød som hans navn, men hed han virkelig sådan, og hvem var det, der råbte? Der var ingen sammenhæng i det, der skete, og selv havde han ingen fornemmelse af, hvorfor han handlede, som han gjorde. Et øjeblik så han sig omkring, og billedet var ganske tydeligt. Han så den skrånende mark med det grå hus i kanten. Han så bjergets skygge som en tung skabelon under solen, en trekant skåret ud. Han så de andre mænd kastet rundt her og dér, hvor de havde smidt sig eller var blevet væltet af trykbølgerne eller slået ihjel af granatsplinterne. Han hørte lyden af geværild langt væk og et maskingeværs stammen. Men han hørte først og fremmest flyvemaskinernes ingenlyd, en udtrukken sprød skingren, som han huskede fra sporvognene, de gule tingester, der mavede sig frem i morgenmørket i den iskolde by, hvor han var blevet født. Han hørte sit navn, men kunne umuligt genkende det. Var det virkelig ham, der blev kaldt på? Og hvem kaldte? Han løftede blikket og skyggede med hånden over øjnene mod det hårde solskin. De to flyvemaskiner var på vej tilbage, nu kom de.
Fra side 5-7
"... et pragtstykke af veloplagt prosa, der føjer sig til Rifbjergs bedste romaner"
- May Schack, Politiken
"... en stor, historisk roman"
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"... et flot litterært portræt af mellemkrigstidens Danmark"
- Ove Christensen, Kristeligt Dagblad
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |