g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Martin Andersen Nexø

Pelle Erobreren, Bind 1

PRIS kr. 99,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Klassikeren om den fattige skånske enkemand og sønnen Pelle, der får arbejde som røgter og vogterdreng på en bornholmsk bondegård i begyndelsen af dette århundrede. Filmatiseret og kanoniseret.

Uddrag

Lidt afsides stod en ældre ludende mandsling med en sæk på ryggen og en 8-9 års dreng ved hånden; ved deres fødder stod en grøn kiste. De fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en vogn rullede bort med nogle af deres landsmænd, rykkede drengen utålmodigt i den gamle, der så talte beroligende til ham. Den gamle mand undersøgte bønderne én for én med bekymret mine og bevægede læberne imens - han tænkte. Stadig løb de røde vippeløse øjne i vand ved den vedholdende stirren, og han tørrede dem med den grove snavsede sækkehals.

"Ser du den dér?" sagde han pludselig til drengen og pegede på en lille tyk bonde med æblekinder. "Tro om han ikke skulle være god mod børn? Skal vil forsøg' en pøjke?"
Drengen nikkede alvorlig, og de styrede løs på bonden. Men da han hørte at de skulle følges ad, ville han slet ikke have dem - drengen var altfor lille til at tjene føden. Og sådan gik det dem hver gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans søn Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været på øen en gang før - for omtrent en halv snes år siden. Men dengang var han yngre, så at sige i sin bedste arbejdskraft, og havde ikke en lille dreng ved hånden som han ikke ville skilles fra for alt i verden - det var forskellen. Det var det år, koen druknede i mergelgraven og Bengta gik og lavede til barsel. Skralt så det jo ud, men Lasse vovede alt på ét kort han, og benyttede de par kroner han fik for huden af koen til at drage til Bornholm for. Da han vente tilbage om efteråret var de tre munde, men da havde han også et hundrede kroner at se vinteren i møde med.
Lasse have dengang været mand for at redde situationen; og endnu kunne det rette op i hans ludende gammelmandsskikkelse, når han kom til at tænkte på den bedrift. Siden når der var smalhans, talte han altid om at sælge skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit gammelkonebarsel, og der blev intet af det - ikke før hun døde efter otte års elendighed, nu lige til våren. Så solgte Lasse stumperne underhånden og fik et lille hundrede kroner ind; de fik med til at klare enhver sit, den lange sygdom havde tæret. Huset og jorden tilhørte patronen. En grøn kiste som havde hørt til Bengtas brudeudstyr, var det eneste stykke han beholdt. I den pakkede han deres brugsgenstande og nogle småting af Bengtes, og sendte den forud til havnebyen med en kørende pranger. En del gammelt skrammel som ingen ville byde på, stoppede han i en sæk, og med den på nakken og drengen ved hånden gav han sig på fodvanding til Ystad, hvor damperen fra Rønne lagde til. Skillingerne kunne lige række til overfarten.
Han havde været på sikker på sig selv under vejs og i høje toner fortalt Pelle om dette land, hvor lønnerne var så ufattelig høje, og hvor man somme steder fik pålæg på sit brød og altid øl til, så vandvognen i høstens tid ikke kørte rundt til arbejderne men kun til kvæget. Og - ja de der ville kunne drikke brændevin som vand så billigt var det, men det var så stærkt, at det slog sin mand i tredje omgang. De brændte det af rigtigt korn og ikke af syge kartofler, og de drak det til hvert et måltid. Og aldrig skulle pøjken fryse dér, for det var ulden inderst og ikke dette her blårlærred, som det blæste rags igennem; men en arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to kroner om dagen. Det var noget andet det end patronens lusede 80 øre på egen kost.

Fra side 20-21