Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 204,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Paris ? mon amour! er en anderledes rejseguide. En guide for alle dem, der elsker Paris og hinanden. Og som tør og gider andet end Eiffeltårnet og Sacre-Coeur. Her er adressen på en vidunderlig marokkansk restaurant, et praj til det ydmyge hotel ved Panthéon, tip til markedet i Rue Raspail og meget mere. Illustreret
Til Paris
Det var en sensommerdag. Jeg stod i receptionen på Berlingske Tidende og sorterede min morgenpost, da udlandsredaktøren kom og spurgte, om jeg ville være korrespondent i Paris.
Jeg var 29 år. Single, forkælet, arbejdede på samfundsredaktionen og havde det godt. Men jeg kedede mig, og jeg tror, han havde spottet det, redaktøren.
Fire måneder senere, en søndag i januar, landede jeg med aftenmaskinen i Roissy-Charles de Gaulle. På en treårig kontrakt, med min kuffert, computer og et hullet fransk.
Jeg flyttede ind i den lejlighed, jeg havde fundet ved Canal Saint-Martin i det 10. arrondissement. På kajen, i en gul murstensbygning fra 30'erne. Jeg havde et sekskantet soveværelse og kulbådene sejlende lige fordi mine vinduer. Stuk, parketgulve og gamle kaminer. En nysgerrig portugisisk concierge, som bragte morgenposten. Og en ung, bohemeagtig nabo, der bryggede på sin første spillefilm.
Så sad jeg med udsigt til slusen og skrev om valg og korruption, udenrigspolitik og mordsager. Skråede af og til over broen efter en kaffe eller hen til avismanden i rue Beaurepaire.
Forelskelsen
Ret hurtigt viste jeg, at Paris var min by. Jeg fik venner, danske og franske. Spillede badminton med Jens fra ambassaden og Pierre-Alain fra avisen Les Echos. Eller sad i gårdhaven hos Charlotte og Philippe, drak te hos Merete og diskuterede politik med monsieur Hababou i baghuset.
Jeg fik gode kilder, var til kaffe hos højreekstremisten Jean-Marie Le Pen, interviewede Woody Allen på Hotel Ritz og filosoffen André Glucksmann i hans dagligstue.
Jeg fandt mig selv i Paris. Som om jeg for første gang fik uafhængigheden til at forme mit eget liv. Og ikke mindst tiden til at tænke over, hvad det var, jeg ville. Det var i Paris, jeg fandt ud af, at jeg måske slet ikke skulle være den hard core reporter, som jeg ellers gik og troede. At jeg var allerlykkeligst, når jeg skrev til rejsetillægget om slagteren i mit kvarter eller en lille hengemt boghandler i Montreuil.
Måske ændrede jeg også fokus, fordi jeg mødte kærligheden. Den der enkel og indlysende kærlighed, som pludselig står foran én, efter at man i ti år har levet som en afart af Bridget Jones.
Michael traf jeg, fordi jeg skulle interviewe ham til business-sektionen. Om noget så sexet som hans firmas nyeste høreapparat, der havde fået en fransk designpris. Først blev det bare til en lille notits. Men senere fandt jeg på at lave et større forside-interview med ham, og endnu senere, langt senere, blev det til bryllup, tre børn og et gammelt hus på kanten af Seinen.
11-13
| Om bogen |
| Læs uddrag |