Senest viste titler

Judy Westwater Gadebarnet

Max Velthuijs Frø og And

Karen Vedel En anden dans

Din indkøbskurv

kr 0,00
0 bøger
Log ind
Opret dig som kunde
 

Samlet vurdering:

(1 i alt)

 

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Lisbeth Brun

På grænsen






PRIS kr. 275,00
 

Om bogen

Pressen skrev
 

"Hun underholder med tæt miljøskildring og træfsikker generationsskildring." - May Schack, Politiken

"Lisbeth Brun skriver meget flydende og psykologisk præcist." - Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

Bogens hovedperson, Ellen, er født i et arbejderhjem i Ribe og uddannet sygeplejerske i København. Hun har i mere end tyve år været bosat i Schweiz, hvor hun er gift med den succesrige gynækolog og plastikkirug Peter Haubenthal. Han er en korrekt mand, strengt opdraget af sin oberst-far, landet er rent og pænt, børnene velopdragne, manererne gode, kvinderne hjemmearbejdende, tilværelsen materielt velfunderet og kedsomhenden fremherskende, i hvert fald for Ellen, der efter mange års ægteskab falder for den flirtende Marcel og indleder en affære med ham. Chokket kommer, da Ellen en dag opdager, at Peter også har en affære. Hun afbryder forholdet til Marcel, opgiver sit arbejde som halvtidsansat sygeplejerske, og langsomt går der skred i tingene.

Uddrag

Der er uendeligt meget, jeg ikke ved. Tidligere plagede det mig, jeg ville gerne vide noget, og allerhelst nogle ting, andre ikke havde hørt om, eller i hvert fald noget, som man ikke forventede, at jeg havde kendskab til.
     Når jeg bladrede i et leksikon og så alle de ting, man kunne fordybe sig i, blev jeg usikker på, hvad der ville være bedst at gå i gang med. Der var for eksempel pyramiderne, Cuba-krisen, det astronomiske verdensur, helleristninger og hvad med Elizabeth den første?
     Det endte altid med, at ordene og billederne begyndte at danse for mine øjne, og jeg satte bogen tilbage i reolen og gik ned i haven og rev blade sammen.
     Der var meget, jeg havde hørt om, jeg kunne altid snakke med, men der var intet, jeg var ekspert i, og jeg misundte de mennesker, der med fast og rolig stemme var i stand til at have en mening. Man kunne høre, at det, de sagde, kom fra hjertet, og at de ikke var i tvivl om, at de havde ret.
     Mest misundte jeg dem, der formåede at fortælle om vanskelighederne i deres liv. De og de hændelser var indtruffet, det havde været smertefuldt, men nu var livet gået videre, og de var sågar taknemmelige for og følte sig beriget af de udfordringer, der ved første øjekast havde syntes som uovervindelige.
     Min drøm var, at til middagsselskaberne ville alle - selv Peter - lytte til mig. Kun når vi udførte vores glansnummer og leverede historien om mine fødsler, lyttede folk, men det gjaldt på en måde ikke, for det var jo ikke hele sandheden, vi fortalte.

Sådan har jeg det ikke mere. Nu er jeg tilfreds med at blive inviteret og selv at lytte. En flue på væggen er jeg blevet. Marcel ville have sagt, at jeg er begyndt at give slip. Loslassen. Det var et af hans mange udtryk. Han hviskede mig det i øret, første gang vi elskede. Derefter var det ikke mere nødvendigt.
     Men Marcel, det er en anden historie.
     Jeg er et løg, der er begyndt at skrælle sig selv, og mens jeg bevæger mig indover, går jeg i opløsning.
     At pille løg og lede efter den fireogtyveårige pige, man engang var, har noget til fælles. Man fjerner en skal, og det lyse, saftige, man finder derinde, får én til at græde.

Peter og jeg mødte hinanden i et fly sommeren 1981. Det vil sige, det var der, vi begyndte at snakke sammen, men allerede ved indtjekningen i London havde jeg lagt mærke til ham. Han stod foran mig i køen, og mens jeg vendtede på, at det blev min tur, fordrev jeg tiden med at betragte ham og de andre mennesker omkring mig.
     Da han var færdig ved skranken, vendte han sig og smilede til mig.
     -Your turn, sagde han med en grødet accent, jeg ikke kendte.
     Jeg registrerede, at hans tøj og kufferten var af god kvallitet. Ikke prangende, men i en stil, som tiltalte mig. Hans smil var høfligt, som om vi alle i lufthavnen var del af en stor organisme, der fungerede bedst, hvis vi fulgte reglerne og behandlede hinanden ordentligt.
     Alt ved ham var regelmæssigt. Han havde regelmæssige tænder, kropsbygning og gang. Og han havde ikke flirtet med mig, men set på mig, som om ... Ja, som om hvad? Ingen ord slog til, da jeg bagefter prøvede at beskrive for mig selv, hvad jeg havde oplevet.
     Alle disse harmoniske muskler, sener og knogler forvekslede jeg med indre styrke. Dengang vidste jeg ikke, at det blot var hans farfar, bjergbonden, Peter havde arvet sin kropsbygning fra. Bonden avlede en militærmand, og obersten fik en søn, som jeg den dag i dag ikke ved, hvem er.

     Nogle påstår, at vi kvinder udelukkende skelner mellem, om vi ønsker at gå i seng med en mand, eller om han skal være far til vores børn. Dermed var de følelser, der strømmede gennem mig, da jeg i flyverens smalle gang opdagede, at Peter og jeg skulle sidde ved siden af hinanden, ren biologi.
     - Hallo, hilste han og ventede tålmodigt, mens jeg fik alle mine poser op på bagehylden.
     Jeg satte mig ved siden af ham og var fra første sekund smertelig bevidst, hvor nær vi var hinanden.
     Englænderne har ret, når de siger, at vi falder i kærlighed. Og de gamle grækere vidste, at det tog ni nætter og ni dage at falde fra jorden i Tatarus, underverdenens kaos.
     Allerede mens jeg sad i flyveren, begyndte min rygrad at gå i opløsning, og hårene på mine arme fik vinger. Sammen med Peter blev jeg en fjer, der dalede ned gennem luften. Vægtløs, dunet og gennemsigtig.
     Bagefter kunnne man have brugt mig som fyld i en pude, og hver nat ville jeg hviskende fortælle dens ejer om alt det forunderlige, jeg så på vejen ned, og om morgenen ville han tro, at det var noget, han selv havde drømt.
     Det tog mig ti år at lande. Da stod jeg på en åben plads i Istanbul, og en tyrker bosat i Tyskland prøvede at føre en samtale med mig, mens en betjent iagttog os.
     Min svigermor havde registreret, at hendes søn ikke var lykkelig, og hun tilbød at passe børnene, så vi kunne komme på ferie alene. Det var venligt ment, men Doris var først og fremmest et praktisk menneske og ikke i stand til at gennemskue, at en uge kun blotlagde vores problemer frem for at løse dem.

Fra side 5-7

Om Lisbeth Brun

Foto: Gabriele Ortner-Rosshoff
Lisbeth Brun, f. 1963, dansk forfatter. Hun debuterede i foråret 2005 med romanen Nord for fjorden. Samme efterår udgav hun romanen Tingenes tilstand. I 2006 udkom romanen Vejs ende, i 2007 På grænsen og i foråret 2009 Paradisets have.

Lisbeth Brun har i 2006 modtaget Kunstfondens tre-årige arbejdslegat.

Læs mere om Lisbeth Brun

Anmeldelser

"Hun underholder med tæt miljøskildring og træfsikker generationsskildring."
- May Schack, Politiken

"Lisbeth Brun skriver meget flydende og psykologisk præcist."
- Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

 
Om bogen
Læs uddrag
Læs om Lisbeth Brun
Anmeldelser
 
Fakta om bogen
1. udgave
Hæftet ,  272 sider
ISBN: 9788702062922
Gyldendal 2007
Omslag: Sven Reiner Johansen
 
 
 
g.dk
Gyldendals internetboghandel
Postboks 1181
1011 København K
Tlf: 70 22 00 07
Kontakt os