g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Kristian Ditlev Jensen

Ord i Orientekspressen

Rejseskildringer og essays

PRIS kr. 199,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Glimrende essays fra rejser over det meste af verden. I tog. På 1. klasse. Man læser skinne ud og skinne hjem. Med et strejf af misundelse..." - Liselotte Wiemer, Weekendavisen

"Med denne unge dansker dukker der pludselig en mester frem midt blandt alle postmodernismens uduelige elever. Han skriver let som en fjer om tragedier, er suveræn i nærmest nonchalant grad og har en sensorisk og emotionel energi, som er uden sidestykke." - Hans Magnus Enzensberger

"En ja-siger, det er, hvad han er, vores rejsende forfatter: Verden og livet? Ja tak! (...) Behøver jeg at fortælle, at jeg har læst og delvist anmeldt Ord i Orientekspressen i forskellige intercity-tog? Jeg fik så igen ikke læst Ud & Se, men sikke en tur det har været alligevel. Tak for den." - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"Lækre og velskrevne (...) Elegant lille causeri, en lækker smagsprøve." - Hjalte Tin, Politiken

En samling af sansemættede, intime rejseskildringer serveret af en af denne klassiske genres bedste danske penne.

Med sin klare sans for gastronomi, religion, kulturelle fænomener og det personlige menneskelige møde lader Kristian Ditlev Jensen os sidde med på bagperronen på de tolv drømmerejser, han gennemførte i løbet af blot otte måneder i 2005 og 2006 for DSB's magasin Ud & Se.

Udover rejsebeskrivelserne rummer bogen også forfatterens refleksioner over blandt andet kunsten at pakke en kuffert, det at rejse alene og det langsomt at begynde at forstå, hvor mangfoldig vores klode egentlig er.

Uddrag

Nagoya Station. Det er herfra, at det første egentlige maglev-tog, linia motokar, kører. Det er den seneste version af Shinkansen. Den højeste hastighed, som toget, der er lukket inde på en 9,2 kilometer lang testbane, har opnået, ligger på omkring 580 kilometer i timen.
Man bladrer baglæns i japanske herremagasiner. Ligesom hvis man læser noget på arabisk. Det giver en underlig fornemmelse, når man langsomt læser billeder baglæns, mens man kører fremad med 270 kilometer i timen.
Japanerne elsker det hurtige. Det er en zen-kvalitet. Som når man fanger en flue mellem to spisepinde. Eller når man skriver hele verden ind i et haiku. Den største haiku-digter gennem alle tider var Basho. Han var den store mester, når alle senseindtryk skulle samles - lirkes sammen som farvefladerne i en professorterning - men i et digt med blot tre vers, der hver kun bestod af ganske få stavelser. Fem stavelser, så syv og så igen fem. Og så er alt sagt. Begrænsning er en kvalitet i Japan.
For lidt siden kom konduktøren ind i kupéen. Han bukker dybt for os, hver gang han kommer ind. Og hver gang han går ud igen. Uden for vinduet flyder et Kirin-bryggeri forbi. Kirin betyder giraf på japansk. Men det smager ikke nær så godt som øllen Yebisu, der sommetider ligefrem serveres i frosne ølkrus.
Da vi lidt efter passerer floden Ibigawa, spørger jeg konduktøren, hvornår vi egentlig er i Kyoto. Han trækker en lille plasticlomme frem af den blå uniform og konsulterer den formelt. Han regner højlydt for sig selv og meddeler, at der er præcis 25 minutter igen. Han bukker let og smiler, inden han træder af.
Jeg skal på toilettet.
I et af sæderne på første klasse ligger der en lille stout japaner og snorkbobler. Bøllehatten sidder der endnu. Og han har ikke engang taget den sanitære ansigtsmaske af, som japanere går med, når de er forkølede. I min Green Car er kun cirke en tredjedel af pladserne optaget. Toilettet må være det mindst avancerede i Japan. Ganske vist er der pissoir i et selvstædigt rum. Men inde på toilettet er der hverken varme i sædet eller indbygget bidet med skarp vandstråle til nummer to. Der er heller ikke nogen knap, man kan trykke på, så det lyder, som om man skyller ud. Den bruger damerne ellers normalt flittigt, når de er på toilettet. På den måde overdøver de deres naturlige lyde. Da knappen blev opfundet, var den en revolution, fordi man jo kunne spare oceaner af vand ved at nøjes med at trykke på den. I går var jeg på nationalmuseet i Ueno Park i Tokyo for at se en særudstilling om kirsebærblomster og en statue af en zenbuddhistisk bodhissatva, som kun meget sjældent er tilgængelig for offentligheden. Da jeg trådte af på naturens vegne, slog museets toilet selv brættet op, så snart jeg åbnede døren. Der blev også trukket automatisk ud, så snart jeg rejste mig. Og både sæbe, vand og lufttørring var en fuldautomatisk proces, der fandt sted nede i håndvasken. På museet så jeg også nogle af de første malerier, der var lavet under indflydelse af Vestens æstetik. Nattescene på stationen er malet af Shinpu Takamura. Det er olie på lærred, udført i Meiji-periodens år 42, hvilket svarer til vores år 1909. Billedet forestiller en ung kvinde iført en blomstret kimono i grønt og gult. Ved siden af sidder en gammel mand med et langt skæg. Hun sidder med en vifte i hånden. Hun sover hen over sine pakkenelliker. Fuldkommen ligesom passagererne gør i dag.
Da jeg er tilbage på min plads, når jeg lige akkurat at pakke mine ting, inden toget "gør et ganske kort ophold på Kyoto Station" - som det hedder i højtalermedelelsen. Jeg skal love for, at det er lyntog, det her.

Fra side 34-36.

Om Kristian Ditlev Jensen

Kristian Ditlev Jensen, f. 1971, uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. Tidligere elev på Forfatterskolen. Debuterede i 2000 med den personlige beretning Det bliver sagt, der handler om det mangeårige misbrug, han var udsat for, da han som dreng lærte en pædofil at kende. Udgav i 2001 de japanske meditationer Røde kager & grøn te. Debutromanen Livret om gourmeten og madanmelderen Robin McCoys sansemættede sammenbrud indbragte forfatteren Debutantprisen 2004. I 2007 udkommer bogen Ord i Orientekspressen. Rejseskildringer og essays, der skildrer tolv togrejser Kristian Ditlev Jensen har foretaget gennem Australien, Skandinavien og det amerikanske kontinent.

Læs mere om Kristian Ditlev Jensen

Anmeldelser

"Glimrende essays fra rejser over det meste af verden. I tog. På 1. klasse. Man læser skinne ud og skinne hjem. Med et strejf af misundelse (...) hvis hensigten med denne jordomrejse på skinner var at få flere folk til at køre med tog - og indsnuse turen undervejs - så er det lykkedes. Mere er der ikke at sige. Jo: Jeg vil have en pladsbillet!"
- Liselotte Wiemer, Weekendavisen

"Med denne unge dansker dukker der pludselig en mester frem midt blandt alle postmodernismens uduelige elever. Han skriver let som en fjer om tragedier, er suveræn i nærmest nonchalant grad og har en sensorisk og emotionel energi, som er uden sidestykke."
- Hans Magnus Enzensberger

"En ja-siger, det er, hvad han er, vores rejsende forfatter: Verden og livet? Ja tak! (...) En af Kristian Ditlev Jensens kvaliteter som skribent er hans evne til at disponere i forholdet mellem tekstens omfang, dens intensitet og alvoren af det, der behandles (...) Behøver jeg at fortælle, at jeg har læst og delvist anmeldt Ord i Orientekspressen i forskellige intercity-tog? Jeg fik så igen ikke læst Ud & Se, men sikke en tur det har været alligevel. Tak for den."
- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"Lækre og velskrevne (...) Elegant lille causeri, en lækker smagsprøve."
- Hjalte Tin, Politiken