Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 349,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Otte smukke hjem, som alle bærer præg af, at beboerne selv er i enten indretningsbranchen eller tæt på den og dermed har et godt blik for flotte detaljer og sammenhæng." - Berlingske Tidende
Nordliv er en billedfortælling om nordiske boliger og deres beboere, krydret med tips og idéer. Nordliv ligger i umiddelbar forlængelse af forfatternes første bog, Nordlys, der blev en succes i både ind- og udland.
For nogle år siden legede fotograf Birgitta Wolfgang Drejer og jeg med ideen om at lave en bog, der handlede om den særlige, nordiske indretningsstil. Om farverne, materialerne, lyset og livet i vores hjem her i Skandinavien. Året efter, i 2001 var bogen Nordlys en realitet, og den fik en fantastisk modtagelse og en lang levetid for en bog af sin art, både i Danmark og i udlandet. Siden har vi lavet flere bøger sammen om andre emner, men med den skandinaviske livsstil som fællesnævner. Vi har nemlig vores helt egen måde at udtrykke og indrette os på her i Norden, og det er kun blevet endnu mere tydeligt for os i arbejdet med bøgerne.
At skabe Nordlys nummer to var i lang tid en fjern tanke, selvom rigtig mange spurgte til det. Hvad enten det drejer sig om film eller bøger, er "to'eren" altid et vanskeligt foretagende. Men i løbet af de senere år gik de op for os, at vi alle har flyttet os, hvad indretninger og inspirationer angår, og at der efterhånden var behov for endnu en bog om Nordens lyse, bløde og helt særlige indretningsstil. Så blev det til denne nummer to, som vi har lavet for at videregive inspirationen og fortælle historierne fra nogle af de fantastiske hjem, vi har set.
Mange karaktertræk er grundlæggende stadig de samme for, hvordan vi indretter os på disse breddegrader: Farverne har en grundtone, som er plukket fra den nordiske gråblå skala, men langt flere farver og mønstre får nu lov til at blande sig. Mange af materialerne også de samme, men overfladebehandlingerne er blevet anderledes. Der er kommet langt flere blanke flader til - en flot tilføjelse, fordi det reflekterer vores nordiske lys så smukt.
Selve indretningsstilen har selvfølgelig også ændret sig, et mere moderne udtryk skinner igennem, selv om man stadig kan dele stilarterne op i kategorierne: klassisk, romantisk, rustik, minimalistisk og hvad man nu ellers kan kalde dem. Måske er der én stil, som er blevet meget mere tydelig i de seneste par år - den har intet navn, men er mere personlig - en "min egen - stil", der dels afspejler, hvad der rører sig i tiden, og dels hvad man selv holder af at omgive sig med og har med sig gennem livet.
At vi rejser mere end for bare nogle få år siden er også tydeligt at se. Der er langt flere etniske indslag i vores hjem: asiatiske, nordafrikanske og amerikanske stil-arter er blot nogle af dem, der blander sig med de mere klassiske svenske, franske og italienske, som vi har sværget til før.
Fra side 7-8
"Otte smukke hjem, som alle bærer præg af, at beboerne selv er i enten indretningsbranchen eller tæt på den og dermed har et godt blik for flotte detaljer og sammenhæng."
- Berlingske Tidende
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |