Senest viste titler

Henrik Ibsen Gengangere

Pia Tafdrup Tusindfødt

Suzanne Brøgger Sølve

Din indkøbskurv

kr 0,00
0 bøger
Log ind
Opret dig som kunde
 

Samlet vurdering:

(3 i alt)

 

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Jakob Ejersbo

Nordkraft






PRIS kr. 79,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage
 

Om bogen

Pressen skrev
 

"Susende stærk roman om en ungdom i hashtåger. Endelig en bog, anmelderen med god samvittighed kan anbefale til andre end litterater."- John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet

"Jakob Ejersbos Nordkraft er det smukkeste og mest forfærdende vidnesbyrd, der endnu er skrevet på dansk om generationen, der skulle være blevet voksen i løbet af 1990erne, men som i stedet skød sig ud af tilværelsen i misbrugets katapult."- Me Lund, Berlingske Tidende

"Narkomiljøets Hærværk (...) medrivende og sært opmuntrende"- Bjørn Bredal, Politiken

"En værdig dansk repræsentant for det fænomen, nordmændene kalder skidden realisme: beretninger om forfald og outsidere i den coole amerikanske tradition."- Jon Helt Harder, Jyllands-Posten

NORDKRAFT foregår i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, blandt misbrugere og pushere, drømmere og kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage. NORDKRAFT indbragte forfatteren De Gyldne Laurbær og er oversat til flere sprog. Bogen er filmatiseret af Ole Christian Madsen.

Uddrag

Jeg siger til Asger, at jeg skal i biografen, og går hen mod min mor og Hans-Jørgens kæmpe lejlighed på Boulevarden. Hvad er egentlig idéen, spørger jeg mig selv. Jeg vil ikke bo sammen med hende og Hans-Jørgen. Hvorfor skulle jeg det? Sidste gang var dødsygt. Og jeg har heller ikke tænkt mig at forbedre min studentereksamen, hvilket er det eneste min mor kan tænke på. Uddannelse er vigtigt, Maria; sådan lyder hendes mantra, selvom hun ikke selv har nogen.
Der er laks til forret, og så har Hans-Jørgen lavet en grøntsagstærte og grøn salat og hvidløgsbrød. Det er virkelig et fremskridt. De plejede at sidde med deres bloddryppende kød, og så kunne jeg få lov at spise salat og kartofler.
"Mmmm", siger min mor, da hun har tygget på den første mundfuld laks.
"Neeej, hvor er det lækkert. Synes du ikke det er lækkert, Maria?"
"Det er okay," svarer jeg, for jeg har altid hadet, at de hele tiden snakker om maden mens de spiser. Sammenligner det med noget vi fik på en restaurant i Provence i 1987; "Og der var en fantastisk udsigt. Kan du huske den, Maria?" Jo, ja - træer, marker, bygninger, himmel; slap dog af, kvinde.
"Hvad laver ... Asger?" spørger min mor.
"Øhmmm, han er udsmider, siger jeg - for det var han dengang jeg mødte ham, "og nogle gange er han bartender." Det er også løgn.
"Nå, hvor henne?" siger min mor - allerede lidt bekymret.
"Forskellige steder," svarer jeg undvigende. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle hende, at Asger er pusher - det skal hun simpelthen ikke have på mig. Altså, jeg er jo godt klar over, at min mor ville æde meget, hvis hun vidste det; opgive alle krav for at få mig hjem. Men ...
Indtil videre holder hun sig fra at snakke om min studentereksamen, men Hans-Jørgen er ivrig efter at få den gamle scenografi banket op.
"Og du er ved at forberede dig til eksamen?" spørger han - hans attitude er intim og venskabelig, og samtidig kan jeg se, at han tror han aflaster min mor ved at stille spørgsmålet. Mor ser beklemt ud. Jeg kigger på ham, skal lige til at sige: Hvad fanden blander du dig for? Du er ikke min far. Jeg har en far. Han bor ude i Store Ajstrup. Kan du huske ham, mor? Som du skred fra og ikke ville lade mig se - min egen FAR. Ordene står simpelthen i kø inde bag mine tænder. Og så går det op for mig, hvad Hans-Jørgen er i gang med. Han blev skilt fra sin kone for syv-otte år siden, og for fire år siden mødte han min mor. Og han elsker hendes flæskede kvindelighed og hendes kærtegn og hengivenhed.
Han elsker, at de knepper og drikker vin og går til koncerter med symfoniorkesteret og tager på storbyferie i Barcelona og pis og papir. Den eneste hage der er ved min mor, det er mig - møgtøs, som ikke gider at være en pæn pige. Intet ville glæde ham mere, end hvis jeg holder mig langt væk, så han kan få min mor for sig selv. Og hun er en af den slags kvinder, som simpelthen ikke kan leve uden en mand - hun bliver snotforvirret, går i stå. Årene fra hun forlod min far og til hun mødte Hans-Jørgen var ... håbløse. Altså, selvfølgelig skal hun være sammen med ham. Jeg forstår godt, at hun er glad for ham, men åbn sgu da for helvede øjnene, kvinde; du sidder over for dit eget kød og blod, og så lader du den skide narrehat skubbe dig rundt.
Er jeg ved at forberede mig til eksamen? "Ja", siger jeg. Så alt er i den skønneste orden, smil over hele linien - selvom Hans-Jørgens glæde langt fra er overbevisende. Det står malet i hans ansigt; frygten for igen at få mig ind i lejligheden. Kort efter skal han heldigvis på arbejde, og jeg undskylder mig med at jeg skal mødes med Asger klokken ni foran biografen.

Fra side 41 - 42.

Anmeldelser

"Susende stærk roman om en ungdom i hashtåger. Endelig en bog, anmelderen med god samvittighed kan anbefale til andre end litterater. Der er sus i Nordkraft. Slagsmål, stoffer og sex, men også kløgt, komik og kærlighed"
- John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet

"Jakob Ejersbos Nordkraft er det smukkeste og mest forfærdende vidnesbyrd, der endnu er skrevet på dansk om generationen, der skulle være blevet voksen i løbet af 1990erne, men som i stedet skød sig ud af tilværelsen i misbrugets katapult. Den indfanger smertelig sandfærdigt drømmene om at være noget specielt, om at lægge afstand til normen - kald det flyve, kald det selvrealisering, kald det bundløs naivitet - og den frysende erkendelse af, at den kunstige optur pr. joint eller bong nok skabte afstand til rødstensvillaen i Hasseris, men gjorde det ved at søge nedad i det sociale søle, hvor selv pusherens hunde er blevet dvaske hashjunkier."
- Me Lund, Berlingske Tidende

"Med Nordkraft har Jakob Ejersbo skrevet narkomiljøets hærværk. Romanen er så medrivende og sært opmuntrende, fordi den finder sproglig opfindsomhed og fandenivoldsk overlevelseskraft frem helt nede ved eksistensens nulpunkter ... spændstigt underholdende."
- Bjørn Bredal, Politiken

"Med sine skarpe billeder af et trodsigt miljø er romanen en værdig dansk repræsentant for det fænomen, nordmændene kalder skidden realisme: beretninger om forfald og outsidere i den coole amerikanske tradition."
- Jon Helt Harder, Jyllands-Posten

 
Om bogen
Læs uddrag
Anmeldelser
 
Fakta om bogen
5. udgave
Hæftet ,  424 sider
ISBN: 9788702060423
Gyldendal 2007
Omslag: Ida Balslev-Olesen
 
 
 
g.dk
Gyldendals internetboghandel
Postboks 1181
1011 København K
Tlf: 70 22 00 07
Kontakt os