Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 299,00 |
|
En festklædt morder slipper ubemærket ind til Nobelfesten i Stockholm. På dansegulvet i Den gyldne sal skyder hun Nobelkomitéens formand, Caroline von Behring, i hjertet. Annika Bengtzon ser hende dø, samtidig med at morderen flygter ud og videre i en båd over Mälaren. Stockholm og Sverige er i chok. Politiet indleder en jagt uden sidestykke. Annika Bengtzon havner midt i dramaet - ikke kun som journalist, men også som vidne. Et drama med rødder langt tilbage i tiden oprulles. Overalt støder Annika på sporene efter den samme mand: Alfred Nobel, den ensomme og ulykkelige industrimagnat, som gav sin formue til gode formål. Til sidst finder hun ud af, hvor hun skal finde gådens løsning: I Nobels testamente. NOBELS TESTAMENTE er den sjette roman i Liza Marklunds succesfulde krimiserie om Annika Bengtzon.
KVINDEN SOM BLEV KALDT Kattekillingen mærkede vægten af våbnet svinge under højre armhule. Hun smed cigaretten fra sig, trak op i kjolen og tværede skoddet eftertrykkeligt ud under sandalsålen.
Prøv om I kan finde noget dna på det dér.
Nobelfesten havde været i gang inde i Stadshusets banketsale i tre timer og niogtredive minutter nu. Dansen var begyndt, hun kunne ane tonerne fra musikken trænge ud til kulden på gaden. The target havde forladt bordet nede i Den Blå Hal og begivet sig op ad trappen til Den Gyldne Sal. Sms?en hun netop havde modtaget, havde givet hende målets position, så nøjagtig den nu kunne blive under disse omstændigheder.
Hun sukkede og noterede sig sin egen irritation, gav sig selv en mental lussing. Dette var et koncentrationsjob, her var ikke plads til dybe eksistentielle overvejelser eller spekulationer over alternative karriereveje, her gjaldt det for satan bare om at levere varen. Hun tvang sig selv til at fokusere fremadrettet, på den memorerede rute hun havde tegnet i sit hoved om og om igen indtil hun, kedet til døde, var sikker på at opgaven ville blive vellykket. Derfor gik hun nu med små og velovervejede skridt, et to tre, salt og grus kunne tydeligt mærkes gennem sandalernes tynde såler. Temperaturen var faldet ned under frysepunktet og havde skabt pletter af is på jorden, et scenario hun havde håbet på, men ikke kunnet tage for givet. Kulden gjorde hende troværdig og bleg og fik øjnene til at løbe i vand. De måtte gerne blive røde. Politimændene i deres uniformer og gule veste var opstillet hvor de skulle, to på hver side af den porthvælving der udgjorde hovedindgangen til Stockholms Stadshus. Hun kalibrerede sin indre styrke.
Tiden var inde til post nummer et, bleg og smuk, forfrossen og kold, med mobiltelefonen i den ene hånd. Tam ta tada, så var det showtime!
Hun trådte ind i porthvælvingen fra gaden samtidig med at en gruppe glade medborgere kom sejlende ind fra den anden retning. Gruppens stemmer klirrede i den kolde luft, de fornøjede latterudbrud rungede. Facadens indirekte belysning kastede skygger over deres opstemte ansigter og velklippede frisurer. Hun slog blikket ned og nåede hen til den første politimand samtidig med at en af de oprømte herrer begyndte at råbe efter en taxi. Da strisseren gjorde mine til at tale til hende, slog hun ud med armene og lod som om hun var ved at snuble. Politimanden reagerede instinktivt som mænd gør, han fangede gentlemanagtigt hendes fægtende arm (hendes blege, smukke, forfrosne arm), hun mumlede forlegent på et uforståeligt engelsk, trak sin kolde hånd til sig og gled over mod hovedindgangen, treogtredive afpassede skridt væk.
Hold kæft hvor er det enkelt, tænkte hun. Det her er under min værdighed.
Den stenbelagte borgergård var fyldt med parkerede limousi9 ner med tonede ruder, hun noterede sig nogle sikkerhedsvagter ud ad øjenkrogen. Folk strømmede ud ad bygningen, alkoholisk ånde stod som kræmmerhuse ud af deres sure munde, faklernes fade lys udstyrede deres ansigter med groteske skygger. Lige fremme, bag bilerne og haven, glimtede Mälarens sorte vand.
Hun trippede hen til post nummer to, indgangsdørene til Den Blå Hal. En ældre medborger blokerede åbningen, og hun blev tvunget til at standse op. Medborgeren trådte til side for at lade en gruppe blåhårede ladies der kom hoppende ud bag ham, slippe forbi, hun måtte kvæle sin stemme og rystende vente ude i kulden mens mosefundene masede sig ned mod borgergården. En overrislet gentleman sagde noget påtrængende da hun gled ind i garderoben med mobilen i hånden, men hun ignorerede ham, hun lagde ham bag sig, og selvfølgelig fungerede det, hun var fremme ved post nummer tre.
Fra side 7-9

| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Liza Marklund |