Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 99,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"Nattens børn er skrevet på tusmørke og flaksende skygger. Det er vampyrbøger med hjerte og smerte. De rammer et sted, hvor man ikke er forberedt. (...) Benni Bødkers serie om Nattens børn er fortalt som en drøm fra vampyrlandets velkendte landskaber. Her er ikke brug for undskyldninger eller forklaringer, når hylderne tømmes for frygt og ondskab. Forfatteren kender sit stof til sidste blodsdråbe, derfor kan han lege med genren og skabe sin særlige stemning af gys og gaslys. Uhyggen gemmer sig i tonefaldet." - Steffen Larsen, Politiken
Vampyrerne er Nattens Børn - de udøde, der suger blodet fra de levende. Og hvis Edvard og Agnes troede, den værste vampyrfare var drevet over, tog de fejl! I en kiste i et slot i et uvejsomt terræn i Karpaterne, ligger Erzebet Batori, Mørkets fyrstinde, og venter på at blive vækket til live.
Det lille selskab havde taget en hestetrukken sporvogn ind til Revolutionspladsen, hvor de var mødtes med Mine. Nu var de sammen på vej op til Folkets Plads for at tilbringe en hyggelig aften med de mange nye forlystelser, der var kommet til byen.
Edvard lænede sig ind mod Mine for at hviske hende noget i øret, da et hjerteskærende skrig skar gennem luften. Han standsede brat op.
Agnes greb ud efter ham og spurgte: "Hvad var det? Jeg kan høre noget løbe."
Angsten sad stadig i dem fra de forfærdelige oplevelser, de havde haft med vampyrerne og Mørkets Brigade. Edvard kiggede i den retning, hans søster prøvende udpegede. Der, helt nede for enden af en lille og dunkel sidegade, kom nogen løbende. Først var det kun en svag skygge i aftenmørket, men så skimtede Edvard konturerne af et ansigt. Det var en mand, og han løb for sit liv!
"Hvad sker der?" spurgte moren.
Edvard slap grebet om Mine og gik et par skridt frem.
"Jeg ved det ikke," sagde han. "Han ser fuldstændig skrækslagen ud."
"Hvem?" spurgte moren forundret.
Men så fik hun selv syn for sagn. Den løbende mand var nået ud på Observatoriegaden. Han så sig desperat omkring. Så fik han øje på den lille familie og løb direkte over imod dem. Næsten for fødderne af Agnes snublede han. Han forsøgte at kravle om bag hende, som ville han i sikkerhed, men gled igen i den fedtede sne.
"Hjælp mig!" hulkede manden og knugede Agnes' kjolesøm. "e vil slå mig ihjel!"
Edvard så sig om. Der var ikke nogen, som virkede specielt truende. Så kiggede han ned på manden, der nu lå på knæ. Han så ynkværdig ud. Bleg og spinkel. Tøjet, hvis snit egentlig antydede en fornem oprindelse, var slidt og laset. Han havde antagelig ikke fået mad, eller et bad for den sags skyld, i flere dage.
"Jeg har aldrig gjort noget ondt," fortsatte manden desperat.
Han holdt mere og mere krampagtigt fast i Agnes, der diskret forsøgte at bakke væk fra ham.
"Jeg forsøgte jo bare at overleve!"
Manden kiggede appellerende op på de andre tre.
"Hvordan kunne jeg have handlet anderledes?" spurgte han. "Og alligevel vil de slå mig ihjel!"
Edvard forstod ingenting. Men mandens angst var så tydelig, at den næsten smittede. "Vi må hjælpe ham," hviskede han til sin søster.
Men Agnes rystede bare på hovedet. Han forstod hende ikke og vendte sig om Mine. Hun rystede også på hovedet og pegede lige frem for sig.
Mens Edvard havde været optaget af mandens bøn om hjælp, var en lille gruppe mænd - fem i alt - også kommet ud fra den trange sidegade. De to forreste var store og muskuløse som smedesvende. Deres træsko ramte brostenene med en brutal lyd, og i næverne bar de deres nådesløse våben: reb, dolke og spidsede træstager. Edvard genkendte med det samme vampyrjægernes traditionelle redskaber.
"Den mand er vores!" råbte den forreste af mændene.
Fra side 10-13
"Nattens børn er skrevet på tusmørke og flaksende skygger. Det er vampyrbøger med hjerte og smerte. De rammer et sted, hvor man ikke er forberedt. (...) Benni Bødkers serie om Nattens børn er fortalt som en drøm fra vampyrlandets velkendte landskaber. Her er ikke brug for undskyldninger eller forklaringer, når hylderne tømmes for frygt og ondskab. Forfatteren kender sit stof til sidste blodsdråbe, derfor kan han lege med genren og skabe sin særlige stemning af gys og gaslys. Uhyggen gemmer sig i tonefaldet."
- Steffen Larsen, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |