Din indkøbskurv
PrintMørketrappen
|
PRIS kr. 299,00 |
|
Om bogen
Nede i den fugtige fangekælder i Paladset er der en trappe, der fører endnu længere ned i mørket. Trappen er vejen ned til døden. Til et blodtørstigt, der har adskillige uopklarede mord på samvittigheden. Det ved alle i Paladset. men ingen tør sige noget.
I Byen har Drengen besluttet sig for at stikke af sammen med Pil. Men uden at vide det er han en vigtig brik i et magtspil, der er direkte forbundet med den mørke morderiske hemmelighed i Paladsets kælder.
Uddrag
Prolog
Det er midnat ved kejser Frederiks hof. Tronsalen er tømt for det sædvanlige sammenrend af spytslikkere og spillemænd, alkymister, astrologer, læger, håndspålæggere, pilletrillere, adelsmænd, døgenigte, præster, skuespillere og spåmænd.
Kejseren sidder i ensom majestæt på sin trone og grubler. Langsomt og dovent løfter han sin ene blege hånd.
"Maxim!" kalder han med ynkelig fistelstemme. "Maxim, for satan, hvor er du?"
Ud af skyggerne bag tronen træder en høj, kraftig skikkelse hyllet i en mørkerød kappe, der slæber efter ham i marmorgulvets støv. Det er Maxim, kejserens højrehånd, hans fortrolige, hans orakel.
"Sire?" siger Maxim. Han er træt, men gør sig umage for ikke at lade Frederik mærke det. Han lader en hånd glide hen over sin glatragede isse.
"Nå, dér er du!" siger Frederik tonløst.
"Sire," svarer Maxim, rede til at lyde kejserens bud.
"Maxim, hvor mange år har jeg igen, før jeg skal dø?"
Maxim tøver et øjeblik med svaret, mens han grunder over, hvor mange gange han har været igennem denne samtale med kejseren. Lidt nedslået grunder han også over, hvor mange gange endnu han monstro skal igennem den.
"Sire, vi har uden for enhver tvivl fastslået, at I vil opnå en højst ærværdig alder."
Han bukker i et forsøg på at understrege betydningen af sit svar, idet han håber, at det vil være nok til at holde kejseren i godt humør.
"Ja, ja," siger Frederik, langtfra i godt humør. Han løfter en lang, tynd finger og klør sig på siden af næsen. Små hudpartikler sejler ud i den tomme tronsals halvmørke. "Men præcist hvor længe, vil du tro?"
Maxim sukker indvendig. Det her kommer åbenbart til at tage sin tid.
"Ah!" siger han kækt. "Eders fineste tænkere er overbeviste om, at I vil blive ... hundrede!"
Frederik sidder et lille stykke tid uden at svare. Maxim indleder tilbagetoget.
"Men hvad så?" lyder det pludselig fra Frederik.
Maxim skynder sig tilbage til tronens fod.
"Jo," siger han. "Så har vi al mulig ret, ja, al mulig grund til at formode, at I vil blive et hundrede og tyve. Intet taler imod det."
"Jaså. Jeg forstår. Et hundrede. Og tyve."
"Sire," siger Maxim og overvejer, om han nu tør trække sig tilbage.
"Men derefter? Hvad så derefter Maxim?"
Maxim er træt og ville allerhelst ligge og sove i sin gode seng, men det har åbenbart lange udsigter. Alligevel gør han sig umage med ikke at vise, hvor træt og irriteret han er.
"Sire, til den tid vil Eders Excellence muligvis have den godhed at dø."
Det kan vel få ham til at holde kæft, tænker Maxim og bukker, så dybt han kan uden at falde på næsen.
"Dø?" hviner Frederik. "Dø? Og hvad så?"
Maxim retter sig op med et sæt, nu over al måde irriteret ved at høre på kejseren.
"Så, Sire," begynder han langsomt og stirrer op mod loftet, "vil der være ... sorg. En periode med stor sorg i hele Byen. Folk vil ... standse op og mindes den store Frederik og fejre ham. De vil afholde ..."
Maxim er ved at løbe tør for krudt. Han kigger ned og opdager undervejs, at kejseren sidder og skuler til ham.
"De vil afholde ...?"
"Ja, Sire," svarer Maxim. "De vil afholde ... bumbum."
"Bumbum?" spørger Frederik. "De vil afholde bumbum? Hvad i himlens navn taler du om? En fest? Med fyrværkeri? Er det sådan, det skal forstås? Er det alt, hvad jeg vil blive husket for?"
Maxim hæver blikket mod kejseren, han vender håndfladerne opad og ved for en sjælden gangs skyld ikke, hvad han skal sige.
Frederik rejser sig. Selv i stående stilling syner han ikke af meget ved siden af den tårnhøje trone.
Han peger på Maxim.
"Der skal ikke afholdes noget ?bumbum?, for jeg har ikke i sinde at dø! Aldrig. Jeg bliver hundrede år og derefter hundrede til. Forstår du det, Maxim? Gør du? Jeg er den sidste i rækken, Maxim. Det ved du lige så godt som enhver anden. Jeg har ingen æt, Maxim, ingen slægtninge, ingen efterkommere, intet afkom. Hvis jeg dør, er kæden brudt. Enden er nået. Kejserriget vil ingen kejser have. Der er kun én løsning. Jeg dør ikke! Det vil du, min tro tjener, sørge for. Jeg må ikke dø, og ansvaret er dit."
Maxim tøver. Kejseren er et fjols. Og en løgner. Visse ting kan ikke glemmes, de kan ikke skjules, så let som Frederik ellers godt kunne tænke sig det, men Maxim skal nok vare sin mund.
"Men, Sire, jeg ..."
"Nej, det nytter ikke. Min beslutning er truffet. Enten finder du en måde, hvorpå du kan gøre mig udødelig, eller også må du se din egen ende i møde, hurtigere end du aner. Og skrub så ud og find en eller anden, der kan bære mig op i seng. Du aner ikke, hvor hårdt det er at sidde her på tronen dagen lang."
"Nej, Sire," svarer Maxim, som allerede har trukket i klokkestrengen.
"Og glem det nu ikke! Find ud af en måde, hvorpå du kan give mig evigt liv. Ellers ..."
Maxim ser til med en velkendt fornemmelse af gru, mens den svagelige, gamle kejser fører en mager finger tværs over sin strube."
"Fffft."
Fra Mørketrappen af Marcus Sedgwick s. 7-10.
| Om bogen |
| Læs uddrag |
1. udgave
Indbundet , 224 sider
ISBN: 9788702031270
Gyldendal 2008
Omslag: Marianne Bisballe
Oversat af: Erik Egholm
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
