g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Isabel Allende

Mit opdigtede land

PRIS kr. 199,95 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

I sytten varme kapitler beretter Isabel Allende om det Chile, hun kun erindrer efter at have levet i eksil. Det er en stærkt personlig fortælling om hendes hjemland - om geografien, befolkningen, køkkenet, samfundet og historien - og det er ikke en objektiv historieskrivning, men hendes vanlige 'prosa luminosa' med humor, ironi og stemninger om det land, der har givet hendes forfatterskab stemme.

Uddrag

Jeg blev født i røgen og blodbadet fra Anden Verdenskrig, og det meste af min ungdom ventede man bare på, at planeten ville blive sprængt i stumper og stykker, fordi en eller anden i distraktion var kommet til at trykke på en knap og havde fyret atombomberne af. Ingen forventede at leve særlig længe; vi fór alle sammen rundt for at få hvert sekund med, før vi blev indhentet af verdens undergang, så der var ikke tid til at pille sig selv i navlen, som man gør i dag. Jeg er desuden vokset op i Chiles hovedstad, Santiago, hvor enhver naturlig hang til selvbeskuelse bliver taget i opløbet. Det ordsprog, der definerer livsstilen i den by, er: "En reje, der falder i søvn, bliver revet med af strømmen." I andre mere sofistikerede kulturer, for eksempel i Buenos Aires eller New York, var det helt normalt at gå til psykolog; hvis man ikke gjorde dét, blev det betragtet som et tegn på manglende kultur eller dumhed. I Chile, derimod, var det kun farlige psykopater, der blev sendt til psykolog, og kun i spændetrøje; men det forandrede sig i halvfjerdserne, samtidig med den seksuelle revolutions indtog. Måske er der en sammenhæng ...
I min familie har ingen nogensinde været i behandling, skønt mange af os var oplagte forskningsobjekter. Tanken om at betro intime anliggender til en fremmed, som ligefrem blev betalt for at lytte, var en absurditet for os; det havde man præster og tanter til. Jeg er ikke den, der går og grunder over tilværelsen, men de sidste uger har jeg grebet mig selv i at tænke på min fortid så mange gange, at den eneste forklaring er senilitet før tiden.
Det er to episoder her på det sidste, der har udløst denne epidemi af minder. Den første var en tilfældig bemærkning fra mit barnebarn Alejandro, som overraskede mig i at ransage mine rynkers landkort foran spejlet og medfølende sagde: "Du skal ikke være ked af det, farmor, du lever i hvert fald tre år mere." Da besluttede jeg, at det var på tide at kaste nok et blik på mit liv for at finde ud af, hvordan jeg ønsker at bruge de tre år, jeg så generøst har fået tildelt. Den anden episode var et spørgsmål fra en fremmed person under en konference for rejseforfattere, som jeg havde fået til opgave at åbne. Jeg må lige sige, at jeg ikke tilhører denne besynderlige type mennesker, der rejser ud til de fjerneste afkroge af verden, kæmper mod bakterierne og derpå udgiver bøger for at overtale ubetænksomme mennesker til at følge i deres fodspor. Det er uforholdsmæssigt anstrengende at rejse, især når det drejer sig om steder uden roomservice. Min yndlingsferie tilbringer jeg under en parasol i min patio, hvor jeg sidder i en stol og læser bøger om eventyrlige rejser, som jeg aldrig selv ville foretage, medmindre der var noget, jeg skule flygte fra. Jeg kommer fra den såkaldt Tredje Verden (hvor ligger 'Den Anden'?) og måtte have fingre i en ægtemand for at få lov til at flytte til den første; jeg agter ikke at vende tilbage til den underudviklede del af verden uden en meget god grund dertil. Alligevel har jeg meget imod min vilje rejst over fem kontinenter og er endda gået frivilligt i eksil og er blevet indvandrer i et fremmed land. Noget ved jeg altså om rejser, og derfor blev jeg bedt om at sige noget til den omtalte konference. Da jeg var færdig med mit korte indlæg, var der en ung mand blandt publikum, der rakte hånden i vejret og spurgte mig, hvilken rolle hjemlængselen - eller nostalgien - spillede i mine romaner. Jeg blev stum et øjeblik. Nostalgi ... ifølge ordbogen er det "sorg over at være væk fra sit fædreland, melankoli fremkaldt af mindet om en tabt lykke". Spørgsmålet tog vejret fra mig, for først i det øjeblik blev jeg klar over, at mit skriveri er et konstant udtryk for længsel.

Fra side 9-10

Om bogen

Læs uddrag

2. udgave
Indbundet , 184 sider
ISBN: 9788702046885
Gyldendal 2006
Omslag: stoltzedesign Aps / Peter Stoltze
Oversat af: Iben Hasselbalch

Andre bøger af Isabel Allende