Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 325,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Adornos mest vellykkede bog - Jürgen Habermas kalder den slet og ret Adornos hovedværk. Bogen udgives i anledning af Adornos 100-årsdag og er en samling af aforismer, der i indhold spænder fra hverdagslivet til æstetik, filosofi og politik i en opfordring til filosofien om ikke at resignere: Den skal forblive, hvad den var engang: læren om det rigtige liv. I serien Moderne Tænkere. Oversat fra tysk efter Minima Moralia. Reflexionen aus dem beschätigten Leben af Nina Lautrup-Larsen og Arno Victor Nielsen
Tilbage til kulturen.
Påstanden om, at Hitler har ødelagt den tyske kultur, er intet andet end et reklametrick fra dem, der vil genopbygge den fra deres telefonborde. Hvad Hitler har udryddet af kunst og tænkning, førte længe i forvejen en afsondret og apokryf tilværelse, hvis sidste smuthuller blev udrenset af fascismen. Den, der ikke ville være med, måtte allerede mange år før Det Tredje Riges udbrud leve i indre emigration: siden stabiliseringen af den tyske valuta, som tidsmæssigt falder sammen med slutningen af ekspressionismen, har netop den tyske kultur stabiliseret sig i de berlinske ugeblads ånd, som ikke stod meget tilbage for nazismens "Kraft durch Freude", autostradaer og lækre udstillingsklassicisme. Den brede tyske kultur tørstede, netop hvor den var mest liberal, efter sin Hitler, og man gør såvel Mosses og Ullsteins redaktører som reorganisatorerne af Frankturter Zeitung uret, når man bebrejder dem deres medløberi. De har altid været sådan, og dén mindste-modstandsvej som de brugte, når de fremstillede deres egne åndsprodukter, fortsatte direkte i en mindste-modstands-vej over for det politiske herredømme, blandt hvis ideologiske metoder det at blive forstået af de dummeste ifølge førerens egen udtalelse rangerede højest. Dette har ført til en skæbnesvanger forvirring. Hitler har udryddet kulturen, Hitler har fordrevet hr. NN, altså er hr. NN kulturen. Og det er han faktisk. Et blik på den litterære produktion fra de emigranter, som gennem disciplin og stram opdeling af indflydelsessfærer har præsteret at repræsentere tysk ånd, viser, hvad vi kan vente os af den lykkelige genopbygning: indførelsen af Broadway-metoder på Kulfürstendamm, som allerede i tyverne kun adskilte sig fra dem ved ringere midler, ikke ved bedre mål. Den, der vil kulturfascismen til livs, må begynde allerede ved Weimar, "Bomberne mod Monte Carlo" og presseballet, hvis han ikke vil ende med at opdage, at tvetydige figurer som Fallada sagde mere sandhed under Hitler, end de entydige berømtheder der havde held til at omplante deres prestige.
Fra side 109-111
| Om bogen |
| Læs uddrag |