g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Knud Heinesen

Min krønike 1932-1979

PRIS kr. 299,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Hans spidse pen er værd at stifte bekendtskab med." - Steffen Heiberg, Politiken

"1970'ernes finansminister Knud Heinesen skriver erindringer med et vid og bid, der løfter dem til medrivende danmarkshistorie (...) Heinesens lysende begavelse har været tydelig i alle hans karrieres år. Men det er først med erindringsbogen, hans humor slår ud i offentlig lys lue. Den må være den morsomste erindring, der er skrevet af nogen ledende dansk politiker. Nogenlunde hver femte side må læseren lægge bogen for at holde sig på maven af grin." - David Rehling, Information

Tidligere finans- og undervisningsminister Knud Heinesen kom til verden i Kerteminde i 1932. Hans farmor blev eneste lyspunkt i en barsk opvækst, og da han indledte sin politiske karriere i DSU, måtte han kæmpe for at gøre sig gældende. Siden opnåede han stor indflydelse på Christiansborg og bl.a. som radiorådsformand i nogle af Danmarks Radios mest turbulente år. Under Anker Jørgensen gjorde Heinesen sig til talsmand for, at Danmark i kraft af en uansvarlig økonomisk politik var godt på vej ud over afgrunden. Andet bind af Heinesens erindringer udkommer i 2007.

Uddrag

De' da Knu', ik' å'?
Jov, svarer jeg den gamle kerteminder og tænder for mit modersmål.
Hva' glor du på? spørger han.
Jeg kigger over på nr. 3, hvor jeg er født.
Gu' æ' du ej. Du æ' født i nr. 1, op' på kvisten.

Så har vi det på det rene. Min kone, Karen, og jeg er taget på et nostalgisk besøg i Kerteminde. Vi står nede i Præstegade og ser over på de århundredgamle, små, røde og smukke bindingsværkshuse. Nr. 3 er nu et ydmygt, men hyggeligt spisested, og nr. 1, altså mit fødehjem, en lige så ydmyg garderobe og lagerplads for spisestedet og senere for en boglade. Præstegade har aldrig været regnet for noget. I midten af 1700-tallet skrev byens sognepræst, at "Præstegade er så snæver, at der knap kan køre en vogn derigennem." Den er ikke blevet bredere siden, og nogle få år efter noterer brandtaksationen, at "Præstegade rummer den ringeste ejendom i byen, kun vurderet til 10 rigsdaler". Denne respektløse vurdering gør intet skår i glæden over mit fødested. Dér har jeg rod.

Fødslen på kvisten fandt sted den 26. september 1932. Dagen var, til særlig glæde for min konservative far, også kongens fødselsdag. Således forlenede Christian X denne dag og senere fødselsdage i min barndom med royal glans.
Min mor, Sigrid, var fra en slægtsgård - Grangaarden - i Nørre Åby på Vestfyn. Hun havde indrettet en lille damefrisørsalon i huset, hvor vi boede, men allerede et par år efter min fødsel, da hun var midt i 30'erne, blev hun ramt af en smertefuld rygmarvslidelse, der gjorde hende til invalid. Hun var kendt som en energisk og flittig kvinde, og det ramte hende hårdt, at hun blev tvunget til en delvis uvirksom og stadig mere hjælpeløs tilværelse i en stol. Men efter alle de udsagn, jeg har hørt, holdt hun modet oppe og beklagede sig aldrig over sin skæbne, hvor utroligt det end lyder.
Hun gav heller ikke op i forhold til mig. Selvom levefoden var meget beskeden, klarede vi os. Familiefotos viser en dreng, der i sommerhalvåret bliver holdt i hvidt tøj fra top til tå, så enhver i den lille by kunne forvisse sig om, at hun til trods for lammelsen klarede at holde sin søn med rent tøj. En ung pige, som hjalp hende, havde til opgave hver dag at trille min barnevogn op til ænderne og svanerne i søen ved den gamle herregård Lundsgaard. Min mor magtede også at holde hånden over mig. Da min far en dag til min store fortrydelse forbød mig at gå ud at besøge min farmor, før jeg havde lært at snøre mine sko, fik min mor modificeret kravet, så besøget kunne gennemføres. Da jeg brændte hul i et par splinternye plusfours med en gloende ildrager til kakkelovnen, fik hun sendt bukserne til kunststopning, uden at min far nogensinde opdagede det.
Min mor døde efter en kraftig forværring af sygdommen nøjagtig en måned før den tyske besættelse, kun 41 år gammel. Jeg var da syv år. Derfor har jeg kun få minder om min mor. Min sidste erindring om hende fik stor betydning for mig. Hun sad i sin stol ude i gården og nød solen, da jeg kom ud og fortalte, at der stod en mand ved døren og tiggede penge. Det var ikke usædvanligt under 30'ernes store arbejdsløshed. Min mor ville helst give ham mad, så hun tog sine stokke for at gå ind og smøre ham en madpakke. Men hun faldt. Jeg vidste af erfaring, at jeg ikke kunne hjælpe hende op, men løb, som jeg havde lært, ind i huset efter nogle puder. Da jeg forskrækket og grædende vendte tilbage med puderne, har jeg utvivlsomt sagt til min mor, at hun ikke skulle have rejst sig fra sin stol. I hvert fald sagde hun indtrængende, næsten som om hun ville aftvinge mig et løfte, at jeg altid skulle være en god mod de fattige og aldrig måtte sige nej til at give dem mad. Hendes ord trængte helt til bunds i mit sind og blev en formaning, der rakte ud over denne følelsesladede stund.

Fra side 7-8

Anmeldelser

"1970'ernes finansminister Knud Heinesen skriver erindringer med et vid og bid, der løfter dem til medrivende danmarkshistorie (...) Heinesens lysende begavelse har været tydelig i alle hans karrieres år. Men det er først med erindringsbogen, hans humor slår ud i offentlig lys lue. Den må være den morsomste erindring, der er skrevet af nogen ledende dansk politiker. Nogenlunde hver femte side må læseren lægge bogen for at holde sig på maven af grin."
- David Rehling, Information

"Med klædelig ironi, analytisk tæft og fin distance har Knud Heinesen skrevet sit kapitel af landets politiske historie (...) Hans spidse pen er værd at stifte bekendtskab med."
- Steffen Heiberg, Politiken

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 400 sider
ISBN: 9788702054460
Gyldendal 2006

Bøger af Knud Heinesen