Om bogen
Skildringen af bonden Isak, der dyrker sin jord og skaber sin egen verden, er en hyldest til det enkle, primitive menneske.
Nordahl Grieg om Hamsun: "Han ligger og våger over alt, sørger for alt, så ømt bekymret for det mindste i sproget, han følger hver lille bisætning med utrættelig kærlighed, leger og pusler med den, løfter den op som en myre på en træpind, ler og godter sig, sætter den ned og lader den løbe videre! Hans øjne standser ved en kvist dernede, der ligger nu denne kvist! siger han og stryger den over barken."
Knut Hamsun modtog Nobelprisen i Litteratur for Markens grøde i 1920.
Om Knut Hamsun
Knut Hamsun, egl. Knud Pedersen, 1859-1952, norsk forfatter. Med romanerne
Sult (1890) og
Mysterier (1892) skabte han i bevidst kontrast til naturalisterne en ny nervebetonet prosa, en sindsstemningernes digtning, fortsat gennem 1890’erne, også i dramatik. Dér viste det egensindige hovmod sig, som pegede ind i hans senere fatale sværmeri for nazismen, efter retsopgøret beskrevet i alderdomsværket
På gjengrodde stier (1949). Den realistiske roman
Markens grøde (1917) blev en myte om bondens førindustrielle verden, en international succes, som gav ham nobelprisen 1920. Hans antiamerikanisme og kritik af nytiden ligger under rækken af både satiriske, muntre og pessimistiske romaner. Hamsun er stadig den store urovækker i norsk litteratur.
Læs mere om Knut Hamsun