G.DK

Om bogen

En Madsen-classic. Det er en novellesamling ? men mere end det. De forskellige historier er flettet ind i hinanden ? personerne går igen, en voldtægt vendes igen og igen fra forskellige vinkler, og en del af personerne er Madsen-kendinge fra andre bøger. Det handler om, hvad identitet er, hvad det vil sige at skrive, og ikke mindst om moralske spørgsmål som skyld og straf.

Uddrag

DØDEN I INTERCITY-TOGET

     Århus, 30.september 1995.

    Advokat Bella Fejnsmark
    Velavejen 19 3.tv.
    8000 Århus C.

De er blevet omtalt som en dygtig sagfører der har specialiseret Dem i usædvanlige sager, store som små. Derfor tillader jeg mig at henvende mig til Dem.
     Jeg er en uberygtet mand - måske kan jeg endda bryste mig af et positivt omdømme - der normalt ikke ønsker ondt over mine medmennesker.
     Jeg skriver til Dem efter at have læst morgenavisen og efter at have forvundet det første chok som artiklen på forsiden fremkaldte. Jeg vil fremstille sagen før den skaber for voldsomt røre, og tror bedst jeg kan gøre det i skriftlig form.
     Da jeg i går var steget på toget, IC 169, afgang 1852 fra Køben-havns Hovedbanegård, fordybede jeg mig straks i en bog som jeg længe har glædet mig til at kunne læse uforstyrret.
     Undervejs var der en god, stilfærdig, venlig stemning i kupéen, uden at nogen talte sammen. Jeg sad på hele turen i hjørnet ud mod gangen, med ryggen i kørselsretningen. Da vi planmæssigt 2134 nåede til Odense, havde jeg følgende medpassagerer:
     I det modsatte hjørne en midaldrende-til-ældre kvinde, der ivrigt løste krydsogtværs, idet hun af og til diskret spiste af nogle chokola-der. Jeg fik det indtryk at hun fandt nydelse i at administrere disse og belønne sig selv med én hver gang en vanskelig nød var knækket.
     Den unge kvinde i hjørnet over for mig var uden ophør opslugt af en bog, en kriminalroman antager jeg, idet titlen var Mordet i Orient-ekspressen.
     Over for krydsogtværs-damen, på den anden vinduesplads, sad en midaldrende kvinde, der hyppigt tog sig til tindingen eller presse-de panden mod ruden. Nogle få gange undervejs sukkede hun un-dertrykt. Jeg antog at hun havde en kraftig hovedpine ? et fænomen jeg selv er bekendt med - eller var dybt bekymret. Eventuelt begge dele, måske det første fremkaldt af det andet. Jeg understreger at hun ikke på nogen måde generede os andre, tværtimod kæmpede hun øjensynligt for at dæmpe sine ubehagsytringer.
     Ved hendes side sad en mand i fyrrerne. Han læste og rettede i en stak papirer i A4 format. Af og til konfererede han med nogle andre papirer der udgjorde et regnskab eller muligvis en salgsopgø-relse. Af en overskrift, som jeg ikke kunne undgå at se, fremgik det at emnet var skadedyrsbekæmpelse. Ret hyppigt kastede han et blik på sit ur og efterlod et indtryk af at være i tidnød, sandsynligvis skulle han aflægge rapport på sit bestemmelsessted, men var endnu ikke parat til det.
     Det er ikke snakkesalighed, men ønsket om præcision der får mig til at fremdrage disse detaljer.
     I Odense trængte en ung mand ind og besatte det ledige midter-sæde skråt over for mig. Fra ham væltede en kraftig støj som jeg blev opmærksom på så snart toget startede. Det lød noget i retning af: Gadagung tsssch gadagung tsssch gadagung tsssch. Jeg anta-ger at den vedholdende lyd trængte ud fra hans hovedtelefon der ved en tynd ledning var forbundet med en walkman placeret i hans skød.
     Da lyden omsider standsede, åndede de fem mennesker i kupéen lettet op. Men øjeblikket efter væltede en ny regelmæssig larm frem af en vis lighed med et fjernt, men dog hørligt maskinværksted. Kunne man i det mindste have opfattet melodien, ville det måske have været lettere at forlige sig med støjen, men af lyden hørte man kun: Da-dung-babahh da-dung-babahh da-dung-babahh da-dung-babahh.
     Jeg havde opgivet at læse, en opgave som forudsætter en vis koncentration fra min side. Undertiden fangede jeg et fortvivlet blik fra en af mine medpassagerer. Ikke fra den unge mand i midtersæ-det, skønt jeg forsøgte at nidstirre ham. Han bladede rastløst i et fremlagt blad, tog jævnligt en slurk af en cola-flaske som han skifte-vis stillede i sædet ved siden af sig og på gulvet mellem sine udtrådte støvler.
     Kvinden med hovedpine pressede fortvivlet fingrene imod tindingen og masserede dem med en jævn, vrikkende bevægelse. Pigen med kriminalromanen trak demonstrativt længere ind i krogen, væk fra sin sidemand, uden at han bemærkede hendes ubehag.
     Da vi befandt os i et støjhelvede der lød som et trykluftbor efter-fulgt af en hvislen, knækkede krydsogtværs-damens blyant, hvilket fik hende til at kaste et desperat blik til siden. Mellem Middelfart og Fredericia spiste hun alle sine chokolader, hurtigt, uden nydelse, uden at kunne styre sig selv. Derpå rodede hun i sin taske, men fandt kun en neglefil at trøste sig med.
     Skadedyrsbekæmperen ved min side stirrede stadig hyppigere på sit ur og bladede tilbage i papirerne som om han fandt det vanskeligt at huske hvad han lige havde læst.
     Tjing-tjing-blang tjing blang, tjing-tjing-blang tjing blang, tjing-tjing-blang tjing-blang.
     Lidt efter Fredericia skruede han højere op. Hovedpinen var på nippet til at henvende sig, men afstod af frygt for at gøre ondt værre. Efter mit bedste skøn var det heller ikke tilrådeligt at tale fornuft til støvleknægten.      Måske kunne man have forliget sig med den meningsløse støj - og den sørgelige fortsættelse kunne være undgået ? hvis den unge mand havde fundet nydelse i det han udsatte sig selv og andre for, men hans blik var absolut tomt. Man fik en stærk fornemmelse af at trykluftboret for længst havde malet alt mellem hans to øreklapper til jævnt støv.
     Efter at have bladet uinteresseret i et andet blad, fordrev fyren tiden med at rode rastløst i sine lommer. Lidt efter Vejle stak han et cigaretskod i munden. Endnu inden han havde tændt det - han hav-de allerede tændstikkerne fremme - var der én der hostede besværet, en anden sendte et skarpt blik imod Ikke-ryger-skiltet, en tredje rystede advarende på hovedet, en fjerde sukkede, og jeg lagde hånden på dørhåndtaget for at hjælpe ham ud.
     Signalerne var tilstrækkeligt kraftige til at de trængte ind. Med et utilfreds grynt rejste den unge mand sig og forlod kupéen idet han efterlod sin cola og walkman som løfte om en snarlig tilbagekomst.
     Knap var han udenfor før der skete temmelig meget, som det vil tage mig nogen tid at beskrive. Man må forsøge at forestille sig det udført hurtigt, præcist og samtidigt.
     Tindingedamen greb ledningen, som forbandt walkman og ho-vedtelefon, og foretog med begge hænder en rolig vrikkende bevægelse på ét bestemt sted, som om hun masserede dén i stedet for pulsåren i sin tinding.
     Uden at tøve havde orientekspressen udtaget kassettebåndet. Hun trak det en smule ud af facon, rullede det frem, krøllede det, rullede og vred båndet rundt på det nye sted, før hun satte det tilba-ge.      Imens havde jeg ud af mit rejsevækkeur taget batteriet, som var nær opbrugt. Uret var allerede begyndt at tabe. Jeg åbnede elementbeholderen i walkman'en og erstattede det ene batteri med mit næsten udslidte.
     På samme tid havde krydsogtværs-damen skrabet forsigtigt med sin neglefil hen over tonehovedet.
     Regnskabsmanden åbnede knægtens colaflaske, og med forsigtig hånd hældte han to dråber ud over batterierne, og yderligere en dråbe på det tilfilede tonehoved.
     Det jeg vil få vanskeligst ved at overbevise en dommer om er, at alt dette foregik uden at vi udvekslede et ord, uden forudgående aftale, men sådan skete det.
     Jeg vil tro operationen varede mindre end et kvart minut og alle var tilbage i deres tidligere stilling da drengen vendte tilbage. Han kan næppe have taget mere end tre drag af sit cigaretskod og havde endnu lungerne fyldt med røg som han først tømte ud da han igen sad på sin plads.
     Tom i blikket tog han hovedtelefonen på og tændte. Bla-dung-dang-tschiii bla-dung-dang-tschiii bla-dung-dang ...
    Der opstod lidt uro i kupéen, i to takter, så var der knas. Fyren rettede på ledningen, fandt et blødt sted, fik genetableret forbindelsen. Bla-duuuuung-dang-tschiiøøø ...
     Knægten viste tegn på bekymring. Han åbnede og fandt båndet krøllet. Han rettede det omhyggeligt.
     "Det er irriterende når båndet trækker skævt," sagde regnskabsmanden.
     Uden at svare foretog drengen et nyt startforsøg. Skrat, skrat. Han åbnede igen til kassetten.
     "Tonehovedet blir let ridset når båndet vrider," sagde orient-ekspressen.
     "Man kan rense det med benzin," foreslog jeg venligt.
     Fyren var indædt. Han startede igen. Hele kupéen sad med til-bageholdt åndedræt. Der skete ingenting. Desperat bankede han på kassen, trykkede på knapperne. Apparatet begyndte at spole, men opgav brat med en hvinen. Han rettede på båndet, glattede det, forsøgte igen, uden held.
     Da han åbnede til batteriet fik han væske på fingrene.
     Krydsogtværsen: "Det er farligt når batteriet lækker."
     "Det ødelægger de ædlere dele," tilføjede hovedpinen deltagende.
     Skadedyrsbekæmperen: "Det bedste man kan gøre er at skille den ad og lægge alle delene i olie."
     "For at drive syren ud," tilføjede jeg. "Før den har ætset for meget væk."
     Fyren tørrede beholderen i et stykke papir, drejede på batterierne, undersøgte dem mistroisk.
     "Lige sat nye batterier i," gryntede han.
     Orientekspressen: "Af og til kan de være defekte."
     Tindingelappen: "Man skal hellere bruge de alkaliske."
     "De er alkaliske."
     Regnskabet: "Man kan klage, men man får ikke noget ud af det."
     Orientekspressen: "Ingen kan man stole på."      På dette tidspunkt havde fyren opdaget at ledningen var knækket.
     Krydsogtværsen: "Mon syren kan krybe op gennem ledningen?"
     "Så hurtigt kan den ikke ætse," forsikrede jeg. "Det må være en gammel skade."
     "Ny hovedtelefon," mumlede han og blev yderligere indædt fordi båndet netop smeltede mellem fingrene på ham, dér hvor colaen havde angrebet.
     Hovedpinen: "Det kan sættes sammen med tape."
     Skadedyrsbekæmperen: "Men det hjælper ikke."
     Orientekspressen: "Ledningen kan have været i klemme. Hvis den ligger skarpt bøjet kan den knække."
     Toget standsede ved Horsens.
     Jeg er villig til at aflægge ed på at sådan faldt ordene, ingen bebrejdelser, ingen trusler mod knægten, kun hjælpsomhed. Alligevel var det som om noget var trængt ind i cementmassen på dette tidspunkt. Han rejste sig, bakkede ud af kupéen med åbenstående mund idet han prøvede at stoppe støjmonstret i lommen.
     Tindingelappen: "Min nevø fik ødelagt sit bedste tøj, da der kom syre på det."
     Krydsogtværsen: "Ætset huller?"
     På dette tidspunkt var knægten tumlet ud. Der faldt en velsignet fred over kupéen. Vi hengav os til vores sysler, ingen talte og ingen forlod kupéen. Da jeg 2316 steg af i Århus var der ikke vekslet ét ord mellem os, bortset fra en kort konstatering fra Regnskabets-time med blik mod det tomme sæde: "Underligt, han skulle ellers først have været af i Frederikshavn."
     Jeg har tilladt mig at ændre en smule ved mine medpassagerers data, så det blir vanskeligt at spore dem, medmindre de foretrækker selv at melde sig når de har læst morgenavisen.
     Der skal ikke herske tvivl om at den unge mand var stærkt for-tumlet da han, kort efter Horsens, forlod vores kupé, men ingen havde nogen anelse om hvad der siden skete med ham. Jeg må dog tilstå at jeg, da jeg så hans ansigtsudtryk, fik en fornemmelse som om han i et glimt gennem vores øjne havde set ind i sig selv, og kun set pulveriseret cement.
     Men det eneste man kan anklage mig for - og i betragtning af min hidtil uplettede straffeattest føler jeg mig overbevist om at De vil kunne opnå en meget lempelig straf - er at have tilvendt mig et næ-sten ubrugt batteri. Mit gamle udslidte batteri vil man utvivlsomt kunne finde i walkman?en på den ulykkelige unge mand der døde, da han i går af uforklarlige grunde tumlede af toget noget før Skanderborg station.

     Venlig hilsen
     Aktuar Jørgen Fegge-Hansen
     Døds- og ulykkesforsikringsselskabet Hamlet
     Ryesgade 25
     8000 Århus C

Anmeldelser

"Det er jo bare en fornøjelse, eller rettere indtil flere fornøjelser, at læse Svend Åge Madsens nye bog (...) Længe leve eksistensen af manden, der opdager og atter opdager, at han er fuld af historier!"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Ligegyldig - det bliver han aldrig. Han sætter tingene på spidsen, og han formår at bringe læseren rigtig grundigt på spanden. Og når han så i sin nye bog tilmed kan gå hen og være legende munter, på én gang fræk og filosofisk eftertænksom, hvad har man da at ærgre sig over? Man dropper forbehold og fordom og giver sig sulten hen i fiktionens spil, topstyret af en filur, der overlegent udnytter sine evner til at kombinere gamle, velprøvede litterære modeller til originale (post)moderne maskiner. (...) Min begejstring for ham som forfatter skyldes netop, at han er så nær ved at indfange det uforklarlige. (...) Langt det bedste ved bogen er dens kombination af det dybsindige med det letsindige, en samtidig insisteren på eftertanke og underholdning."
- Erik Skyum-Nielsen, Information

"Hjerne-Madsen gennembryder hjertehinden i ny novellesamling. Det er en slags litterær sudoku i høj klasse (...) Det er snurrigt og underholdende (...) en oplevelse. Som man får igen og igen i disse noveller."
- Thomas Bredsdorff, Politiken