Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 129,00 |
|
"Lucca er en broget vidt forgrenet fortælling om kærlighedens vilkår og drømme i 1990'erne. Intet mindre. Den er ubetinget en af de bedste af slagsen." - Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"Grøndahl sætter i scene, så man fængsles og pirres." - Bjørn Bredal, Politiken
"Det klæder Jens Christian Grøndahl at være sarkastisk (...) Han kan gøre det så elegant, uden at forråde nogen eller spolere fiktionen." - Thomas Thurah, Weekendavisen
Et studie i kærligheden
En aften i april bliver den 32-årige Lucca Montale bragt ind på hospitalet i en provinsby syd for København efter en bilulykke. Hun er hårdt kvæstet efter at være stødt frontalt sammen med en lastbil. Ved indlæggelsen konstaterer man, at Luccas øjne er så ødelagte, at hun har mistet synet.
Lægen Robert har ansvaret for Luccas behandling. Siden sin skilsmisse har han boet alene i den lille by i en tilstand af følelsesmæssig lammelse og resignation, kun afbrudt af datteren Leas weekendbesøg.
Men på hospitalet opstår der mellem Lucca og Robert en fortrolighed, som for dem begge betyder ny indsigt i deres livs valg og undvigelser.
For romanen modtog Jens Christian Grøndahl De Gyldne Laurbær.
Lucca lagde en hånd på terrassens brystværn. De kunne gå en tur på stranden, måske, hvis han havde lyst. Han tog hendes hånd og lagde den på sin arm, og sådan gik de, på en gammeldags måde, tænkte han. Hun sagde det. Nu går vi som to gamle mennesker ...
Skyggerne var blevet lange og havde samlet sig i små, blålige pytter i det nedtrådte sand. Skummet på bølgerne lyste i den lave sol. Der var kun få strandgæster tilbage. Oppe i en af klitterne så han en hvidhåret mand tage sin badekåbe på. Han lignede højesteretssagføreren, men Robert kunne ikke afgøre, om det virkelig var ham. De gik i strandkanten, hvor sandet var fugtigt og fast. De gik langsomt, men han kunne se, at hun var ved at genvinde førligheden. Det var første gang, hun var nede på stranden. Den hvide stok efterlod små huller i sandet, et slingrende spor. Hun trak luft ind gennem næsen. Tang, sagde hun. Det var rigtigt. En salt, let rådden lugt hang over de slyngede bælter af indtørret tang mellem strandkanten og klitterne. Det var bedre end lugten af rengøringsmidler ... Hun holdt en pause. Hendes hånd gled ned fra hans arm, da hun standsede. Hun kunne ikke holde ud at være indlagt mere. Hun sagde det stille, som en konstatering. Nej, sagde han.
De satte sig på sandet, tæt ved strandkanten. Hun bøjede knæene og trak kjolen ned om læggene. Bølgerne var små, og der blev helt stille, hver gang den sidste havde lagt sig, for den næste krummedes og faldt sammen. Vifterne af vand og skum nåede helt op til skyggerne af deres hoveder og skuldre. Han fortalte hende, at Andreas var tilbage i huset, og hvad han havde sagt om formiddagen. At han havde fortrudt. At han gerne ville prøve igen. Han sagde ikke noget om, hvordan det var gået i Stockholm. Hun samlede en håndfuld sand op og knyttede hånden og lod det drysse ned igen i en fin stråle ligesom sandet i et timeglas. Var det derfor, han var kommet? For at fortælle hende dét? Robert sad tavs et øjeblik. Ja, svarede han.
De sidste sandskorn dryssede ud af hendes hånd, og hun lagde den fladt på sandet. Han så på hende, mens han ventede på, at hun skulle sige noget. Hun sad med ansigtet rettet mod bølgeslaget. Hun var ikke længere den person, der kunne være vendt tilbage. Hendes tonefald var hårdt og klart. Hun var ikke længere den, der ville have kunnet beslutte sig for det, fortsatte hun. Mere sagde hun ikke. De tav. Han tog pakken med cigaretter op af brystlommen, der var to tilbage. Havde hun lyst til at ryge? Nej tak. Han tændte en cigaret og så over på Kullen. Hun vidste ikke ... Nu var hendes stemme så lav, at halvdelen af sætningen forsvandt, idet en bølge slog ned. Han bad hende gentage. Hun rømmede sig. Hun vidste ikke noget mere. Hun trak vejret dybt og bøjede hovedet bagover, og han så tårerne, der løb ned under de brede solbrilleglas. Hun tørrede dem væk med fingerspidserne, så knoerne skubbede til kanten af solbrillerne og han fik et glimt af hendes glasojne. Hun snøftede og lukkede luft ud gennem munden. Det var som at bo i en ventesal, sagde hun. Uden at vide, hvad hun ventede på.
Han tilbød, at hun kunne bo hos ham. På den måde ville hun lettere kunne være sammen med Lauritz, mens hun overvejede, hvad der skulle ske. Hun vendte ansigtet mod ham, og han så ud på bølgerne for at undgå sit spejlbillede i hendes mørke briller. Han havde ikke tænkt på det før, men så snart han havde sagt det, forekom det ham indlysende. Hun kunne få hans værelse, han kunne sove i Leas. I løbet af en uge eller to ville hun måske ombestemme sig. Når hun fik talt med Andreas. På et tidspunkt måtte de vel tale med hinanden.

"Lucca er en broget vidt forgrenet fortælling om kærlighedens vilkår og drømme i 1990'erne. Intet mindre. Den er ubetinget en af de bedste af slagsen; som bekendt betyder det ikke, at læseren bliver budt på en idyllisk fortælling. Kuppet i Jens Christian Grøndahls tekst er netop, at den udspiller sig på en smerterlig baggrund, og at den insisterer på at fastholde afstanden mellem mennesker, der så hjertensgerne vil tættere på hinanden."
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten
"Grøndahl sætter i scene, så man fængsles og pirres, samtidig med at han forbavsende tilgængeligt og forståeligt vender og drejer nogle meget moderne spejle: personligheder, der glider over i individualiteter, rodløse rollespil rundt i modernitetens dødsdrøm."
- Bjørn Bredal, Politiken
"Det klæder Jens Christian Grøndahl at være sarkastisk; væk med omsvøbene, væk med indfølingen, kort proces, bare engang imellem. Han kan gøre det så elegant, uden at forråde nogen eller spolere fiktionen."
- Thomas Thurah, Weekendavisen
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Jens Christian Grøndahl |
| Anmeldelser |