Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
"En hyldest til det begær, der driver mennesket gennem verden (...) Det er en fryd at bevæge sig gennem denne gennemarbejdede og fortættede roman." - Jens Andersen, Berlingske Tidende
"Det ligner et internationalt gennembrud." - Henrik Wivel, Weekendavisen
"En fabelagtig roman (...) Undervejs må man som læser skiftevis gnide øjnene, snappe efter vejret og gnægge af fryd." - Peter Dürrfeld, Information
"Man tryllebindes (...) En rigtig Bjarne Reuter, veloplagt, drillende, over stok og sten." - Lars Tjalve, Kristeligt Dagblad
Roman om herboristen, ligrøveren og kvaksalveren Giuseppe Emanuele Pagamino, der i 1348 kommer til det pestramte Firenze for at se, hvad der er at erhverve af kostbarheder dér. I et hus fyldt med lig finder han drengen Arturo, som sammen med æslet Bonifacius bliver Giuseppes tro følgesvend. Sammen kommer de ud for mange (u)sandsynlige hændelser i Giuseppes jagt på en fingernegl fra et djævlebarn - den eneste ingrediens han mangler for at kunne færdigbrygge sin udødelighedsdrik.
Drengen greb fat i Giuseppes arm. - Men, Signore, hviskede han, er du ham, som tre gange skal redde dit eget liv, frelse et spædbarn fra druknedøden, møde en pige i live såvel som i dødsriget, opleve pesten i London og Marseille og sluttelig rejse over oceanet uden at eje andet end en sølvkæde som blev smedet til en konge, skænket til en emir og stjålet fra en skøge?
Giuseppe rettede sig ud og kløede sig under ribbenene.
- Det var meget på een gang, mumlede han.
- Men er du ham? hviskede drengen.
Giuseppe lukkede øjnene halvt i.
- Spådommen, sagde han, taler fuldkommen sandt, jeg har mødt mange kiromantikere og flere af dem var sågar ædru, og jeg kan betro dig, at jeg allerede er undsluppet død, sygdom, pest og spedalskhed så mange gange, at talrækken ikke slår til, og med hensyn til udlandsrejser så ser du på en mand, som er flygtet fra mongolerne i Bagdad, og når det kommer til ludere og skøger, så har jeg kendt mere end een. Er der mere du vil vide, før eventyret kan begynde?
Drengen stirrede på huset, han var kommet fra.
- Tænk ikke mere på dem, sagde Giuseppe, de er hos Gud, hvis man ellers tror på den slags.
Men pludselig løb knægten tilbage.
- Momento, signore, råbte han, momento.
Giuseppe rystede på hovedet og så op i den hvide sol. Det var en pragtfuld morgen, og det skulle blive aldeles vidunderligt at komme ud af Firenze, som på den ene side havde været et dystert syn, og som på den anden side havde fyldt hans kærre til bristepunktet. Således, tænkte han, stiller mennesket sig aldrig tilfreds med mammon alene. Giv en tigger din seng, og han vil betale dig med en lus. Nej, en tom hånd blir aldrig slikket, og nu har man fået en idiot på slæb. Dog har man nået den alder, hvor det ikke sømmer sig for en lærd at koge sin egen suppe.
I det samme kom ynglingen farende ud af huset. Bag ham stak ildtungerne ud ad døre og vinduer.
- Hvad i alverden har du gjort, knægt?
- Kør, signore, råbte drengen, kør, for jeg gør kun hvad jeg har fået besked på.
Giuseppe tøvede et kort øjeblik, men svang så pisken over asnets hoved.
De jog ud af byen, så hurtigt det kunne lade sig gøre for et nyvasket æsel. Op og ned ad smalle gyder, rundt om hjørner, hen over torvet, tværs over pladsen, hvor stoddere og høns klemte sig op ad husmurene.
Se dig ikke tilbage, råbte Giuseppe, da de skrumlede ud ad nordre port, for det har jeg aldrig gjort.
Fra side 15-16 i 'Løgnhalsen fra Umbrien' af Bjarne Reuter.

"En hyldest til det begær, der driver mennesket gennem verden ... Det er en fryd at bevæge sig gennem denne gennemarbejdede og fortættede roman."
- Jens Andersen, Berlingske Tidende
"Som altid glæder man sig over Reuters professionalisme, fortælleglæde og sprudlende fantasi."
Knud Bjarne Gjesing, Fyens Stiftstidende
"Det ligner et internationalt gennembrud."
- Henrik Wivel, Weekendavisen
"En fabelagtig roman ... Undervejs må man som læser skiftevis gnide øjnene, snappe efter vejret og gnægge af fryd."
Peter Dürrfeld, Information
"Man tryllebindes (...) En rigtig Bjarne Reuter, veloplagt, drillende, over stok og sten."
- Lars Tjalve, Kristeligt Dagblad
"Bjarne Reuter håndterer i Løgnhalsen fra Umbrien middelalderromanen med saft og kraft."
- Ide Hejlskov, B.T.
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Bjarne Reuter |
| Anmeldelser |