g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Boris Akunin

Leviathan

PRIS kr. 275,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Ud over de snurrige og charmerende victorianske gesvejsninger, der pryder bogen, er den forsynet med et humanistisk budskab til nutiden: forståelse besejrer fordomme (...) Akunin er det, som Dan Brown kun prøver at forestille - en lærd populærforfatter (...) Erast Fandorin er værd at samle på. Mere, tak." - Niels Brunse, Politiken

"Det er en nydelse at læse denne elegante russiske forfatters fortælling." - Bent Jensen, Jyllands-Posten

Tredje, selvstændige, del - efter Vinterdronningen og Tyrkisk gambit - i Akunins serie om den russiske politimand Fandorins eventyr i zartiden.

I 1878 findes en Lord Littleby myrdet sammen med alle husets tjenere. Eneste spor for politiet er et gyldent emblem, der forestiller en hval. Emblemet fører kommisær Gauche til dampskibet Leviathan, hvor også vor skarpsindige helt, Erast Fandorin, befinder sig.

Uddrag

I Port Said steg en ny passager om bord på Leviathan. Det var beboeren af kahyt nummer atten, den sidste ledige kahyt på første klasse, og Gustave Gauches humør blev straks bedre. Den nyankomne så lovende ud: rolige og beherskede bevægelser, et uigennemtrængeligt udtryk i det kønne ansigt, der ved første blik så ganske ungt ud, men da subjektet lettede på sin bowlerhat, afsløredes uventet grånende tindinger. Et interessant eksemplar, fandt kommissæren. Med karakter, det kunne man straks se, og med hvad man kalder en fortid. Kort fortalt en oplagt klient til fatter Gauche.
    Passageren gik op ad landgangen, mens han svingede sin taske, og de svedige dragere baksede med en overdådig bagage: dyre knirkende kufferter, slidstærke rejsetasker af svinelæder, digre bogbundter og minsandten også en sammenklappelig cykel (et stort og to små hjul samt et bundt skinnende metalrør). Optoget afsluttedes af to stakler, der slæbte på vægtstænger af et imponerende omfang.
    Hjertet dirrede af jagtiver i livet på den gamle sporhund Gauche (sådan yndede kommissæren at betegne sig selv), da det viste sig, at den nytilkomne hverken på den lapsede sommerfrakkes silkerevers eller på jakken eller i urkæden bar det gyldne emblem. Det bliver varmere, tampen brænder, tænkte Gauche og betragtede lapsen med et skarpt blik under sine buskede øjenbryn, mens han bakkede på sin yndlingslerpibe. Og hvordan var han, den gamle ræv, så kommet på den ide, at morderen ville stige på netop i Southampton? Forbrydelsen havde jo fundet sted den femtende marts, og nu var det første april. Han havde let kunnet nå til Port Said, førend Leviathan var fri af Vesteuropas kyster. Men se, det passede jo som fod i hose: en oplagt klient med billet til første klasse og det allervigtigste - uden et guldemblem.
    Det forbandede emblem med forkortelsen for rederiet Jasper-Arto Partnership havde i nogen tid hjemsøgt Gauche om natten, og alle disse drømme var ualmindeligt væmmelige. Som nu for eksempel den seneste:     Kommissæren sejlede med madame Gauche i en robåd i Bolougne-skovene. Solen skinnede, fuglene kvidrede. Pludselig dukkede et gigantisk gyldent ansigt med sanseløse runde øjne frem fra trætoppene, åbnede et gab, der let kunne rumme hele Triumfbuen, og begyndte at suge dammen i sig. Badet i sved lagde Gauche alle kræfter i årerne. Pludselig var det, som om det hele ikke foregik i en park, men ude på det åbne hav. Årerne knækkede som kviste, madam Gauche stak ham hårdt i ryggen med sin parasol og det enorme skinnende monster dækkede hele horisonten. Da det udspyede et sandt springvand ud over den halve himmel, vågnede kommissæren og famlede med en rystende hånd hen over natbordet for at finde piben og tændstikkerne.
    Gauche havde set det gyldne emblem af form som en hval for første gang på Rue de Grenelle, da han beså lort Littlebys jordiske rester. Englænderen lå med munden åben i et tavst skrig. Hans gebis var gledet halvvejs ud, og området oven for panden var en blodig grød. Gauche satte sig på hug - det var, som om det glimtede gyldent mellem ligets fingre. Han kiggede nærmere og brummede af tilfredshed. Et uhørt held af den slags, der normalt kun forekommer i kriminalromaner, var indtruffet fuldstændig af sig slev. Afdøde, den guttermand, havde serveret et vigtigt spor for efterforskningen - ikke på et sølvfad, men i sin hånd: Værsågod, Gustave. Og lad nu ikke ham, som smadrede knolden på mig, smutte, eller måtte du synke i jorden af skam, dit gamle fjols.

Fra side 13-14.

Om Boris Akunin

Boris Akunin (pseudonym for Grigorij Tjkhartisjvili) er født i Georgien i 1956. Bosat i Moskva, hvor han i snævre kredse er kendt som medredaktør af et estimeret tidsskrift for udenlandsk litteratur og en dygtig oversætter af japansk litteratur, før han under dække begyndte at skrive og udgive sine krimier, der på få år har gjort ham til en af Ruslands mest populære forfattere. Hans serie om politidetektiven Erast Fandorin er blevet en stor succes. Ikke blot i Rusland, men også internationalt berømmes den for 'dobbeltspillet' mellem en tempofyldt, underholdende intrige og det med omhu og humor udmalede historiske tidsbillede, fuldt af kærlige referencer til klassisk russisk litteratur og let skulte, ofte ironiske paralleller til nutidens Rusland.

Læs mere om Boris Akunin

Anmeldelser

"Ud over de snurrige og charmerende victorianske gesvejsninger, der pryder bogen, er den forsynet med et humanistisk budskab til nutiden: forståelse besejrer fordomme (...) Akunin er det, som Dan Brown kun prøver at forestille - en lærd populærforfatter (...) Erast Fandorin er værd at samle på. Mere, tak."
- Niels Brunse, Politiken

"Det er en nydelse at læse denne elegante russiske forfatters fortælling."
- Bent Jensen, Jyllands-Posten

Om bogen

Læs uddrag

Læs om Boris Akunin

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 243 sider
ISBN: 9788702027426
Gyldendal 2006
Oversat af: Kirsten Scheel-Whitte

Andre bøger af Boris Akunin