Din indkøbskurv
PrintKrig og kærlighed
- om indvandringen i Norden
|
PRIS kr. 279,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage |
|
Om bogen
"En milepæl inden for den fotografiske dokumentarisme (...) Jeg er ret sikker på, at bogen bliver en klassiker." - Mette Sandbye, Weekendavisen
"Smuk og stort anlagt billedbog (...) Saxgren skal have tak for at ville nuancere og afdæmonisere ved at vise, at indvandrergruppen faktisk består af enkeltindivider, der hver for sig er unikke." - Jes Stein Pedersen, Politiken
"253 immigranters personlige - ofte meget rørende - historier (...) Saxgren har fuldbragt et ambitiøst projekt, hvis billedside langt hen er original og fascinerende." - Rune Gade, Information
Saxgren har rejst rundt i hele Norden og besøgt indvandrere i deres nye omgivelser, indvandrere fra Afrika og Asien, fra andre egne af Europa, USA og Canada; han har fotograferet dem i deres mere eller mindre nye miljø, midt i deres forsøg på at etablere en ny hverdag med arbejde og familieliv og finde en plads i deres nye samfund. Til hvert af fotografierne knytter sig en tekst, der både koncist og lavmælt fortæller historien om, hvordan indvandrerne er kommet til deres nye land. Som titlen siger, skyldes det som regel enten krig eller kærlighed.
Uddrag
Simon fra Gambia er medlem af byrådet i Lappenranta.
Tillykke fra præsidenten
Bakary Simon Bojang er født i 1966 i Gambia og sidder i byrådet i den finske by Lappeeranta. Da Simon var barn, var hans far politimand i Brikama Town og da Simon flyttede fra Gambia, var hans far politichef i landet. Faren var en meget vred mand, der ikke havde nogen venner og aldrig var glad. Til gengæld havde han tre koner og Simon har derfor 11 søskende. Faderen var, takket være sin brutale fremtoning, valgt som høvding i byen, så i barndomshjemmet var der ansatte til at gøre rent. Og da præsidentens mor var fra byen, var det den første by i Gambia, der fik etageejendomme.
Gambia var engelsk koloni indtil 1965.
Faderens karriere indenfor politiet betød, at familien flyttede fra provins til provind og Simon skulle derfor hele tiden finde nye venner. Men da alle var bange for hans far, fik han aldrig bank eller blev mobbet. Istedet fik han venner over hele landet.
Som i de fleste andre afrikanske lande var også Gambia præget af en radikal og oprørsk strømning blandt studenterne i 80'erne og Simon var med. Han var aktiv i studenterbevægelsen og da politistyrken en morgen fandt politistationen overmalet med grafittitekster, der krævede demokrati og retfærdighed, var det fordi Simon i ly af natten havde lukket sine studenteraktivistiske venner ind. Hans far var ude af sig selv af raseri. Efter en turbulent tid, hvor den siddende regering måtte ty til beskyttelse fra nabolandet Senegals hær, fik Gambia i 1985 sin egen hær. Mange af Simons skolekammerater gik ind i den nye hær, men Simon gjorde ikke.
På trods af at han var muslim, valgte han at tage imod et scolarship, til en kristen skole i det nordlige Finland, som var doneret af hans mors fætters ven, som havde været missionær i Afrika. Simon ankom til Finland i januar 1988. Der var kun én anden sort elev, ellers var alt andet hvidt: Eleverne, sneen, isen. Og i starten turde han knapt gå uden for en dør. Han gik på skolen i 11 år, hvorefter han kom på handelsskole i Lathi. I Lathi mødte han finske Helena, som han forelskede sig i og blev gift med i 1991. Efter fem år blev de skilt og Simon mener, at mixede ægteskaber mellem nordiske kvinder og afrikanske mænd indeholder to uløselige konflikter. Den første er, at manden vil sende penge hjem til sin familie i Afrika, mens kvinden vil have, at han skal bruge dem på hende. Den anden er, at en afrikansk mand har alt for mange gæster. Fra Afrika! Men ægteskabet betød, at Simon fik finsk statsborgerskab. Efter skilsmissen mødt han en gambiansk kvinde i Lappeeranta, som han er gift og har to børn med.
I Lappeeranta mødte han en dag en socialdemokrat på gaden, som han faldt i snak med. Han fornemmede, at der var en vis overensstemmelse med hans tidligere politiske engagement i studenterbevægelsen i Gambia og besluttede sig for at melde sig ind i partiet. I 1996 stillede han op til byrådsvalget og skønt han næsten ikke nåede at føre valgkamp, fik han 98 stemmer og blev 1. suppleant. I 2000 stillede han op igen og denne gang blev han valgt ind på partiets yderste mandat (med 233 stemmer). Og det var et valg, der gav genlyd. Ikke mindst i Gambia. Han gjorde sin far meget stolt, men han gjorde også gambianerne stolte, for han var den første gambianer, der opnåede en sådan ære i udlandet, fortæller han. Han var en stor historie i alle gambianske medier og selv præsidenten, sendte ham et lykønskningstelegram. Præsidenten var i øvrigt en af de skolekammerater, der gik ind i hæren, da Simon rejste til Finland i 1988.
Fra side 132-133. Foto Henrik Saxgren.
Anmeldelser
"En milepæl inden for den fotografiske dokumentarisme (...) Jeg er ret sikker på, at bogen bliver en klassiker."
- Mette Sandbye, Weekendavisen
"Smuk og stort anlagt billedbog (...) Saxgren skal have tak for at ville nuancere og afdæmonisere ved at vise, at indvandrergruppen faktisk består af enkeltindivider, der hver for sig er unikke."
- Jes Stein Pedersen, Politiken
"253 immigranters personlige - ofte meget rørende - historier (...) Saxgren har fuldbragt et ambitiøst projekt, hvis billedside langt hen er original og fascinerende."
- Rune Gade, Information
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |
2. udgave
Hæftet , 272 sider
ISBN: 9788702058826
Gyldendal 2007
Omslag: Jens Bertelsen
Salgs- og leveringsbetingelser
Datapolitik
Mød andre boglæsere på www.minbogdinbog.dk
