g.dk

Samlet vurdering:

(0 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Samuel Rachlin, Grunwald og Datter

Kort tid

Blå mærker og gyldne øjeblikke

PRIS kr. 299,00	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Erindringer uden forfængelighed, kunsten under vitalt, frontalt angreb, spillevende og meget læseværdig." - Bettina Heltberg, Politiken

I denne erindringsbog over syv årtier fortæller Morten Grunwald om sin opvækst i Odense, om komplikationerne med et tyskklingende navn under besættelsen, om sin elevtid og om de mange år, han har arbejdet i dansk teater og film som skuespiller og instruktør og teaterchef. Illustreret.

Uddrag

Om lidt er det efterår, og ahorntræet og birken foran mit vindue ud mod Øresund er begyndt at gulne. Et umiskendeligt varsel om, hvad der er på vej. Septemberhimlen er knaldende blå i det knivskarpe sollys.
  Jeg sidder af og til oppe i vores udsigtsstue og kigger ud over Øresund mod Hven og vindmøllerne ovre i Landskrona. Barsebäcke to firkanter rager op lidt længere nede ad kysten. Helt ude i horisonten ligger Øresundsbroen med fine geometriske linjer, lige over kimingen - et perfekt snit til den perfekte afslutning.
    Græsplænen foran vores hus står nyklippet og tæt efter sommerens rigelige regn og folder sig ud som et grønt velourtæppe lige ned til naboens strandpavillon - en velproportioneret lille bygning formentlig fra begyndelsen af det 20. århundrede opført i gråhvide planker og med stråtag. Så tæt ved vandet må man slet ikke bygge i dag. Den står solidt på et fundament af kampesten, og selv de hårdeste nordøstenstorme preller af på dem.
    Der er kun svag vind, men nok til at sejlbådene hele tiden glider ind og ud af billedet i et sindigt tempo, for det meste langs kystlinjen i både sydlig og nordlig retning. Sæsonen er snart slut, så sejlerne giver nødigt slip på dagens sidste timer.
  En motorbåd larmer fræsende gennem vandet og trækker en stribe af hvidt skum efter sig. Det virker ret brutalt i det fredelige billede. En rød kajak kommer glidende i modsat retning tæt inde under kysten og genopretter roen og balancen. Oslobåden står forbi på sin faste daglige rute. Man kan stille uret efter den.
  Jeg følger sceneriet og leger, at jeg sætter mig i sejlernes sted. Det er ikke svært. Jeg er fortrolig med det fra mange år med min elskede Wayfarer-jolle - jeg holder øje med vindens kattepoter, der stryger hen ad vandoverfladen. Skødet i den ene hånd og den anden på rorpinden, enhver, der har oplevet, ved, at det er terapi og vil prøve det igen og igen. Man bliver afhængig af det. Lige som af teater.
  Jeg står ikke så meget til søs mere. Det kniber med at springe rundt i båden under vendingerne efter et par hofteoperationer. Jeg har solgt min båd og må for det meste nøjes med at sejle oppe i mit udsigtsværelse som blind passager på de intetanende både ude på Sundet. I al slags vejr. Jeg smager skumsprøjtet, mærker vinden ruske, strammer skødet og har en finger på rorpinden. Omkostningsfri træning i method acting.
    Mens sæsonen er ved at slutte for sejlerne, står en ny teatersæson for døren, og jeg er spændt på at se, hvad man har at byde på - nu mere som iagttager end deltager, men stadig med en blanding af nysgerrighed og forventning ? hvad har de fundet på i år, hvad vil de gøre ved klassikerne?
  Det er seks år siden, at jeg holdt op på Østre Gasværk og satte punktum for 27 år som teaterleder. Sommetider er jeg blevet spurgt, og jeg savner at være teaterchef, det gør jeg ikke - tværtimod. Det er altid sjovere at afslutte opgaver, der er gået godt, i stedet for at blive tvunget væk, fordi det går skidt. Man skal gå oprejst ud af manegen, ikke kravle. Det var også afgørende, at de mål, vi havde sat os, var nået. Vi havde realiseret nogle af de store forestillinger, som det helt specielle rum kaldte på. Vi fik lov at give publikum det musikdramatiske teater, som man ellers skulle til London og New York for at se - bl.a. Peter Brook-forestillingerne Carmen og Mahabharata, frem til Les Misérables og Miss Saigon. Det viste, at der var en utrolig hunger efter det store spektakulære teater.
  Selvfølgelig er det med blandede følelser, man tager sin sortie - måske kunne jeg have fortsat en periode mere, men alt i alt var det det rigtige tidspunkt. Min kone siger, at det reddede mit liv.

Fra side 13-14.