g.dk

Samlet vurdering:

(1 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Salman Rushdie

Klovnen Shalimar

PRIS kr. 299,00	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"En dybt begavet kosmopolitisk slægtsthriller, fuld af sex, mord, religion og politik. (...) Seks urokkelige stjerner til Rushdie, og seks til Thomas Harders kongeniale oversættelse." - Jens Andersen, Berlingske Tidende

"Mesterfortælleren, gavtyven, satirikeren og humanisten Salman Rushdie tager atter sine læsere på en lystfyldt flyvetur." - Marie Tetzlaff, Politiken

"Spændende som en thriller og bevægende som et lyrisk digt." - Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

"Salman Rushdies bog er verdenslitteratur (...) En drøm af en fordanskning " - Niels Barfoed, Weekendavisen

Los Angeles 1991: Maximilian Ophuls bliver i fuldt dagslys myrdet af sin chauffør, en mystisk mand der kalder sig for klovnen Shalimar.

Max er en helt fra den franske modstandsbevægelse og en legendarisk kvindebedårer. Han har været USA's ambassadør i Indien og ledet kampen mod den internationale terrorisme. Men hvem er Shalimar? Og hvorfor myrder han Max?
Shalimar er muslim og mordet opfattes i første omgang som politisk motiveret, men beretningen bevæger sig imidlertid fra Californien over Frankrig og England til Kashmir - og dermed tegner der sig et andet og mere nuanceret billede.

Klovnen Shalimar er en fortælling om en dyb og stærk kærlighed, som bliver ødelagt af utroskab, og om et jordisk paradis med ferskenplantager og sneklædte bjerge, der bliver splittet af religiøse stridigheder. Det er historien om Max, hans morder og hans datter - og om den kvinde, der binder dem uløseligt sammen. En roman om kærlighed og hævn.

Uddrag

Som alle andre professionelle på dette område vidste Max, at fuldkommen sikkerhed ikke eksisterer. Videooptagelsen af nedskydningen af præsident Reagan var det pædagogiske værktøj, der tydeligst demonstrerede dette. Her var præsidenten på vej fra bygningen til sin bil. Her var sikkerhedsfolkenes positioner. De var alle sammen ideelle. Her kom attentatmanden. Her var sikkerhedsfolkenes reaktionstider. Reaktionstiderne var usædvanligt gode, livvagternes indsats overgik, hvad man forventede af dem. Præsidenten blev ikke skudt på grund af en fejl. Der blev ikke begået nogen fejl. Men præsidenten blev skudt. POTUS var nede. Verdens mægtigste mand, der var omgivet af klodens bedste sikkerhedsfolk, var ikke i sikkerhed mellem døren og til den sikre bygning og døren til den pansrede bil. Sikkerhed var et spørgsmål om procenter. Intet var nogen sinde hundrede procent.
Og der var intet i verden, der kunne beskytte én mod et angreb indefra, den loyale forræder, beskytteren, der forvandler sig til morder. Ambassadør Max Ophuls lod chaufføren Shalimar åbne døren for sig, krydsede fortovet og tastede sin datters kode. Oppe i hendes lejlighed ringede dørtelefonen. India svarede og hørte en stemme, som hun kun havde hørt én gang før i sit liv, på den båndoptager, som hun havde ladet stå tændt ved siden af sin seng for at indfange sit søvnsnakkende nattesprog. Da hun hørte den gurglende, usammenhængende, halvkvalte lyd, genkendte hun den som dødens stemme og begyndte at løbe. Alt omkring hende blev meget langsomt, mens hun løb, træernes bevægelser uden for vinduerne, lyden af fugle og mennesker, og selv hendes egne bevægelser forekom at være i slowmotion, idet hun slyngede sin krop ned ad den sløve trappe. Da hun nåede ned til den dobbelte glasdør ud mod yderverdenen, så hun det, som hun vidste, at hun ville få at se, den mægtige plamage af blod, der var sprøjtet ud over glasset, det tykke blodspor ned mod jorden og liget af hendes fader, ambassadør Maximilian Ophuls, krigshelt og indehaver af Æreslegionen, der lå ubevægeligt og gennemblødt i en stadig mørkere karmoisinrød sø. Hans hals var blevet skåret over med en sådan voldsomhed, at våbenet, en af hans egne Sabatier-køkkenknive, som lå på fortovet ved siden af liget, næsten havde skilt hans hoved fra kroppen.
Hun åbnede ikke døren. Hendes fader var ikke derude, der trængte bare til at blive gjort rent. Hvor var Olga? Nogen måtte give viceværten besked. Der var en opgave for en vicevært. Med rank ryg og hovedet højt hævet bevægede India sig hen til elevatoren, trykkede på knappen og trådte indenfor. I elevatoren stod hun med hænderne foldet foran sig, ligesom et barn, der fremsagde et digt. Da hun kom op i sin lejlighed igen, lukkede hun hoveddøren og låste den. I den lille entré hang der et rundt spejl, og under det stod der en shakerstol. Den satte hun sig i, stadig med hænderne foldet og nu hvilende i skødet på hende.
Hun ventede på, at støjen skulle høre op, råbene, de hylende sirener. Det var et roligt kvarter. Hun lukkede øjnene. Telefonen ringede, men det betød ikke noget. Der blev banket på døren og banket igen, højere, men det betød heller ikke noget. En køkkenkniv hørte hjemme i et køkken og havde ikke noget at bestille på et fortov. Der var brug for en efterforskning. Det var ikke hendes sag. Hun var bare datteren. Hun var bare det uægte, men eneste barn. Hun vidste ikke engang, om der var et testamente. Det var vigtigt at blive ved med at sidde ned. Hvis hun kunne blive siddende her i et års tid eller to, skulle det hele nok gå i orden. Sommetider er glæden længe om at melde sig igen.

Fra side 47-49.

Om Salman Rushdie

Salman Rushdie, f. 1947, indisk-britisk forfatter. Inspirationskilder for det fabulerende forfatterskab er den magiske realisme, indiske myter og fortælletradition samt den europæiske groteske tradition, fx Günter Grass. Gennembrud med Midnatsbørn (1981, da. 1982), der med udgangspunkt i de børn, der fødtes på dagen for Indiens uafhængighed, skildrer Indiens historie gennem individuelle skæbner. Historisk-politiske temaer indgår også i Skam (1983, da. s.å.). De sataniske vers (1988, da. 1989) er en stor romanfantasi henlagt til det postmoderne og postkoloniale London. Det iranske præsteskab opfattede bogen som blasfemisk og udstedte en dødsdom, fatwa; herefter levede Rushdie skjult. 1998 meddelte den iranske regering, at den ikke længere støttede fatwaen. Den fabulerende og virtuose Maurerens sidste suk (1995, da. s.å.) indbragte ham EUs litteraturpris Aristeion. Konflikten mellem en mytisk fortid og en fragmenteret og økonomistyret nutid genfindes i Jorden under hendes fødder (1999, da. s.å.). 2001 kom Raseri. I 2004 udkom essaysamlingen Gå over stregen, en samling prægnante essays fra tiåret i fatwaens tegn. I 2005 udkom romanen Klovnen Shalimar (da.2006) om en ung mand, der ender som terrorist.

Læs mere om Salman Rushdie

Anmeldelser

"Her pendler Rushdie virtuost og visionært mellem sine egne kashmirske rødder og nuværende angelsaksiske eksil i USA, og præsenterer os for en dybt begavet kosmopolitisk slægtsthriller, fuld af sex, mord, religion og politik. (...) Seks urokkelige stjerner til Rushdie, og seks til Thomas Harders kongeniale oversættelse."
- Jens Andersen, Berlingske Tidende

"Mesterfortælleren, gavtyven, satirikeren og humanisten Salman Rushdie tager atter sine læsere på en lystfyldt flyvetur. (...) Klovnen Shalimar er en stor og på sin egen ubesværede måde også meget alvorlig roman. Og underholdende ad Hollywood til. Salman Rushdie forfører (og imponerer) med sit tekniske overblik, sit humane overskud, sin slagfærdighed, sin nøje doserede og ægte patos og sin homeriske humor. (...) Om oversættelsen er blot at sige, at Thomas Harder er gud."
- Marie Tetzlaff, Politiken

"Spændende som en thriller og bevægende som et lyrisk digt slutter Klovnen Shalimar sig overbevisende til Rushdies tre bedste, Midnatsbørn, De Sataniske Vers og Maurerens sidste suk."
- Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

"Verdenslitteratur (...) Salman Rushdie er som fortæller mageløst oplagt. Det pulser fra ham. Det yngler for ham. Det blomstrer og bugner fra hans computer. Og det ler. Ligesom når han taler, på sin hurtige, altid upatetiske, fremadrettede måde, ligger latteren på lur (...) Klovnen Shalimar er en roman om kærlighed og død og dødelig kærlighed. Men samtidig om et elsket land, der falder fra paradis til helvede, hvorfra det aldrig vil vende tilbage (...) Han er og bliver en bandsat intelligent forfatter.
- Niels Barfoed, Weekendavisen