Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 199,00 |
|
Fortsættelse af linjen fra Historier fra Danmark (1998). Søren Ryge har en usædvanlig evne til at få folk til at fortælle om deres liv og historie, og denne bog indeholder artikler om og samtaler med ganske almindelige og ualmindelige danskere. Julius, kendt fra tv, fortæller om sin store fødselsdag, og Anders om salget af sine elskede køer. Der snakkes med manden, der opfandt Christiania-cyklen, med den kvindelige inseminør og mange flere. Der er historien om liget i køkkenmøddingen, lindetræet på Havmøllen og præmiewhist-spillerne i hønsehuset. Illustreret.
Jeg ved godt, at for langt de fleste danskere er jeg ham, der nusser rundt i min have og laver fjernsyn. Eller rejser til Island og laver fjernsyn. Eller ta'r over til mine naboer Anders og Julius og laver fjernsyn.
Og ja, jeg har lavet fjernsyn i snart 25 år (og har været meget glad for det), men vil gerne benytte denne anledning til at understrege, at jeg har skrevet endnu længere. Og hvis jeg skulle vælge imellem at skrive og lave fjernsyn, ville jeg ikke være i tvivl: det skrevne ord er og bliver det bedste og mest nødvendige (og for mig mest uundværlige) kommunikationsform, der findes. Man ser, man høre, man oplever - og kan gå direkte hjem bagefter og skrive om det.
Når man så oven i købet er så heldig at være knyttet til en avis (Dagbladet Politiken), der gerne vil trykke det, man skriver, så kan man ikke forlange mere af dagen og livet. For det er jo det, der ligger som et dybt behov i mennesker af min slags: af hvis jeg oplever noget godt, stort, smukt, spændende eller fascinerende, så synes jeg, at hele verden skal vide det - så bliver oplevelsen omsat til ord så hurtigt som muligt.
Både tv og aviser er flygtige medier. Vi kigger og læser, og langt det meste er glemt, inden ugen er gået. Men nogle gange har man fat i et stof, der er langtidsholdbart, og jeg ved med sikkerhed, at det bedste stof er mennesket. Man kan rejse til verdens ende og opleve de største landskaber og de vildeste dyr, men hvis man kan finde et menneske, der har en god historie at fortælle, så er det bedre end noget andet. Disse mennesker er overalt - man skal bare finde dem, møde dem, opleve dem - og forhåbentlig få dem til at snakke. Nogle af dem siger ikke ret meget, men så er det op til skriverkarlen at bringe oplevelsen videre. Andre snakker så meget, at båndoptageren løber fuld, og man skal til at sortere i ordene bagefter. Fælles for dem er, at det ikke nødvendigvis er de store bedrifter eller uhelbredelige sygdomme, der er den gode historie, tværtimod: Den bedste af alle historier er den om 'det helt almindelige menneske', der fortæller om sit liv eller sin dag eller hvad han fik at spise i går.
Det er disse mennesker, der fylder denne bog. En perlerække af mennesker, der åbnede deres dør for mig og gav mig indblik i deres liv og dagligdag. De gjorde det ikke for at komme i avisen eller på tryk i en bog. De gjorde det, fordi der kom en mand forbi og gerne ville snakke, og så er det da i orden, at det kommer i avisen bagefter - især når det er noget så fjernt som en københavneravis (samtlige historier i denne bog er om mennesker, der lever i min nærmeste omegn, dvs. Djursland).
Og her er så de - et udpluk af de mennesker, jeg har mødt i løbet af de sidste to-tre-fire år, og som gav mig så god en oplevelse/historie, at den efter min bedste overbevisning er langtidsholdbar. De har alle - med undtagelse af Dorte - været bragt i Dagbladet Politiken, men aviser smides ud eller brændes. Anders og Julius og Christian og Evald og Anna og Jørgen og alle de andre har fortjent bedre. De er det stof, som denne bog er gjort af.
Søren Ryge Petersen, sommeren 2001.
Fra side 7-8.
| Om bogen |
| Læs uddrag |