Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 399,00 |
|
"Intet ringere end årets store sensation." - Jes Fabricius Møller, Politiken
I mange år var det en almindelig antagelse, at statsminister J.C. Christensens dagbøger var blevet brændt efter hans død. Nu er hans dagbøger fra årene 1900-09 imidlertid dukket op, og de giver et indblik i dansk politik i årene omkring Systemskiftet.
Dagbøgerne dække den periode, hvor J.C. Christensen stod på toppen af sin politiske karriere. Først som oppositionsleder og magtfuld formand for Finansudvalget, hvorfra han sled de sidste Højreregeringer op og fremtvang et systemskifte, siden som kultusminister i den første Venstreregering og som regeringsleder. De afrundes af hans afgang som følge af justitsminister P.A. Albertis bedragerier og optakten til en rigsretssag.
De tyve små dagbøger indeholder optegnelser om stort og småt fra perioden. De tjente som et sted, hvor den normalt tillukkede J.C. Christensen fik luft for private og ikke mindst politiske bekymringer, og mange af aktørerne i det politiske liv blev i dagbøgerne udsat for skarpe bemærkninger. J.C. Christensens dagbøger giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie set fra første række.
Historikerne Peter Ramskov Andersen og Poul Duedahl forestår udgivelsen af dagbøgerne.
Kære dagbog?
"Folk gjorde såmænd klogt i at gøre som jeg - jeg bruger kakkelovnen som arkiv!", skal J.C. Christensen ofte have sagt til venner og bekendte. Ordene blev allerede i hans samtid et klassisk, ja lettere berygtet citat, der siden har redet historikere som en mare, fordi det nærmest opfordrede til at gøre kål på kulturarven og gjorde det til en vanskelig sag at skrive en biografi om J.C. Christensen, fordi alle gik ud fra, at han havde slettet ethvert spor efter sig. Nu viser det sig, at ikke alle hans dagbøger blev ødelagt (...) kampen om at besidde dokumenter og beherske kendte menneskers eftermæle er et temmelig udbredt fænomen - ikke mindst enkers, familiers og eksekutorers nidkære forsøg på at vogte over, skjule eller ligefrem tilintetgøre skriftlige efterladenskaber for at forme et eftermæle bedst muligt.
Det er påfaldende, at det ofte er forfattere og deres pårørende, der i tidens løb har ønsket at vogte over eller bortskaffe personlige papirer, mens der er noget længere mellem eksemplerne fra den politiske verden. Det kan der være mange årsager til. En vægtig grund synes at være, at nogle forfattere på et tidspunkt finder tilfredsstillelse i det monument, de har sat i kraft af deres litterære værker, mens love ikke bærer lovgivernes navne. Derfor har dagbøgerne for politikere en særlig rolle som det sted, hvor de kan redegøre for deres andel i samfundsudviklingen.
Så meget mere interessant er J.C. Christensens ønske om at skaffe sig af med papirer, der kunne fortælle om hans syn på sit bidrag til danmarkshistorien. Faktisk havde han nøje overvejet sin personlige kulturpolitik. Efter et par succesfulde år som konseilspræsident indskrev han sig helt automatisk i historiebøgerne, og som et kristent menneske følte han, at det var Gud, der i sidste ende skulle dømme ham. Til den tid var han ikke længere herre over, hvordan hans papirer ville blive anvendt; derfor var det bedre at skille sig af med dem i tide.
Den sidste nat, han levede, bad han sin datter brænde de resterende breve og papirer. Datteren kunne ikke overkomme det omfattende arbejde selv, så det blev pålagt hendes nevø at brænde sin farfars breve og personlige papirer. Han påtog sig opgaven, fortæller han, og skovlede breve og andre papirer ind i flammerne i en af kakkelovnene i det lille hus i Hee.
Blandt de ting, barnebarnet med sikkerhed havde i hænderne, var en serie små lommebøger fra 1890´erne med dagbogsoptegnelser. Disse bøger gik i kakkelovnen sammen med hundredvis af spændende breve fra ind- og udland. Hans udsagn bekræftes da også mere eller mindre af de bevarede dagbøger, for det første bind begynder den 10. juli 1900, og allerede i december 1901 noterede J.C. Christensen: "Disse små sorte bøger ... Jeg har en cigarkasse fuld af disse bøger".
J.C. Christensens cigarkasser var ikke af de mindste. På Ringkøbing Museum findes en cigarkasse, som med sikkerhed har tilhørt ham, og det ældste bevarede bind af dagbøgerne er på indersiden af omslaget forsynet med påskriften "No. 8" og det følgende bind med "No. 9" med J.C. Christensens skrift og blæktype. Altså mangler der tilsyneladende syv dagbøger eller to-tre årgange.
Men hvad skete der egentlig med de øvrige dagbøger?
Fra side 8-9
"Intet ringere end årets store sensation."
- Jes Fabricius Møller, Politiken
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Anmeldelser |