g.dk

Samlet vurdering:

(3 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Ingen

PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage	Antal Læg i kurv

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"Vanviddet rabler respektindgydende hen over de 168 sider, Anne Lise Marstrand-Jørgensen med præcision og orden i følelsesøkonomien har ladet sin nye roman fylde. (...) Anne Lise Marstrand-jørgensen kan (...) fremkalde billeder med urovækkende dybde og dirrende, sarte lag af sandhed." - Lise Garsdal, Politiken

"Uden på noget tidspunkt at romantisere galskaben formår Marstrand-Jørgensen skridt for skridt at leve sig ind i den (...) alt i alt er det sgu en betydelig og bevægende uro, romanen hvirvler frem. (...) 'Ingen' hedder romanen, fordi Elisabeth farer (u)hjælpeligt vild i sig selv, men sikke det selv glimrer viltert ved sit fra-vær!" - Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gennemført et sitrende stykke digterisk sorgarbejde, som bliver et billede på psykens uregerlige og forunderlige måde at fungere på. Det er særlig smukt i disse lykkepilletider." - Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad

Hvordan ser det ud indefra, når et menneskes psyke smuldrer? Dette svære spørgsmål forsøger romanen Ingen at besvare. Jegfortælleren Elisabeth er en helt almindelig, velfungerende kvinde, som arbejder som fotograf og har udstillinger rundt om i verden. Men hun har været indlagt på en psykiatrisk afdeling tre gange i løbet af ni år. Det stempler hende som psykisk syg, synes hun. Hun lever ellers et fint liv og har et udmærket forhold til sin store datter, sin eksmand og sin kæreste, som er journalist. En dag er kæresten forsvundet. Det er sket før, og Elisabeth er ikke nervøs. Men det er politiet. Uroen smitter Elisabeth, og hendes virkelighedsopfattelse begynder at smuldre. Har naboen virkelig begravet deres hund i hendes have, fordi de tror, hun har dræbt den? Er der virkelig sket en ulykke med hendes datter, fordi hun drømmer det? Elisabeth beslutter at tage væk og være alene i sommerhuset, som hun altid har drømt om. Hun tror, at ensomheden kan kurere hendes tanker.

Uddrag

et

Ingen er død. Det er femten år siden, jeg blev skilt fra Thomas. Jeg er ikke kommet til skade, er ikke blevet livstruende syg, har ikke været udsat for vold eller nogen form for alvorlige uheld. Jeg har et hjem. Det er hverken brændt ned eller på randen af tvangsauktion. Alt i alt er der ikke nogen grund til at være bange. Min seneste psykolog gik ind for kognitiv terapi. Han ville have mig til at ændre mine tanker, så han satte mig til at udfylde skemaer med fem kolonner flere gange om dagen for at holde regnskab med, hvornår det går galt, og han viste mig, hvordan jeg i én kolonne skal skrive det, som jeg ville sige, hvis jeg talte til et menneske, jeg holder meget af, min datter Molly f.eks. hvis hun tænkte, som jeg gør, og det var min opgave at tale hende til fornuft. Jeg har forstået idéen, og jeg gør det stadigvæk af og til, men det ser ikke ud til at virke.

Ingen er død, men én er forsvundet, og en anden er blevet tilbage. Jeg havde besøg af politiet i går, fordi de vil efterlyse Otto. Hans søster, irriterende Anita, er naturligvis primus motor. Jeg fortalte det, som det er: at Otto er rejst for tyve dage siden, at selvom han er min kæreste, aner jeg ikke, hvor han er taget hen, eller hvor længe han bliver væk. Jeg understregede, at det i sig selv ikke er påfaldende, og det accepterede betjenten uden videre. Det eneste, der er anderledes, end det plejer at være, er, at Otto ikke fik fat i mig, før han tog af sted, men i stedet for lagde en besked på min telefonsvarer. På den anden side har han sikkert forsøgt at ringe, men jeg var taget ud for at fotografere og havde slukket min mobiltelefon.
    Otto og jeg har været kærester i ti år, og vi bor hver for sig. I begyndelsen måtte jeg tage hensyn til Molly, der var ti år og ikke indstillet på forandringer. Siden blev det bare ved med at være sådan. Han er freelancejournalist og skriver om samfundsforhold og kriminalitet. Forrige efterår fik han en tysk pris for at have optrævlet en korruptionsskandale i en stor europæisk koncern, og siden har han haft meget travlt. Fra begyndelsen af vores forhold har jeg måttet vænne mig til, at han kan finde på at rejse uden varsel, fordi han er på sporet af noget, eller tror han er på sporet af noget, eller bruger det som undskyldning for at komme lidt væk.

I sidste uge tog jeg møblerne ud og billederne ned for at male mit arbejdsværelse. Da Molly boede hjemme, var det hendes værelse, og jeg havde ikke malet det, siden hun flyttede.
    Bagefter kunne jeg ikke blive enig med mig selv om, hvilke billeder der skulle op at hænge. Jeg nænnede næsten ikke at banke søm i de nymalede vægge, så ophængningen blev et minimalistisk kompromis. Når jeg sidder ved skrivebordet og drejer hovedet mod venstre, ser jeg et barnebillede af Molly, tandløs og leende. På den modsatte væg hænger et gammelt billede af hendes far, som jeg tog i Berlin for mange år siden. Efter vi blev skilt, satte jeg billedet på loftet, hvor jeg fandt det igen ved en tilfældighed. På bagsiden står der "Thomas, Berlin 1987" med sort tusch, intet andet. Det er taget på vores første rejse uden Molly, da hun var et par år gammel.
    Jeg kan godt lide enkelheden i billedet, den måde det opløses til en komposition i hvidt og gråt, når man kniber øjnene i. Han står ved en fransk altan, døren er åben, Wedding, Berlin for hans fødder. Han er ikke opmærksom på mig, der ligger i sengen og tager billedet, men står bare og ryger og ser ud over byen. Halv profil, skulderlangt hår og pilotbriller med tonede glas, hvor genspejlingerne på billedet er en mikroskopisk, udflydende verden. Skråt bag ham står døren til badeværelset på klem, og man kan ane hjørnet af et spejl.

På togturen til Berlin faldt vi begge to i søvn. På et tidspunkt standsede toget med et ryk foran et trinbræt af en station, og jeg vågnede. Da toget satte i bevægelse igen, trillede vi forbi en lukket stationsbygning, hvor der stod et spejl op ad muren. Kanterne var takkede af rimfrost, og togets spejlbillede blev kastet tilbage som det eneste i bevægelse udenfor.
    Da vi ankom til hotellet, og jeg så badeværelsesspejlet, fik jeg den samme ubekvemme fornemmelse, som jeg havde haft i toget, men jeg sagde ikke noget til Thomas. Under middagen anklagede han mig for at være åndsfraværende, og senere på aftenen kom vi op at skændes, fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at det kunne være det samme spejl, som nogen havde hængt op på hotellet for at genere mig og vise mig, at de holdt øje med mig.
    Når jeg betragter fotografiet af Thomas nu, har det ikke længere noget med mig at gøre, samtidig med at alt det, der skete, blev aflejret i kameralinsen, som en uro andre også bemærker, når de ser billedet. Det var for at vise noget i den retning, at jeg på den version af det fotografi, der blev vist i Udos galleri senere samme år, havde lagt en tynd film, over hele billedfladen, med et udsnit af togskinner, der ser ud, som om de fortsætter uendeligt. Når jeg ser den version nu, synes jeg, det ser ud, som om Thomas kan blive kørt ned bagfra af et tog, hvad øjeblik det skal være.

Jeg har det bedre nu end dengang. Det er rent held, at jeg har haft det storartet i flere år. I sidste uge havde jeg stadigvæk meget energi. Nu er jeg træt.

to

Jeg stod op før middag og gik i bad, fordi jeg har lovet mig selv at gøre det hver dag. Jeg tænker meget på døden. Det stresser mig, at Ottos rejse er blevet til en sag for politiet. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på ham hele tiden. Fyren fra kriminalpolitiet bad mig om at gøre rede for omstændighederne omkring hans forsvinden, men eftersom jeg ikke bemærkede den, før det var blevet til "forsvundet", kan de givetvis ikke bruge min forklaring til noget.
    Det var meget bedre, da jeg ikke behøvede tænke på andet, end at jeg savnede ham indimellem. I nogle perioder har jeg været mest rolig, når Otto har været ude og rejse. Det har ikke noget med ham at gøre, men selvom han ikke forstyrrer mig, er han til stede, og det er nok. Alle mennesker har brug for at være stille og alene. Bare ikke hele tiden.
    Anita bruger mange kræfter på at bekymre sig om den bror, hun ellers kun ser et par gange om året. Først havde politiet forsøgt at berolige hende med, at folk af og til forsvinder og dukker op igen, og at der kan være så meget. Så kontaktede de alligevel mig, og da betjenten først på aftenen i går dukkede op her på Chrysantemumvej, forbandt jeg ikke øjeblikkeligt politiskiltet med Otto. Min første tanke var, at der var sket Molly noget, og jeg blev ligefrem lettet, da jeg hørte, hvad det drejede sig om. Det forstod han godt. Jeg bekræftede, at det sidste jeg har hørt fra Otto, det sidste NOGEN har hørt fra ham, er den ligegyldige besked på min telefonsvarer, som jeg for længst har slettet. Han sagde, at han ville være væk "et stykke tid", at han ville give lyd fra sig og det sædvanlige.
    Inden betjenten, der hedder K (sikkert Kaa eller Kå) gik, stillede han spørgsmål om Otto, hans sindstilstand og den slags, men jeg sagde, der ikke var noget, der havde været anderledes, end det plejede. Det lød næsten, som om jeg ikke kender Otto. Betjenten skrev mine svar ned på en blok. Han sad længe med den mellem hænderne og løb det hele igennem, som om han ville være sikker på ikke at glemme noget.
    "Og hvad med dig selv?" spurgte han. "Hvordan har det været på det seneste?"
    Jeg burde have vidst, at Anita havde fortalt om mig.
    "Der har ikke været noget med mig," svarede jeg, måske lidt brysk, for han forklarede med en meget blid stemme, at han var nødt til at spørge for at danne sig et ordentligt indtryk af sagens karakter Jeg undskyldte og begyndte på en forklaring om, at min seneste indlæggelse, hvis det var det, han hentydede til, lå flere år tilbage, og at jeg havde sluppet medicinen for over to år siden. Han bremsede mig og sagde, at det var helt i orden, at han ikke var ude på at snage, og at det ikke havde nogen betydning for sagen. Jeg bryder mig ikke om at føle mig presset til at sige noget om mig selv, men jeg bryder mig heller ikke om at blive afbrudt, når jeg taler. Under alle omstændigheder var situationen akavet, fordi jeg ikke havde regnet med at skulle tale med en betjent, og fordi jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at tænke på, om der virkelig er sket noget med Otto. Da jeg spurgte direkte, svarede han, at de i og for sig ikke har anledning til at tro noget i den retning, men at de selvfølgelig tager det alvorligt, når de nærmeste pårørende viser bekymring. Irriterende Anita igen. Ikke mig. Jeg er den ligeglade kæreste, som er så optaget af sit eget, at hun slet ikke tænker på, at der kunne være sket noget.

ELLER HVAD?

På vej ned ad havegangen vendte han sig tøvende om, netop som jeg skulle til at lukke døren, men han sagde ingenting. Han løftede blot hånden til farvel og gik. Jeg lyttede til den smækkende bildør og motoren, der blev tændt. Jeg drak en øl i køkkenet for at falde ned og blev bange for, at de mistænker mig for noget.

Fra side 5-11.

Anmeldelser

"Vanviddet rabler respektindgydende hen over de 168 sider, Anne Lise Marstrand-Jørgensen med præcision og orden i følelsesøkonomien har ladet sin nye roman fylde. (...) Anne Lise Marstrand-jørgensen kan (...) fremkalde billeder med urovækkende dybde og dirrende, sarte lag af sandhed."
- Lise Garsdal, Politiken

"Uden på noget tidspunkt at romantisere galskaben formår Marstrand-Jørgensen skridt for skridt at leve sig ind i den (...) alt i alt er det sgu en betydelig og bevægende uro, romanen hvirvler frem. (...) 'Ingen' hedder romanen, fordi Elisabeth farer (u)hjælpeligt vild i sig selv, men sikke det selv glimrer viltert ved sit fra-vær!"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

"Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gennemført et sitrende stykke digterisk sorgarbejde, som bliver et billede på psykens uregerlige og forunderlige måde at fungere på. Det er særlig smukt i disse lykkepilletider."
- Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad

Om bogen

Læs uddrag

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 168 sider
ISBN: 9788702064902
Gyldendal 2008
Omslag: Sigrún Gudbrandsdóttir - Ingen Frygt

Ingen

Om bogen

Uddrag

Anmeldelser