Senest viste titler

Din indkøbskurv

kr 0,00
0 bøger
Log ind
Opret dig som kunde
 

Samlet vurdering:

(1 i alt)

 

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Hans Otto Jørgensen

Ida og Axel trilogien




PRIS kr. 199,00 Leveres normalt inden for 1-7 hverdage
 

Om bogen

Ida og Axel-trilogien er en roman om en familie fra 1930'erne til i dag, om landbrugets brutale forandring og om en kunstners tilblivelse.

Trilogien består af romanerne Helt og heltinde, Den fotograferede dreng og Med plads til 100 køer.

Uddrag

Vi kender ham endnu ikke, det er Ejnar. Første gang vi ser ham er han tretten år, han er lige fyldt. Han har været i sving fra den tidlige morgen, han har malket, muget ud og fodret af. Han er blevet hjemme fra skolen, for den gamle holder sengen.

Degnen er ude på trappen og vinke børnene ind. De kommer af med overtøjet, pigerne i pigernes gang og drengene i drengenes, men Ejnar mangler. Degnen ved det, og selv om han ved det, mens de stiller op på række, til morgensang, ved hver deres vinduesside, kigger han en ekstra gang ud over hegnet, ned ad vejen. Sivertsen er kommet galt af sted, han har været i lag med tyren og fået trykket et par ribben.
    Det viser sig, det er værre end det, den ene lunge er punkteret, der vil i det mindste gå fjorten dage, inden han er på benene, og hvad siger da Ejnar. Er han tilpas med det, at sørge for det derhjemme, at han på den måde kommer til at forsømme skolen.
    Kan han lide skolen.
    Han er flink nok til både at læse og skrive, han kan tabellerne på fingrene, han er begyndt at gå til præst og skal konfirmeres. Han terper bibelsteder og salmevers, han sidder så tålmodig med det, følger linierne med en finger i bogen, men det bedste er når verdenskortet trækkes ned.
    Han lærer landenes og flodernes navne at kende, kigger på billederne, som degnen har klippet ud og klistret ind i det hæfte, der går rundt imellem dem. Det er billederne fra Mongoliets stepper, de sidder på nethinden af ham, når han lægger sig om aftenen, de billeder af verdens bedste rytterfolk. De malker deres heste og blander blod i.
    Han kan ikke lade være med at se det for sig, han kan ikke lade være med at tænke på, at det ville han godt være med til, at det var ham. Med den pelshue ned om ørerne, den uformelige frakke, vanterne. Han kan ikke lade være med at ønske, at det var ham og hans krop og hans fingre.
    Det ville han godt prøve. At lægge det snit i halsvenen på hesten og se blodet, der står ud af den i en stråle. At bruge sleven og røre det op med mælken som budding i en spand. Ligesom når de slagter gris. Han gad godt smage den blodpandekage, de laver. Som råmælkspandekage. Det er den kost, de får.
    Det går han op i. Det andet, det med at skrive diktat eller regne med brøker og lave geometri, er mere af pligt. Det har degnen også sagt til Sivertsen, at det er der hans interesse ligger, at det er at komme ud og se noget. Det er floderne, han kan dem på stribe, de rusisske floder, Ob, Jenisej og Lena. Der er en særlig magi ved det, ved den remse, Volga, det er næsten som en sang.
    Der er flodsengen og det stadigt strømmende vand. Der er de bjerge, det er der vandet kommer fra, og der det flade frugtbare forland.

Vi lytter, vi lægger øret til, blader i albummet. Ejnar er en drømmer, men lige nu er han i stalden, han er fanget af arbejdet, at det jo skal gøres. Han skærer roer i roehuset og husker, at det netop er i dag, de er nået til pusztaen i Ungarn, til de store vidder der, til billedet af okserne, de særlige ungarske okser. Dem ville han godt se, med den pukkel, den hvidhed.
    Men hvordan er det så med de roer, ved vi det. Er de frosne, er væggene derinde i roehuset rimede af frost. Under lugen, hvor det har stået og dryppet i solen dagen i forvejen, hænger et par brune istapper, men roerne har det godt nok. De fejler ingenting, de har været godt dækket af i kulen, Sivertsen forstår at lære fra sig.
    Der er de to, Ejnar og Sivertsen, det er dem, der står for bedriften. Ejnar gør snart en karls arbejde, så sparer de de penge. Det ved enhver, de udgør et godt spand, men holder han ham ikke også i for stramme tøjler, er han ikke lige nærig nok med tiden, Sivertsen.
    Når man ser på Erik, hvordan han fordriver den, hvad han ikke har for af numre, og så meget forskel er der vel heller ikke på de to. Ejnar er som sagt lige fyldt tretten, Erik bliver elleve til november.
    Erik er i skolen, han sidder forrest fremme ved sin pult, han er duks, i matrostøj og med kæmmet hår. Erik forsømmer aldrig en dag, aldrig en time, han går i fjerde klasse, men regner syvende klasses regnebog, han har så nemt ved det. Han tegner broer og konstruerer vind- og vandmøller, han dæmmer bækken op og får fald på. Degnen har selv været nede og kigge og rost ham for det. Det er godt arbejde.
    Erik er lige nok så lys i det, eller det vil sige, er han nu også det. Håret er solbleget, også mere end Ejnars, men Ejnar går også altid med den kasket på hovedet. Han går i stalden, og der kommer i det mindste ingen sol, men så sidder jo til gengæld Erik mere over bøgerne, degnen låner ham. Det er fysikken, han er optaget af, noget med kraft gange arm, ugen efter er det kemi. Han får fat på noget svovl og laver krudt.
    Nu er det det billede. Ligesom det lysglimt fra eksplosionen. Som en blitz. Det foregår i bryggerset, i grukedlen, Amalie har givet lov. Hun har hånd i det. Men er det så også sådan, de har fordelt dem mellem sig, moren og ham, er det sådan, at Amalie tager sig af den lille og Sivertsen af den store.
    Det kunne det være, det er slet ikke utænkeligt. At så bliver Erik nok forkælet, så vanker der måske en ekstra sukkerknald, en honningmad, en grisehale. Men det er ikke rigtigt. Sivertsen og Amalie har øje for dem begge.
    Sivertsen står gerne en halv eftermiddag ved høvlebænken med Erik. Når tiden er til det, og også når den ikke er, når der ellers er travlhed. Han kigger med over skuldrene, når drengen sidder med sine bøger. Han kan selv lide at eksperimentere. Og på den anden side, Amalie ved besked om det mørke ved Ejnar. Hun ved, at det er noget indefra, en særlig melankoli, det hører hendes slægt til.
    Hun er selv sluppet, men hun kender det. Hun ved, hvad det kan føre til, hvor meget tag det kan have i én, uden egentlig årsag, men at der kommer den skygge ind over sindet. Der kommer den hulhed i brystet.
    Det er ikke retfærdigt. Vi ønsker det, blader tilbage og kigger nøjere efter. Det skal være retfærdigt, men det er ikke retfærdigt. Det har ramt Moster.

Fra side 9-12.

Om Hans Otto Jørgensen

Foto: Morten Holtum Nielsen
Hans Otto Jørgensen, født 1954, har udgivet en lang række bøger i forskellige genrer siden debuten med Tårnet i 1989. Seneste udgivelse er Med plads til hundrede køer fra 2007. Hans Otto Jørgensen har siden 2002 været rektor for Forfatterskolen. Hans prosa er fabulerende og eksperimenterende, ofte præget af en kras naturalisme med groteske islæt som fx romanerne Tårnet (1989), Ekliptika (1993), Molly - historien om en engel (2000) og Væltede kældre (2005). De noget mere traditionsfaste noveller i fx Amerika (1990) skildrer sider af tilværelsen og psyken i en jysk egn. Desuden digtsamlinger, fx Nåden (1996).

Læs mere om Hans Otto Jørgensen

 
Om bogen
Læs uddrag
Læs om Hans Otto Jørgensen
 
Fakta om bogen
1. udgave
Hardback ,  496 sider
ISBN: 9788702063318
Gyldendal 2007
Omslag: Camilla Jørgensen
 
 
 
 
Andre bøger af Hans Otto Jørgensen
 
Fluebogen
Hans Otto Jørgensen

Fluebogen

"Et kosteligt undergrundskatalog over de purunge, kantet svirrende begyndelser."
- Weekendavisen Læs mere

PRIS kr. 125,00
Hestenes øjne
Hans Otto Jørgensen

Hestenes øjne

Roman med selvbiografiske træk om en opvækt i et indremissionsk miljø ved Limfjorden.

Læs mere

PRIS kr. 199,00
Ove gasser op
Hans Otto Jørgensen

Ove gasser op

"Hans Otto Jørgensens sprogligt virtuose noveller rister en minderune over mænd, der kommer til kort." - May Schack, Politiken

Læs mere

PRIS kr. 225,00
Med plads til hundrede køer
Hans Otto Jørgensen

Med plads til hundrede køer

"Den mand kan skrive, så lærkerne synger, og gummistøvlerne svupper i sølet."
- Erik Skyum-Nielsen, Information Læs mere

PRIS kr. 199,00
g.dk
Gyldendals internetboghandel
Postboks 134
1004 København K
Tlf: 70 22 00 07
Kontakt os