Din indkøbskurv
|
PRIS kr. 269,00 |
|
"Ester Bock skriver med stor indlevelse om besættelsestiden." - Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad
"Hendes - indirekte - argumentation er overbevisende (...) for er der noget, Ester Bock kan, er det netop disse indre monologer, som har en form, vi kan forstå." - Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten
Adelheide er en virkelig god lærer i starten af tyverne, hun er fra Sønderjylland, og så er hun nazist. I krigens første år får hun arbejde på en skole, men skjuler sine politiske standpunkter. Imidlertid får hendes oplevelser med bl.a. jødedeportationerne hende til at indse, at Hitlers tropper ikke er en befrielses- men en besættelsesmagt, og hun beslutter sig for at engagere sig i modstandsbevægelsen.
Nu var hun glad for, at hun havde taget den lange læreruddannelse, så hun kunne undervise børnene, til de skulle konfirmeres.
Da hun havde været i huset i to år og på husholdningsskole i et, sendte forældrene hende til Tyskland, så hun kunne lære sproget, hvilket foregik i en officersfamilie. Det var her, hun besluttede, at hvis hun ikke var forlovet, inden hun fyldte enogtyve, ville hun uddanne sig til forskolelærerinde. Ved hjemkomsten havde hun talt med faderen om det, og han havde spurgt, om hun planlagde ægteskab. Hun svarede benægtende, fordi Hermann inden hendes afrejse havde ladet forstå, at han måtte holde sit løfte til en ung tysk dame. "Hvis jeg kan være sikker på, at du ikke bliver gift, vil jeg bekoste den rigtige seminarieuddannelse på dig," havde han sagt, "vel og mærke, hvis du kan klare præparandklassen - ellers kan vi overveje den korte uddannelse."
Hermann havde skrevet til hende nogle gange, inden han blev gift. I det sidste brev bad han hende om ikke at svare, fordi han fandt det upassende, at han som gift mand korresponderede med en ung kvinde. Han glemte hende ikke. Det vidste hun. Det, de havde sammen, kunne kan ikke glemme. Eller var det kun hende, der følte så stærkt?
Han var sikkert i krig nu, for han var officer. Måske kom han til Danmark - rygtet gik, at Hitler overvejede at beskytte Danmark mod England. Ville hun byde ham velkommen, hvis han pludselig stod uden for hendes dør?
Hun vidste det ikke.
Hvad skulle hun med en gift mand? Børn havde han sikkert også.
Han var smuk - høj og lys - en rigtig arier. Åh gud, det gjorde ondt helt ned i hendes lår. Det var længe siden, hun havde følt denne søde ømhed. Den smertefulde ømhed.
Man var ikke herre over det. Hvorfor var det kommet netop nu?
Hun måtte jage sit indre billede af ham væk. Måske også smide hans portræt ud. Foreløbig lå det i bunden af en kasse med lærebøger. Næste station var bålet.
Han havde uniform på.
Nej, nu kom det igen - hvad var der dog med hende i dag?
Hun åbnede lemmen til pulterkammeret og trak kassen frem. Den var kold. Hver enkelt bog var kold. Op med dem. Her lå det med bagsiden opad - mellem Kapers grammatik og fysikbogen.
Ikke vende det!
Hun gik ud og lagde det i køkkenvasken - fandt petroleumsflasken og overhældte det, så det var gennemblødt.
Idet hun trådte lidt tilbage, strøg hun en tændstik og slap den. Dampene antændtes, så hun frygtede for sit hår, og hun for tilbage mod køkkenvæggen.
Hun havde hældt alt for megen væske på. Det blev et kæmpebål, som stank langt væk.
Da den værste ild var slukket, åbnede hun den røde gummivandhane, som var både sortsveden og brændt, lod den løbe og satte sig ind i stuen.
Var hun blevet forelsket i ham, hvis han straks havde fortalt, at han var forlovet? Halvvejs forlovet. Det var umuligt at sige. Hun havde vendt denne sag så mange gange i sit hoved, at hun havde opgivet at finde ud af det. Nu skulle det simpelthen være slut. Hun ville ikke gå og sukke efter en troløs mand år ud og år ind.
Men han kunne godt have sagt det, inden han kyssede hende - og så have ladet være. Så havde hun måske haft en god mand nu og to børn, en dreng og en pige.
Fra s. 7-9.

"Ester Bock skriver med stor indlevelse om besættelsestiden."
- Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad
"Hendes - indirekte - argumentation er overbevisende (...) for er der noget, Ester Bock kan, er det netop disse indre monologer, som har en form, vi kan forstå."
- Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten
| Om bogen |
| Læs uddrag |
| Læs om Ester Bock |
| Anmeldelser |