g.dk

Samlet vurdering:

(2 i alt)

Hvad synes du?
Log ind for at give din vurdering

Klaus Rifbjerg

Hovedløs

PRIS kr. 299,00

Gemt på Min huskeseddel Kunne ikke tilføjes Min huskeseddel Tilføj Min huskeseddel

Om bogen

Pressen skrev

"En velkendt, stadig vital Rifbjerg." - Erik Svendsen, Jyllands-Posten

"Hvad maskulinitet er , og hvordan det ytrer sig, får man et indblik i den veloplagte roman (...) Vild blanding af satire og indlevelse. Den føjer sig stærkt underholdende ind i forfatterskabets undersøgelse af kønnets (...) veje og vildveje." - May Schack, Politiken

"Klaus Rifbjerg har skrevet en besættelsesroman, sin bedste, fuld af påtrængende, bardus kværnende pærehoveder (...) dansk prosa på højeste kraft" - Lars Bukdahl, Weekendavisen

En selvstændig og veloplagt fortsættelse af Esbern med stort set det samme persongalleri. Tiden er nu henlagt til krigen og den tyske besættelse, hvor danskerne i forfatterens beskrivelse ikke opfører sig så ideologisk korrekt og moralsk anstændigt, som man måske bilder sig ind.

Uddrag

Det var som at tage en bekvem, veltjent frakke på. Han sagde det ikke til nogen, kun til sig selv, men det slog aldrig fejl: Hver gang han efter en del besvær havde fået anbragt sig og det lammeskindsforede lædertøj i cockpittet og faldskærmen og læderhjelmen og brillerne, kom sætningen farende ind i hovedet på ham. "Det er som at tage en bekvem, veltjent frakke på." Og det var rigtig nok, selvom der også var tale om en tilsnigelse, for den SZ977 YH-T Mosquito, han var sat til at flyve, virkede ikke særlig imødekommende, i hvert fald ikke så længe den endnu befandt sig på jorden. Det tomotorede jager-bombefly havde en tendens til at trække skævt på banen under start, så der skulle arbejdes, indtil hjulene endelig slap, og hele oplevelsen samledes i den sære kerne af selvfølgeligt velvære, han, hver gang de kom i luften (i al hemmelighed), måtte konstatere, var som at iføre sig sin yndlingsfrakke.
     Hvorfor han ikke kunne dele sin oplevelse med navigatøren, som sad ved siden af, vidste han ikke. De havde begge to rokket og skutte sig tilrette, men måske følte han, at konstateringen ville være for privat, for intim, ja, måske ligefrem for sentimental. Deres omgangsform rummede ikke plads for det alt for følsomme. De kunne godt med et krus øl i hånden få tårer i øjnene, når de skrålede med på de populære schlagere i messen. Men også her var der afstand, og det var ikke sikkert, at sergenten ved siden af ham også stod ved siden af ham på jorden. Der var gradsforskelle, som til gengæld syntes at opløses fuldkommen, når de sad i maskinen og skulle udføre noget, de havde øvet sig på og prøvet før, men som trods nøje instrukser og gennemtænkt planlægning alligevel føltes uvirkeligt og ikke så lidt truende.
     Derfor klyngede han sig også til sin fornemmelse, skønt han indså, at den ikke ville vare togtet ud. Ganske vist svandt følelsen af fuldkommen sammensmeltning med den flyvemaskine, han sad i, aldrig helt, men den var sårbar, frygtelig sårbar, med sin træfuselage var Mosquitoen som en elegant formet stærekasse, et afsindigt sprinkelværk til overmål fyldt med brand- og sprængbomber og så meget benzin, at de med lidt held kunne nå helt til målet og tilbage igen.
     Der var ikke så meget at sige, og de sagde næsten heller ikke noget til hinanden. Radiokontakten til de andre maskiner var med den påtænkte overraskelseseffekt afbrudt, og motorlarmen var så altoverdøvende, at selv gennem hovedtelefonerne kunne de knap nok høre, hvad hinanden sagde. Det vigtigste og mest beroligende var derfor koncentrationen om at flyve, at gøre det rigtige hele tiden, at holde den nøjagtige afstand til sidemændene, at se at få dét gjort, de havde fået besked på, selvom ingen af dem helt præcis vidste, hvad og hvorfor de gjorde, hvad de gjorde, og hvorfor de fløj lige nøjagtig dér, ordrerne havde et skær af fjernhed over sig, skønt de var konkrete nok og gerne blev understreget med et tilskud af patriotiske klichéer, der var lige så tilbagevendende som det mantra, der hver gang ramte hans egen bevidsthed, når han endelig fik anbragt sig i cockpittet: "frakke, frakke, frakke".

Fra side 5-6

Om Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg, født 1931, er en af de mest produktive og alsidige skikkelser i moderne dansk litteratur. Hans enorme forfatterskab tæller mere end 100 bøger, hvortil kommer film-, radio- og tv-manuskripter.

Rifbjerg er ophavsmand til en af de mest læste og optrykte romaner i vor tid - nemlig Den kroniske uskyld (1958), som er historien om en ungdommelig trekant og dens fortrængte seksualitet.

Læs mere om Klaus Rifbjerg

Anmeldelser

"En velkendt, stadig vital Rifbjerg."
- Erik Svendsen, Jyllands-Posten

"Hvad maskulinitet er , og hvordan det ytrer sig, får man et indblik i den veloplagte roman (...) Vild blanding af satire og indlevelse. Den føjer sig stærkt underholdende ind i forfatterskabets undersøgelse af kønnets (...) veje og vildveje."
- May Schack, Politiken

"Klaus Rifbjerg har skrevet en besættelsesroman, sin bedste, fuld af påtrængende, bardus kværnende pærehoveder (...) dansk prosa på højeste kraft"
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

Om bogen

Læs uddrag

Læs om Klaus Rifbjerg

Anmeldelser

1. udgave
Hæftet , 352 sider
ISBN: 9788702055252
Gyldendal 2007
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Bøger af Klaus Rifbjerg